Forbrug og fritid

Det var en fast, gammel frase, at ingen i Danmark behøvede at lide nød. Der kunne nok sættes spørgsmålstegn ved frasens forhold til virkeligheden; men i det store og hele var det sociale sikkerhedsnet fintmasket og stærkt nok til, at de sygdomme, der er fattigdommens følgesvende, var blevet sjældne. Som et summarisk mål for fattigdom har man brugt den situation, hvor mere end 60 procent af en families udgifter må bruges til mad. Efter alt at dømme var der i Danmark i 1950'erne ingen, der blev efterladt på den forkerte side af sultegrænsen.

Det betød altså, at forbrugerne stod i daglige valgsituationer; men deres valg var ikke blot begrænset af pengepungens størrelse, også social og kulturel sædvane spillede en rolle. Selv om maskinerne i stigende grad overtog det hårde fysiske slid, ændrede danskerne ikke deres kostvaner fra den ene dag til den anden. Den kalorierige madplan med rugbrød, kartofler og sovs som hovedbestanddele var ikke nem at slippe. De standarder i tøj og boligindretning, som man tilstræbte, var måske ikke fysisk nødvendige, men var en forudsætning for at bevare selvrespekten eller naboens agtelse.

Forudsætningen for forbruget og variationerne i folks indkøb var som sagt, at de havde penge. I gennemsnit blev danskerne rigere, og da de ikke viste nogen tilbøjelighed til at spare op, medmindre de blev tvunget til det, omsatte de også de stigende indtægter i forbrug.

På grundlag af skattestatistikken kan man se, hvad de forskellige befolkningsgrupper omtrentligt tjente. Selv om nogle befolkningsgrupper og erhverv utvivlsomt havde bedre muligheder end andre for at blive lignet efter en lavere indtægt, end den de havde haft, giver tallene dog et indblik i indkomstudviklingen og i indkomstforskelle.

Umiddelbart ser det ganske voldsomt ud. Indkomsterne blev mere end seksdoblet for funktionærer og tjenestemænd, endnu mere for håndværksmestrene, mens arbejderne i 1970 havde 5 1/2 gange så meget i årsindkomst som 20 år tidligere. De selvstændige landbrugere sakkede uhjælpeligt bagud i indkomstkapløbet, selv om det lykkedes erhvervets organisationer at skaffe statsstøtte for at hæve indkomsten. Men et er indtægten talt op i kroner og øre, noget ganske andet er, hvad man kunne købe for pengene. Prisstigningerne tog deres store del af indtægtsforøgelsen, og den samlede beskatning steg i samme periode fra et gennemsnit på omkring 25 til ca. 45 procent.

Detailpristallet fra Statistisk Departement, senere Danmarks Statistik, blev beregnet med forskellige basisår i de to tiår, 1955 for 1950'erne og 1964 for 1960'erne.

Modregner man de samlede prisstigninger i periodens lønstigninger, bliver det alligevel næsten en fordobling af reallønnen. Der er nogle uundgåelige usikkerheder i beregningerne, og der er tale om et gennemsnit. Nogle fik altså mere, andre sakkede bagud i kapløbet. Den solidariske lønpolitik ved overenskomsterne, der skulle bringe de lavest lønnede med op, kunne navnlig i 1960'erne ikke hamle op med lønglidningen hos de faglærte arbejdere.

Den sociale udligning af forbrugsmuligheder over de offentlige kasser, f.eks, i form af boligstøtte og andre tilskud og udvidelsen af samfundets gratisydelser sigtede naturligvis på at hæve levestandarden for de lavtlønnede og for dem, der ikke engang havde en lønindtægt; men i den sidste del af perioden kom også dette system under angreb for især at blive brugt af folk, der i forvejen var i besiddelse af både økonomiske og sociale ressourcer.