Afvandring og traktorisering

Den stigende produktivitet bragte landbrugets forrentningsprocent op på niveauet fra de mest givtige år under krigen. Resultaterne blev nået med en fortsat nedgang i brugen af arbejdskraft. I landbrugets driftsudgifter udgjorde arbejdslønnen godt 40 procent, når man regnede ejerens og familiens egen arbejdsindsats om i penge. Den fremmede arbejdskraft, som skulle betales, havde i mange år udgjort lidt over 20 procent. I de sidste krigsår og de første år derefter var den kontante løn steget markant på grund af konkurrencen fra de tyske befæstningsarbejder og tørvegravningen. De relativt faldende lønudgifter skyldtes, at der blev fæstet stadig færre og yngre arbejdere på gårdene.

I 1950 var ca. 30.000 kvinder og godt 70.000 unge mænd, piger og karle som det hed, fæstet med løn, kost og logi. Det var den traditionelle ansættelsesform for unge landmænd og for deres kommende hustruer, og det var også den traditionelle uddannelse til erhvervet. Godt 20.000 med egen husstand, heraf 5000 kvinder, var permanent beskæftiget i landbruget, og dertil kom andre 20.000 med sæsonbestemt beskæftigelse som daglejere. Trods advarende røster og megen bekymring både for erhvervet og for de unge fortsatte afvandringen fra landbruget, hvor lønningerne var lavere og arbejdstiden længere end i byerne.

Selv om forædlingsarbejdet med dyr og frøstammer naturligvis var rationalisering, blev mekaniseringen den egentlige omvæltning i landbruget. Det blev traktorerne, der mest radikalt ændrede det daglige arbejde. Endnu i 1950 var der kun knap 18.000 traktorer, men næsten 400.000 heste i arbejde, og to tredjedele af landbrugsarealet blev dyrket uden brug af traktor. Men efterhånden som importmulighederne forelå, og de tekniske forbedringer af traktoren gjorde den mere alsidigt anvendelig, kørte den sin sejrsgang over markerne og afløste både heste og menneskelig arbejdskraft.

Hestenes forbrug af foder hentedes fra dyrkningen af omkring 200.000 hektar, og en del af forklaringen på de følgende års produktionsfremgang i landbruget skyldtes, at benzinen og senere dieselolien til traktoren erstattede græsning og havre til hestene.

Det danske landbrug er her beskrevet i, hvad man kan kalde højdepunktet af sin klassiske form. Det stod på tærsklen til et kursskifte. 20 år efter var forandringerne slået igennem, og omdannelsen accelererede derefter yderligere.

I 1970 optog byer og vejanlæg mere plads, så der var næsten 2000 km² mindre landbrugsjord. Fordelingen af jorden var blevet en anden ved nedlæggelse af mere end 60.000 brug; det var især de små brug, det var gået ud over, og ved sammenlægninger var der blevet 4-5000 flere mellemstore og store gårde. Trods det formindskede landbrugsareal blev der i 1970 høstet nogenlunde det samme som i 1950, et resultat af en firedobling af forbruget af kunstgødning.

Der var kun ca. 100.000 landbrug, der havde køer, og det samlede antal køer var gået ned fra 1,5 til 1,2 mio. Selv om mælkeydelsen pr. ko var blevet større, var produktionen ikke længere helt så stor som i 1950. Svinebestanden var til gengæld steget fra de tre mio. stk. til 10,8 mio. i 1970. Samtidig var der også her foregået en koncentration på færre og større besætninger.

Der var kun ca. 16.000 arbejdsheste tilbage, men til gengæld 175.000 traktorer, i gennemsnit altså mere end en traktor pr. landbrug. Mejetærskere, der i 1950 vakte opmærksomhed, var blevet en selvfølge. På dyrskuerne optog landbrugsmaskiner mere plads og fuldt så megen opmærksomhed som dyrene.

Den mest dramatiske ændring var imidlertid, at landbruget var blevet et arbejde, man var alene om. Der var kun 11.000 karle tilbage på gårdene, 7000 medhjælpere med egen husstand og knap 4000 daglejere. Ikke alle 140.000 selvstændige landmænd var fuldtidsbeskæftigede i erhvervet, adskillige af dem supplerede indtægterne ved lønarbejde, og mange fik kun økonomien til at hænge sammen, fordi konen tog på arbejde og var borte fra gården hele dagen.

En så stor afvandring fra erhvervet havde drastiske konsekvenser for lokalsamfundet. Nedlæggelser af skoler, lukninger af brugser og andre butikker, kort sagt funktionstømningen af landsbyerne viste, at det ikke blot var en relativ nedgang for landbrugserhvervet i forhold til andre erhverv, men en livsform der var under afvikling.