Fra 1953 skulle den 13-årige pige opdrages til at føre monarkiet videre.

.

Ved afstemningen om valgretsalderen havde også de unge mellem 21 og 25 år stemmeret. Et skuffende lavt antal af dem brugte den. Resultatet af afstemningen blev, at de 21- til 23-årige ikke fik stemmeret denne gang.

.

VK-regeringens justitsminister, byretsdommer Helga Pedersen, arbejdede ihærdigt, men forgæves for den fulde ligeberettigelse mellem prinser og prinsesser i arvefølgen til tronen.

.

Statsminister Erik Eriksen forelægger den nye grundlov i statsrådet den 5. juni 1953. Det officielle maleri af begivenheden er ikke det kunstnerisk mest vellykkede grundlovsbillede, og det er da også hængt op på en beskeden plads uden for udvalgsværelse 2 på Christiansborg. Malet af August Tørsleff, 1953.

.

Der var stærkere modstandere, grundlovspartierne måtte berede sig på at møde, da de omsider i januar 1953 havde slebet kanterne af deres opfattelser og indgik en aftale om de endelige formuleringer. Modviljen i egne rækker skulle besværges, mest i Landstinget, hvor mange medlemmer kunne imødese en snarlig afslutning på deres Christiansborg-tilværelse. Men også i Folketinget måtte der bruges megen taletid på at retfærdiggøre de indrømmelser, der havde været nødvendige på vejen mod forliget.

Tidsplanen blev imidlertid fulgt med fremsættelse af lovforslagene i Folketinget den 4. februar 1953. Udvalgsbehandlingen kom faktisk til at medføre en del mindre korrektioner; det var her, det blev bestemt, at den lovgivende forsamling ikke skulle hedde Rigsdagen, men Folketinget.

Så lød den videre tidsplan: nyvalg til Folketing og Landsting den 21. og 28. april, vedtagelse af forslaget i den nyvalgte Rigsdag den 15. maj, folkeafstemning den 28. maj og endelig kong Frederik 9.s og statsminister Erik Eriksens underskrifter på loven i statsrådet på den rigtige historiske dag, den 5. juni.

Hvis! Hvis altså folkeafstemningen fik tilstrækkelig mange til at ulejlige sig hen og stemme. Det var her, modstanderne af den nye grundlov havde deres chance. De kunne appellere med kritik, og uanset hvad de kritiserede, ville der altid være nogle, der kunne erklære sig enige. Og først og fremmest havde modstanderne en frygtindgydende allieret, ligegyldigheden. Der var ikke noget i den gamle grundlov, der kunne vække den harme, eller noget i den nye grundlov, der kunne vække den entusiasme, der skulle til for at mobilisere de over 1,16 mio. jastemmer, der var nødvendige.

Den 13-årige prinsesse Margrethe er blevet placeret i en historisk rolle som den, der skaffede jastemmerne. Den slags gisninger er vanskelige at be- eller afkræfte. Kravet om en ændring af tronfølgen, så også en prinsesse kunne blive rigets overhoved, var rejst så tidligt som i 1946-47, og det havde vundet tilslutning i Venstre, Socialdemokratiet og hos de radikale, hos de sidstnævnte nok mest som et bidrag til at få vælgerne drevet til stemmelokalerne. For de konservative kom tilslutningen med den bestemte reservation, at en yngre søn af kongen skulle gå forud for en ældre datter. Nogen egentlig argumentation for dette standpunkt blev ikke forsøgt ud over nogle ikke helt præcise henvisninger til traditionens betydning. Mere eller mindre klart udtalt fungerede alternativet, kongens yngre bror, arveprins Knud, som et incitament til at bøje sig for kravet om kønnenes ligeberettigelse. For nogle, bl.a. justitsminister Helga Pedersen, var de konservatives halvvejsløsning ikke respekt for traditionerne, men fordomme. For de konservative var bestemmelsen imidlertid gjort ultimativ, og tronfølgeloven kom derfor til at følge traditionen for politiske kompromiser – nok ligeret, men med måde.

I betragtning af det antal konger, der i disse år var blevet fordrevet fra deres troner rundt om i verden, er det bemærkelsesværdigt, at ingen, ikke engang kommunisterne, rejste spørgsmålet om indførelse af republikken.

Rigsdagsvalget i april var et bekræftelsesvalg; men hvis folkeafstemningen endte med forkastelse af forslaget, ville den nyvalgte Rigsdag komme til at arbejde med den almindelige politiske hverdag. Det prægede valgkampen, nok også fordi det ikke var særlig interessant for vælgerne at møde op til rene hurra-møder, hvor alle taler kun drejede sig om grundlovsforslagets fortræffelighed. Socialdemokraterne førte deres forslag om folkepension stærkt frem; men om det var det, der gjorde udslaget, er ikke godt at vide. Vælgerundersøgelser var endnu fortrinsvis spekulative betragtninger i avisernes lederspalter.

Forskydningerne var ikke store. Socialdemokraterne gik to mandater frem, Det radikale Venstre og Venstre vandt hver et, mens Det konservative Folkeparti tabte et og Retsforbundet tre mandater, nu da restriktionerne ikke mere var så snærende. Magtbalancen mellem regeringspartierne og Socialdemokratiet havde forskubbet sig; men grundlovssagen fungerede stadig som paraply over regeringen. Det radikale Venstre forhindrede et regeringsskifte for at fastholde de to borgerlige partier i en helhjertet agitation for grundlovsvedtagelsen.

Det kunne også gøres nødig. Knud Kristensen, der allerede i februar og marts havde undsagt grundlovsforslaget, havde fået vind i sejlene. Finansieret af Højres Fond turnerede han i en velbesøgt møderække med krasse angreb mod forslaget. Hans appel havde, så vidt man kunne dømme, gennemslagskraft især hos hans fæller i de mørke dele af Jylland. Det er sandsynligt, at modstanden mod grundlovsrevisionen også kunne trække på borgerlige vælgeres skuffelse over, at regeringen ikke havde ført en mere renlivet borgerlig politik med klarere afstand til den socialdemokratiske velfærdslinie.

Ved optællingen af stemmerne fra folkeafstemningen den 28. maj blev spændingen holdt ved lige til det sidste. Langt ud på aftenen var resultatet gjort op. Jastemmerne var kravlet op over de 45 procent, men kun med knap 20.000 i overskud. I Jylland var der kun 41,8 procent jastemmer, i hovedstaden kun 43,6 procent, her havde de gammelkonservatives modvilje mod forandringer kunnet virke sammen med kommunisternes kampagne mod paragraf 20. Øernes 52,6 procent jastemmer reddede grundloven igennem. Det er en rimelig formodning, at Knud Kristensens og til dels kommunisternes kampagne havde skabt den interesse om sagen, der fik folk op fra sofaen. Tilsammen havde modstanderne hentet 319.000 nejstemmer.

Den samtidige afstemning om 21- eller 23-års valgret resulterede i 840.000 for 23 år og lige under 700.000 stemmer for 21 år. Ideen med at bruge folkeafstemning som forfatningens konservative garanti havde allerede vist sig at være ganske bæredygtig.

Der var nogle, der ikke lod sig stille tilfreds med de konservative garantier, der lå i den almindelige og direkte stemmeret. De ville have udviklingen skruet tilbage. Den 5. juni afleverede Knud Kristensen på statsministerens kontor sin udmeldelse af partiet Venstre. De 300.000 nejstemmer havde inspireret ham. Kort tid efter var han sammen med andre borgerlige modstandere af den nye grundlov i færd med at danne et nyt parti, De Uafhængige, der i de følgende år optog pladsen på yderste højre fløj i dansk politik.

Den 5. juni 1953 fik grundloven kongens underskrift; Erik Eriksen kontrasignerede. Politisk var gennemførelsen hans værk, som han da også siden betragtede med berettiget stolthed. Indholdet af den nye grundlov var nok resultatet af en række kompromiser; men det var først og fremmest en ajourføring. De vigtigste rettelser i forhold til den forrige grundlov var, at en udvikling i det politiske liv, som i realiteten havde fundet sted, blev skrevet i lovens paragraffer. En sammenligning mellem grundloven af 1953 og dens godt 100 år ældre forgænger viser, at forskellene ikke er så store. Men det var to helt forskellige samfund, der skabte den første og den tredje junigrundlov, og den politiske kultur var blevet en anden siden 1849. Alene det, at det var en bonde fra en mindre gård på Fyn, der satte sit navn neden under kongens, illustrerer udviklingen.

Regeringen Eriksen-Kraft havde fået lejdebrev af de radikale, indtil grundloven var gennemført. Ministeriet kunne blive siddende sommeren over i ly af den aftale med Bertel Dahlgaard, at den til gengæld ikke foretog sig noget afgørende uden at indhente de radikales accept. Til september skulle der være valg, det tredje i løbet af det år, denne gang til det nye Folketings 175 pladser fra „Syd-Danmark”, to fra Færøerne og to fra Grønland. Med en forøgelse af medlemstallet i Folketinget på 28 og med to nye årgange af unge, der havde fået stemmeret siden valget i maj, var resultatet ikke let at forudsige, og sommeren blev da politisk én lang valgkamp.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Grundlovsforslaget gennemføres.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig