Efterkrigstiden forbi

Det danske samfund er i tiden efter 2. verdenskrig blevet udsat for så gennemgribende forandringer på næsten alle områder, at man skal tilbage til overgangen fra jæger- til agerbrugskulturen for at finde en parallel. Begyndelsen til de drastiske forandringer lå mere end 100 år tilbage, og – som alle fundamentale ændringer i en befolknings måde at leve på – skete det gradvist, ikke i samme takt på alle områder. Til tider var det næsten umærkeligt for dem, der gennemlevede og deltog i forandringerne.

Det var ændringernes tempo, der blev et andet i løbet af 1950'erne og navnlig 1960'erne. Man behøvede ikke længere at være særlig gammel for at kunne huske en tid, da levevilkår og tænkemåde var meget anderledes. „Gamle dage” kom til at ligge få år tilbage – ikke dengang bedsteforældrene var børn.

Selv om forandringerne skete på næsten alle felter, kan de samles under to hovedtræk i udviklingen. For det første internationaliseringen, det at materielle og kulturelle påvirkninger udefra slog kraftigere og hurtigere igennem og gjorde danskernes hverdag stadig mere afhængig af omverdenen. For det andet urbaniseringen, ikke blot i den forstand at en hastigt stigende del af befolkningen kom til at bo og arbejde i byerne, men også at den bymæssige måde at tænke på og forholde sig til hinanden og til omverdenen på blev dominerende, også blandt dem, der faktisk levede på landet.

I forhold til de fleste andre lande var Danmark ved indgangen til 1950'erne et rigt og velfungerende samfund med et udbygget socialt sikkerhedsnet og med en stabil demokratisk politisk kultur. I forhold til de levevilkår, der fandtes tyve år senere, var danskerne imidlertid endnu i 1950 materielt fattige. Forbrugsgoder, som i løbet af disse tyve år blev en selvfølge for de mange, var endnu ønskedrømme, eller de var knap nok opfundet og slet ikke sat i produktion.

De første efterkrigsår havde været præget af et udbredt ønske om hurtigt at vende tilbage til, hvad man kaldte normale tilstande. Selv om der var sider ved førkrigstidens Danmark, man gerne ville være fri for, håbede man, at man nu kunne tage fat, hvor man slap i 1939. Men forestillingerne om, hvad der var det normale, var ikke klare, og der var ikke enighed om, hvad det var fra førkrigstidens Danmark, man ville beholde og eventuelt udbygge, og hvilke træk man ville af med.

I udenrigs- og forsvarspolitikken havde man modstræbende opgivet den lange danske tradition for at holde sig uden for stormagternes konflikter. Den første efterkrigstids „brobygningspolitik” var lagt på hylden med tilslutningen til NATO. Socialdemokratiets kursændring, fra afrustning og neutralitet, flyttede det parlamentariske tyngdefelt over på en accept af alliancepolitikken og et militært forsvar.

I den økonomiske politik var det mere tvivlsomt, hvor de parlamentariske muligheder lå, og i det hele taget hvilke betingelser omverdenen ville give. Med accepten af Marshallplanen havde den socialdemokratiske mindretalsregering også forpligtet sig til medlemskab af det europæisk-amerikanske samarbejde i organisationen OEEC. Marshallhjælpens formål var en økonomisk genopbygning af Europa, og midlet var, foruden en milliardhjælp i amerikanske dollars, nedbrydning af handelsskrankerne mellem de europæiske stater.

Under krig og besættelse havde den statslige styring af det økonomiske liv, udbygget med rationeringer og talrige andre ordninger, fungeret endnu mere nærgående over for markedskræfternes frie spil end under 30'rnes økonomiske krise. Når den første omstilling til fredsforhold var overstået, måtte spørgsmålet blive, hvor meget af reguleringssystemet der skulle og kunne afskaffes. Det var både et indenrigspolitisk spørgsmål, hvor skillelinierne mellem de politiske partier ikke var givet på forhånd, og det blev et udenrigspolitisk problem, da presset for en gennemgribende liberalisering af udenrigshandelen satte ind.

Ved overgangen fra 1940'rne til 1950'erne pegede strømpilen både ude og hjemme mod liberalisering; men hvilket tempo det skulle ske i, og hvilke midler der så kunne komme i anvendelse i den økonomiske styring, var et åbent spørgsmål.

Statsminister Hans Hedtofts nytårstale på tærsklen til 1950 var i sig selv et tegn på, at landet var kommet igennem den første efterkrigstid, og at normale tilstande var ved at vende tilbage. Han nævnte Forenede Nationer, NATO og det nordiske samarbejde; men talen handlede først og fremmest om landets økonomi, om mulighederne for at øge produktionen og om risikoen for, at der ikke kunne skaffes udenlandsk valuta til at betale importen. Hedtoft gav udtryk for både optimisme og for bekymring. Produktionen var oppe på et niveau langt over førkrigstidens. Det sidste par år af 1940'rne havde været præget af økonomisk vækst; men der var vanskeligheder i vente. Nedskrivningen af kronen i forhold til dollar med 30 procent kun få måneder tidligere gjorde importen dyrere, uden at eksportpriserne på landbrugsvarerne fulgte med. Liberaliseringen af udenrigshandelen var på vej, og dansk industri måtte hurtigt indstille sig på at undvære valutakontrollens beskyttelse. Regeringen stod over for at skulle bruge nye styringsinstrumenter i den økonomiske politik.

Hedtoft benyttede en del af sin nytårstale til at advare mod at stille for store forventninger til de kommende overenskomster. Steg industriens omkostninger for meget, sagde han, ville dansk produktion ikke kunne konkurrere, når udenrigshandelen blev givet fri. Vanskeligheder med betalingsbalancen og stigende arbejdsløshed ville blive de uundgåelige følger.

Det var temaer, som i 1950 allerede var velkendte i den politiske retorik, og som ikke skulle miste deres aktualitet i årene derefter.