Stephan Hurwitz, professor, dr. jur. blev Danmarks første ombudsmand. Med den tradition, han grundlagde, blev institutionen hverken det organ for posekiggeri, som tjenestemændene havde frygtet, eller det dommens sværd over skrankepaver, som kværulanter havde håbet. Senere udvidelser af ombudsmandens virkefelt viser, at institutionen opnåede både Folketingets tillid og offentlighedens respekt.

.

VK-regeringens justitsminister, byretsdommer Helga Pedersen, arbejdede ihærdigt, men forgæves for den fulde ligeberettigelse mellem prinser og prinsesser i arvefølgen til tronen.

.

Magtforholdet mellem regering og Rigsdag blev ikke ændret af, at parlamentarismen blev grundlovsfæstet. Siden systemskiftet i 1901 havde det været statsskik, at regeringen ikke måtte komme i mindretal i afgørende spørgsmål uden at gå af eller udskrive valg. Udformningen af paragraffen om parlamentarismen bar tydeligt præg af erfaringerne fra påskekrisen i 1920, idet man udtrykkeligt pålagde et afgående ministerium at fungere, indtil en ny regering var udnævnt. Erindringen om frygten for en uparlamentarisk regering i besættelsens første år var også med til at skabe enighed om, at statsskikken måtte ind i grundlovens tekst.

Besættelsestidens erfaringer spillede også en rolle ved udformningen af grundlovsforslagets paragraffer om de personlige frihedsrettigheder. Ganske vist belærte de samme erfaringer om, at grundloven kunne tilsidesættes med henvisning til en såkaldt „nødret”; men en gentagelse af grundlovsbruddet skulle gøres endnu mere flagrant. Derfor fik paragraffen om, at anholdte skal stilles for en dommer inden 24 timer (Habeas corpus-akten) en ny, højtidelig indledning: „Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning [Folketinget indsatte her yderligere „eller afstamning”] underkastes nogen form for frihedsberøvelse.”

Boligens ukrænkelighed og brevhemmeligheden blev udbygget med en tilsvarende beskyttelse af post-, telegraf- og telefonhemmeligheden, hvad der senere gav anledning til ubehagelige spørgsmål i den offentlige debat i forbindelse med efterretningsvæsnets foretagsomhed.

Ejendomsretten var fortsat ukrænkelig og vandt yderligere beskyttelse ved, at erstatningens størrelse i forbindelse med ekspropriation nu skulle kunne indbringes for domstolene.

En så solid beskyttelse blev ikke de besiddelsesløses levevilkår til del. Som noget nyt kom retten til arbejde med i forhandlingerne, inspireret af FN's menneskerettighedserklæring. Men i det endelige forslag blev det kun til en hensigtserklæring. Denne nye „rettighed” eller forpligtelse for det offentlige blev anbragt i samme paragraf som den ret, der uændret var overført fra den første grundlov, retten til at blive forsørget af det offentlige, når man ikke kunne klare sig selv.

I grundlovens afsnit om Folketinget kom en virkelig nyskabelse, som mere drejede sig om borgernes rettigheder end om den lovgivende magt. I paragraf 55 hed det: „Ved lov bestemmes, at Folketinget vælger en eller to personer, der ikke er medlemmer af Folketinget, til at have indseende med statens civile og militære forvaltning.” Det var ombudsmandsinstitutionen, der hermed blev indføjet i grundloven.

Danmarks forhold til udlandet kunne ikke forventes at betyde meget i arbejdet med at gennemskrive paragrafferne i den nye grundlov. Når det i den første paragraf hed, at loven skulle gælde for „alle dele af Danmarks Rige”, betød det, at Grønland gik fra status som koloni til at være en ligeberettiget del af riget.

Derimod rejste en anden vedtagelse med udenrigspolitisk indhold diskussion. Paragraf 20 gav mulighed for, at suverænitet i et nærmere bestemt omfang kunne „overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.” Det er opgivelse af dansk selvstændighed til NATO, sagde kommunisterne. De andre partier foretrak at tale om FN. Suverænitetsafgivelsen var omgærdet med ganske strenge betingelser, idet der i Folketinget skulle være et flertal på fem sjettedele for vedtagelse. Hvis der kun var almindeligt flertal kunne suverænitetsafgivelsen gennemføres efter en folkeafstemning, der skulle foregå efter de samme regler, som når det drejede sig om almindelige love. Der skulle være et flertal af de fremmødte og mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede imod beslutningen for at få den forkastet. Lignende bestemmelser om suverænitetsafgivelse blev i årene efter 2. verdenskrig vedtaget i andre vesteuropæiske lande som led i den integrationsproces, der var i gang.

For kommunisterne blev paragraf 20 den afgørende anstødssten. Det er nok tvivlsomt, om partiet ville have stemt for grundloven under nogen omstændigheder – udtryk for det borgerlige, liberale demokrati, som den jo var – men paragraf 20 blev det centrale emne i kommunisternes kampagne for forkastelse af hele grundloven ved folkeafstemningen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Erfaringer omsættes i paragraffer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig