Det typiske sjællandske landskab med marker, småskove, landsbyer og enkeltgårde. Sognevejene krydser sig frem under hensyn til kulturlandskabet og beboelsen. De nye motorveje som her ved Høsterkøb i Nordsjælland blev lagt som brede fremmedlegemer, hvor høj hastighed og trafiksikkerhed havde højeste prioritet.

.

Jo mere intensiv industrialiseringens arbejdsdeling blev, desto mere steg også behovet for transport. Man kan se den billige og sikre transport af varer som en forudsætning for industrialiseringen. Danmarks geografi betingede, at den overvejende del af transporten foregik med skib, ikke blot i udenrigshandelen, hvor landtransport spillede en meget beskeden rolle, men også mellem de 65 danske købstadshavne. Københavns Havn ekspederede en tredjedel af al ind- og udlosning i landet og fungerede også som transithavn for en betragtelig del af østersøtrafikken.

Den danske handelsflåde var i gang med en fornyelsesproces, hvor nye, store motorskibe erstattede tabene fra krigen og de ældre dampskibe. De varer, der skulle til og fra havnene, blev i gennemsnit transporteret godt 150 km. Det gav jernbanerne et handicap i konkurrencen med lastbilerne, især når det drejede sig om små varepartier. Jernbanerne var endnu alene om at tage sig af det tunge gods og de længere transporter over land. Hverken vejnettet eller lastbilerne var bygget til at klare mange tons; men den pause i udviklingen af biltrafikken, som krigen havde betydet, var definitivt forbi. De fleste fabrikker og grossistvirksomheder skulle hente og bringe varer på jernbanestationen og anskaffede lastbiler, og det var nærliggende at springe omladningen over og bruge lastbilen hele vejen i en „dør-til-dør-transport”.

De samme konkurrencevilkår mellem biler og jernbaner gjorde sig til en vis grad gældende i persontrafikken, hvor urentable jernbanelinier blev nedlagt og afløst af rutebiler. Privatbiler betragtedes som luksus og beskattedes derefter. Alligevel var der omkring 100.000 personbiler; men de fleste af dem var gamle og havde tilbragt krigsårene „klodset op” i garagerne. I alt var der en bil pr. 25 indbyggere, når lastbiler og varebiler tælles med. I Europa blev dette kun overgået af Storbritannien med 17 indbyggere pr. bil og Frankrig med 18. I det eventyrlige USA var der en bil for hver tre personer.

I den daglige trafik var det cyklerne, der talte. Danmark var cyklernes land, og der var næppe mange over den første barndom, der ikke havde en cykel og brugte den hver dag. Det småbakkede landskab gjorde cyklingen afvekslende; men blæsten, der kun gjorde sig bemærket som modvind, satte opfindsomheden i gang. I 1950 indregistreredes de første knallerter, „cykler med hjælpemotor”, som de officielt hed. Det var i realiteten også, hvad de var med deres højtløftede og højt-larmende motor på bagagebærerens plads eller foran styret.

Kun tyve år senere var der 1,3 mio. biler i Danmark. Bilen var blevet en selvfølge eller en nødvendighed. Afstanden mellem hjem og arbejdsplads var blevet så stor, at arbejdstidsforkortelsen blev brugt på vejene. Byerne var blevet magneter, der hver morgen sugede menneskemasser til sig og stødte dem fra sig om aftenen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Transport.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig