Blandt Viggo Starckes mange talenter rangerede talekunsten højest. Han gentog sit kunststykke fra 1950 og udnyttede fjernsynets og Statsradiofoniens millimeterdemokrati til det yderste. Han havde sparet taletid op til de sidste minutter af udsendelsen og opremsede nu med patos samfundets moralske dårligdomme fra skilsmisser, aborter og selvmord til fyldte fængsler. Kuren mod alt dette skulle være at stemme på Retsforbundet. De andre deltagere i afslutningsdebatten havde kun sekunder til at give udtryk for deres forargelse. Gevinsten ved dr. Starckes retoriske præstation viste sig i Retsforbundets stemmetal ved valget den 14. maj 1957.

.

Trekantregeringen var årets motiv for karikaturtegnerne. Før valget havde Bertel Dahlgaard sagt, at han hellere ville dø en naturlig død end sidde i regering med Starcke. Jensenius kaldte sin tegning i Blæksprutten „Bertel i dødsriget” og lod Starcke og Oluf Pedersen byde Bertel Dahlgaard velkommen, mens H. C. Hansen og Viggo Kampmann er de to tjenestegørende djævle ved porten.

.

Socialdemokraternes tab bevirkede, at ideen om en flertalsregering sammen med de radikale måtte skrinlægges. Venstres fremgang betød, at partiet sammen med de konservative og det ene færøske mandat havde seks mandater flere end socialdemokraterne, men stadig var langt fra et flertal, også hvis de ønskede at regne Retsforbundets ni mandater med.

Resultatet af valget pegede på en liberal regering, sagde Erik Eriksen og den konservative Aksel Møller. Det samme sagde også Viggo Starcke på valgaftenen. H. C. Hansen var skuffet over, at DKP havde vist sig så slidstærkt, og hans umiddelbare reaktion var, at hans regering måtte gå af. På et råd fra Jørgen Jørgensen valgte han at sove på det, og derved indledtes to ugers regeringskrise.

Efter drøje forhandlinger fandt regeringskrisen sin overraskende løsning med dannelsen af den såkaldte trekantregering med Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og Retsforbundet. Man spurgte sig, hvordan det kunne være gået til, at H. C. Hansen, valgets taber, nu sad som statsminister for en flertalsregering. Han havde kaldt Viggo Starcke „en kedelig karl”, og Starcke havde betegnet statsministeren som „en munter fyr”. Bertel Dahlgaard havde i regeringskrisens indledende fase over for de forsamlede journalister på Amalienborg Slotsplads sagt, at han hellere ville dø en naturlig død end sidde i regering med dr. Starcke. Ved anden lejlighed afviste han tanken om at forhandle med Retsforbundet med en bidsk bemærkning om, at det ikke var muligt at forhandle med en bisværm. Det var kun, hvad der var sluppet ud til offentligheden til bekræftelse af det umulige i et samarbejde mellem de tre partier, der alligevel fra den 28. maj sad i regering sammen.

Da trekantregeringen var en kendsgerning, blev disse gensidige karakteristikker og meget andet trukket frem, men også udtalelser, der bagefter kunne tolkes som varsler om, at Erik Eriksens liberale regering ikke var den eneste mulighed.

To spørgsmål er blevet centrale, når regeringskrisens resultat har skullet forklares. Det ene angik Retsforbundet, der fra en yderligtgående liberalistisk position og med en ensidig agitation mod skattebyrden tog et syvmileskridt over på den anden fløj og accepterede partiets parlamentariske ansvar ved at være med til at gennemføre en klækkelig skatteforhøjelse. Det andet spørgsmål angik Erik Eriksens beslutning om at fastholde det nære samarbejde med Det konservative Folkeparti og blankt afvise et tilbud fra de radikale om støtte til en ren venstreregering.

I spørgsmålet om Retsforbundets „omvendelse” blokerede forargelsen over partiets valgagitation, specielt over Starckes forførelseskunst, for erkendelsen af, at det var grundskyldstanken, der bandt partiet sammen, uanset deres interne uenighed om mange andre spørgsmål. Grundskyld, inddragelse af samfundsskabte værdistigninger på jord, og udlejning af brugsretten til jorden havde både i Socialdemokratiet og Det radikale Venstre programmæssige paralleller. Man kan have sin velbegrundede tvivl om, hvor mange af Retsforbundets 120.000 vælgere der vidste, hvad grundskyld var, endsige ønskede den gennemført; men partiets kerne og dets politikere tog det alvorligt, når de kaldte trekantregeringen en grundskyldsregering.

Den helt banale forklaring, at en ministerpost må forekomme en politiker eftertragtelsesværdig, måske specielt efter mange års frugtesløs opposition, skal ikke udelukkes. Oluf Pedersen, der blev fiskeriminister, havde siddet magten nær i 9-mandsudvalget under besættelsen; han var en af nøglefigurerne i det spegede spil frem mod trekantregeringens dannelse.

Erik Eriksens afslag på opfordringen til at sætte sit parti på ministertaburetterne har fremkaldt adskillige forklaringsforsøg, spændende fra, at han havde en uheldig hånd i det taktiske spil, til en helt personlig uvilje mod at påtage sig ansvaret og besværet over for de forventede store problemer, den kommende regering skulle løse.

Det står fast, at de radikale tilbød ham og hans parti regeringsmagten. Med erfaringen fra hans kupagtige hurtighed i 1950, da han fik de konservative med i regeringen uden at spørge de radikale om forlov, turde Jørgen Jørgensen ikke give ham noget langt tøjr denne gang. Han fik udtrykkeligt at vide, at det radikale tilbud ikke gjaldt, hvis han tog de konservative fæller med. Der var givetvis et element af nervekrig over for Erik Eriksen i de radikales første forhandlinger med Oluf Pedersen og Helge Madsen fra Retsforbundet. Erik Eriksen skulle advares om, at der var andre muligheder end hans VK-regering. Der er heller ingen tvivl om, at han befandt sig godt sammen med de konservative; men det er et spørgsmål, om Erik Eriksen allerede dengang havde det langsigtede mål for øje, en partisammenslutning, eller om han i de følgende år tog konsekvensen af sin beslutning i maj 1957 og efterrationaliserede sin trofasthed mod samarbejdspartneren.

Historikernes forklaringsforsøg rummer i sig selv et element af efterrationaliseringer af beslutninger, uanset viden om den rolle, irrationelle psykologiske mekanismer også kan spille. Erik Eriksens anspændte forhold til Thorkil Kristensen kan have påvirket ham til at fastholde sin første beslutning om at takke nej til det radikale tilbud, netop fordi Thorkil Kristensen i partiets gruppemøde havde tilrådet, at partiet skulle tage imod det.

Da det hele var overstået, holdt Thorkil Kristensen ikke sin kritik tilbage. Han ville, på næsten radikal vis, have foretrukket en regering af de fire gamle partier, og når det ikke kunne lade sig gøre, en VK-regering. Når endelig de radikale nedlagde veto mod den, burde der, sagde han, være dannet en ren venstreregering. Hvis han havde meningsfæller i Venstres folketingsgruppe, og det havde han nok, tav de stille. Da trekantregeringens økonomiske kriseprogram kom til forhandling i Folketinget i juni, blev Thorkil Kristensen ikke partiets finanspolitiske ordfører, og han blev holdt uden for det udvalg, hvor forligsmulighederne skulle afprøves. Men denne tugtelse lærte ham ikke ydmyghed. Venstre stemte imod afgiftsforhøjelserne. Thorkil Kristensen undlod at stemme.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Valgets strømpil.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig