Koreakrigen

Den 25. juni 1950 brød Koreakrigen ud. Nordkoreanske tropper overskred den 38. breddegrad, der efter 2. verdenskrig var blevet den tilfældige delingslinie mellem amerikansk og sovjetisk indflydelsessfære. Kun få uden for de rettroende kommunisters kreds tvivlede på, at det var Nordkorea, der var angriberen. De nordkoreanske styrkers succes i de følgende dage var et stærkt argument for denne opfattelse. Præsident Harry S. Truman besluttede sig hurtigt for at sætte USA's styrker ind for at standse nordkoreanernes fremmarch. Formelt blev det ganske vist FN, der greb ind; men reelt var det amerikanernes krig.

Spørgsmålet var, om Nordkoreas leder, Kim II Sung, handlede på egen hånd eller i forståelse med Stalin. Hvis Nordkorea var tilskyndet af Moskva til at gå i aktion, var det et endnu mere relevant spørgsmål, om den anden lige så tilfældige delingslinie, zonegrænsen i Tyskland, skulle være den næste skueplads for et kommunistisk fremstød.

Det gjorde udbygningen af NATO-landenes forsvar til en hastesag og gav også de psykologiske og politiske betingelser for oprustningen. I løbet af et par måneder udkrystalliseredes det i et forslag om en fælles allieret overkommando i Europa og i forbindelse hermed et vesttysk bidrag til forsvaret. Tysk genoprustning var en sag, der vakte stærke følelser i Tyskland og ikke mindre i dets nabolande. Men den militære fornuft var åbenbar. Det centrale afsnit i den europæiske front kunne ikke efterlades som et militært tomrum, og når de andre allierede hverken kunne eller ville udfylde det, var der ingen vej udenom. Skulle det endelig være, var tyske tropper i et integreret vesteuropæisk-amerikansk forsvar dog at foretrække. Også i Danmark ville en tysk genoprustning vække ubehagelige minder; men interessen i at få skudt forsvarslinien frem mod øst, så adgangen til grænsen i Jylland blev dækket, var på den anden side selvindlysende.

Det varede dog længere end beregnet at finde en form, der gjorde Vesttysklands deltagelse i forsvaret mod Østeuropa acceptabel; men i løbet af kun et par måneder var der enighed om oprettelse af en fælles overkommando og en fælles stab for NATO's forsvar af Vesteuropa. Chefen skulle være amerikaner – det var USA, der var supermagten, og som betalte en betragtelig del af omkostningerne.

Da den danske regering tøvende godkendte den nye militære struktur i NATO og stillede Den danske Brigade i Tyskland direkte under allieret kommando, benyttede den lejligheden til igen at gøre opmærksom på det uløste problem med forstærkning af forsvaret i Slesvig-Holsten og dermed adgangen til Jylland. Nogenlunde samtidig gik regeringen Hedtoft af og overlod ansvaret for sikkerhedspolitikken til ministeriet Eriksen-Kraft. Ole Bjørn Kraft, der nu blev udenrigsminister, bifaldt af sit ganske hjerte enhver styrkelse af det væbnede forsvar mod kommunismen. Den mere jordnære parlamentariker, venstremanden Harald Petersen, overtog Forsvarsministeriet, et ansvar der kunne være vanskeligt nok i den stærkeste vækstperiode, de væbnede styrker i Danmark har haft i det 20. århundrede.

VK-regeringen levede den parlamentarisk set lidt mærkelige tilværelse, at den måtte føre indenrigspolitik med støtte fra de radikale, mens udenrigspolitikken skulle have socialdemokraternes medvirken. Forsvarskommissionen, der allerede havde arbejdet et par år og var nået frem til den rammelov, der skabte enhedsledelsen i det danske forsvar, blev reorganiseret. Under de nye betingelser begyndte den i januar 1951 at formulere retningslinierne for arbejdet. Forsvaret skulle, skrev man, „svare til de krav, som forsvaret af dansk område stiller”, og der skulle skabes „det bedst mulige grundlag for dansk deltagelse i det vesteuropæiske forsvar”. Det er siden ganske præcist sagt om disse retningslinier, at det ikke var „muligt på dette grundlag at uddrage mere detaljerede mål for forsvaret”.

Indtil NATO's planlæggere regnede med at kunne skyde forsvarslinien tilstrækkelig langt frem mod øst, ville de styrker, der skulle forhindre en invasion af Jylland sydfra, under alle omstændigheder være for svage til at standse et angreb. Norges besættelsesstyrker, der var placeret i Slesvig-Holsten med en styrke på 4000 mand, blev ligesom Den danske Brigade forvandlet fra besættelsestropper til NATO-styrker. Men den afgørende svaghed, der også, eller måske navnlig, var politisk, bestod i, at alliancens stormagter kun var involveret i forsvaret af Danmark med en britisk styrke, hvis beskedne størrelse ikke gav nogen garanti for, at Jylland i det hele taget skulle forsvares.

Den hjemlige danske planlægning bar præg af denne akilleshæl ved sydgrænsen. Det forudsattes, at den mest slagkraftige styrke i Jylland skulle sendes sydpå og møde angrebet uden for Danmark.