„Når der kommer en Båd med Bananer” havde været refrænet i en populær sang. Valutabesvær og importrestriktioner bevirkede lang tid efter krigen, at de eftertragtede frugter var sjældne eller helt holdt ude af det danske marked.

.

Dansk eksportfremstød på Grüne Woche i Vesttyskland. Liberaliseringen mellem Marshall-landene gjaldt kun delvist landbrugsvarer. De blev sat i en kategori for sig med fortsatte restriktioner. Konservesindustrien havde lettere ved at få sine varer ind under liberaliseringsbestemmelserne og frem til eksportmarkederne.

.

Endnu i 1949 havde den unge handelsminister Jens Otto Krag karakteriseret landets økonomiske situation med et frimodigt „Vi ligger lunt i svinget!” Det var før England i september devaluerede over for dollaren med over 30 procent, og Danmark sammen med 12 andre lande fulgte med og lod dollaren blive 44 procent dyrere. Det var også før OEEC i oktober konkretiserede sit krav om liberalisering af udenrigshandelen og forlangte, at importbegrænsningerne nu skulle reduceres. Det skulle ikke foregå langsomt og trinvist; allerede ved årsskiftet skulle 50 procent af importen fra andre lande, der deltog i Marshallplanen, være på friliste, dvs. kunne købes uden importtilladelse. Ganske vist var det lykkedes for Krag ved et hastebesøg i december hos OEEC at opnå nogle dispensationsmuligheder fra kravet; men ikke desto mindre tårnede vanskelighederne sig i den følgende tid op for dansk udenrigshandel, for handelsministeren, for regeringen og i sidste instans naturligvis for hele den danske økonomi.

For et lille land med en stor udenrigshandel var det i princippet en fordel, at de mange hindringer for en fri international vareomsætning blev fjernet. Men det var længe siden, princippet havde betydet noget i praksis i Danmark. Kombinationen af OEEC's liberaliseringsplaner og devalueringen over for dollar satte dansk økonomi i en klemme.

Danmark havde styret sin udenrigshandel netop ved hjælp af importrestriktioner og havde derfor kunnet opretholde meget lave toldtariffer. OEEC's krav ville åbne for importen fra andre lande til Danmark, og den danske industri ville komme ud for en skarp konkurrence på hjemmemarkedet, mens kun en meget lille del af dansk eksport ville få glæde af nedbrydningen af handelsskrankerne.

Det traditionelle mønster i dansk udenrigshandel var enkelt nok. Eksporten af smør og bacon til England betaltes med engelske pund, der derefter blev brugt til at betale importen både af foderstoffer til landbruget og råstoffer og halvfabrikata til industrien. Der skulle helst også være et overskud til at betale for nyinvesteringer i industrien, hvis man skulle gøre sig håb om at skaffe arbejde til en stigende del af befolkningen. Det var grunden til, at man brugte en stor del af pengene fra Marshallhjælpen til en hurtig opbygning af landbrugsproduktionen.

Da den danske krone fulgte sterlings devaluering, fik man lige så mange kroner som før for eksporten til England; men en meget stor del af importen, korn, foderkager og maskiner blev købt i USA eller andre lande, der forlangte betaling i dollar. Efter devalueringen skulle der altså næsten 50 procent flere kroner til at betale for de vigtigste importvarer. Når dertil kom, at England ikke tillod fri omveksling af pund til dollar, blev Danmarks muligheder for at betale råvarerne endnu ringere. Resultatet kunne meget vel blive en påtvunget nedskæring af importen. Uden korn og foderkager ville produktionen af smør og bacon gå ned med endnu større valutavanskeligheder til følge.

En forøgelse af eksporten til dollarlandene var en af de muligheder, der forelå. Men også USA's bønder var politisk stærke og magtede at få lagt afgørende hindringer i vejen for konkurrence fra danske landbrugsvarer. Der var en åbning for eksport af dåseskinker, og i danske landbrugskredse var det i de år en kilde til morskab at forestille sig, hvordan den ideelle gris skulle se ud. Den skulle bestå af lange baconsider og to store skinker; men den skulle ikke have noget hoved, for der var ikke valuta til at købe foder til den. Det var mindre morsomt, at eksporten til USA dels ville kræve ganske store investeringer, dels ville have begyndervanskeligheder at overvinde på det amerikanske marked.

De planer for den økonomiske udvikling, regeringen tidligere havde lagt frem for OEEC og for Marshallprogrammets administration, sigtede mod, at der i 1952-53 skulle være balance over for dollaren om ikke direkte, så ved at Danmark havde et valutaoverskud på sin handel med andre OEEC-lande og kunne veksle dette overskud til dollar. Regeringen håbede at få det accepteret i OEEC med henvisning til, at den danske fødevareproduktion sparede OEEC-området for dollarudgifter. Importen af foderstoffer til Danmark skulle reduceres ved at intensivere kornavlen – de gode høstår gav forhåbninger i den retning. Importen af kraftfoder kunne formindskes ved en udvidet brug af ensilage. Man havde også forestillet sig at købe en større del af landbrugets råvarer i Østlandene; men da handelsboykot blev introduceret som et våben i den kolde krig, blev der lukket for denne udvej.

Devalueringen, handelsboykot, den amerikanske protektionisme, der også ramte den danske skibsfart, og det stigende pres fra OEEC for at gennemføre liberalisering af importen gjorde en revision af regeringens planer nødvendig. Dertil kom, at regeringen Hedtoft ikke havde nemme vilkår på den hjemlige politiske scene.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Valuta og politik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig