I 1950 var der 99 selvstændige blade i provinsen; men bladdøden hærgede i de følgende år ubarmhjertigt, så der i 1960 var 73 og i 1970 kun 48 tilbage. Typisk var det konservative Sorø Amts Dagblad, der udkom i Slagelse. Det overtog andre konservative blade, sidst Korsør Avis i 1948, der dog udkom med eget hoved. Bladet blev holdt i live til 1957 af tilskud fra partiet og fra en af egnens storgodsejere. Den socialdemokratiske presse blev også ramt hårdt. Fagbevægelsen, der ejede den, måtte betale en stigende del af omkostningerne. Hovedbladet, Social-Demokraten, tog i 1959 navneforandring til Aktuelt, og samtidig blev en række socialdemokratiske aviser i provinsen aflæggere af det københavnske blad; få år efter forsvandt de helt.

.

Dagspressen havde endnu ved 1950'ernes begyndelse den struktur, der var blevet skabt i begyndelsen af århundredet. I provinsen var firebladssystemet med en lokal avis for hvert af de fire politiske partier det sædvanlige billede. København havde sit eget mønster, hvor Berlingske Tidende og Politiken udgjorde et „duopol”, som det er blevet kaldt. Ved siden af eller rettere neden under disse to mastodonter i dansk presse skrantede de andre københavnske dagblade: formiddagsbladet „det røde” Aftenbladet overlevede til 1959, det renlivede konservative Dagens Nyheder, der blev holdt oppe af Dansk Arbejdsgiverforening indtil 1961, kommunisternes Land og Folk med idelige indsamlinger og en uafrystelig mistanke om, at en af bladets raslebøsser stod i Kreml, Kristeligt Dagblad, der var missionens landsdækkende avis, og endelig Information, der overlevede en stribe velbegrundede spådomme om en snarlig død.

Krigenes og efterkrigstidens restriktioner over for papirforbruget havde virket bremsende på den udvikling, som konkurrencevilkårene ellers foreskrev. Små aviser med et lille oplagstal og ringe annoncemængde havde stadigt vanskeligere ved at klare sig. Sammenlægninger, hvor selvstændige lokale aviser blev til aflæggere af andre med samme partifarve, blev hyppige nyheder i de andre blade. Efterhånden var det heller ikke nok; det blev sværere at opretholde støttekredse eller skaffe kontante bidrag fra partiet til dets stedlige „talerør”. I hver egn blev det ét blad, det i forvejen økonomisk stærkeste, der overlevede, og der var ikke noget fast politisk mønster i, hvem bladdøden ramte. Endnu i 1947 havde der været 118 selvstændige dagblade; i 1962 var tallet svundet ind til 66, og der var ikke tegn på at koncentrationen i dagspressen skulle standse.

Et våben i konkurrencen – eller en nødvendighed – blev det at nedtone det partipolitiske agitationsstof og lægge mindre vægt på reportage og kommentarer og mere på nyheder. Der skulle skrives sådan, at ingen læsere blev stødt bort, og et eventuelt monopol i lokalområdet inspirerede til at åbne bladets spalter for andre synspunkter end bladets egne, noget afblegede standpunkter.

De færreste valgte avis efter politisk overbevisning, og de fleste af dem, der gjorde det, holdt meningsavisen som blad nummer to, fordi den førende avis på egnen blev opfattet som en nødvendighedsartikel, specielt på grund af annoncerne. Koncentrationsprocessen i dagspressen foregik næsten helt efter det klassiske mønster for udviklingen af kapitalistisk produktion. Avisen var blevet en vare, der blev udbudt på et marked. Dagbladene konkurrerede på stofmængde, moderne opsætning, trykketeknik, underholdning, på nyheder, leveringstid og meget andet, men ikke på den politiske overbevisning.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Bladdøden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig