I 1950'erne og 60'erne blev de fleste danske gårde fotograferet fra luften, og billederne kom mange steder i glas og ramme i gårdejerens stue. Gårdejer Alfred Kollerups gård, Asbækholt ved Dronninglund i Vendsyssel, havde forhøjede udlænger med nye tage af eternit. De tre udlænger og det store stuehus med kvist ud mod haven var typisk for de større gårde.

.

De husmandsbrug, der var blevet oprettet ved senere, større udstykninger, havde ofte næsten identiske bygninger, anbragt ved landevejen, hvor mælken til mejeriet let kunne afhentes. Statens Jordlovsudvalg, der administrerede udstykningen, køb af tillægsjord og statens långivning til formålet, var fortsat i funktion, selv om beholdningen af jord i offentligt eje, særlig præstegårdsjord, var ved at være udtømt. I det finansår, der udløb i marts 1950, havde staten medvirket ved oprettelsen af 250 nye husmandsbrug og skaffet tillægsjord til 746 eksisterende brug.

.

Dyrkningen af roer og kartofler krævede tre gange så meget arbejde som korndyrkning, og de små brug, hvor man ikke målte sin egen arbejdsindsats i timer og slet ikke i penge, anvendte en større del af jorden til rodfrugter. Udtynding og lugning af roerne var den vigtigste, om ikke den eneste, metode til ukrudtsbekæmpelse, så også større gårde, der måtte betale for roearbejdet, havde roedyrkning med i sædskiftet, vekslingen mellem forskellige afgrøder.

.

Med udsigt fra en højtgående flyvemaskine i 1950 ville det dominerende indtryk af det danske landskab være det dyrkede land. De bakkede jorder var ternet ud i mange marker, kun få steder så man store sammenhængende herregårdsjorder. Landskabet skiftede farve med årstiden, fra grønt til gult og til gråsort, når efterårspløjningen var forbi. Byerne fyldte kun lidt i billedet, selv om de var begyndt at få en bræmme af villakvarterer omkring sig. Landevejene forbandt de byer, der lå der i forvejen og havde ligget der længe. Sognevejene krydsede sig frem mellem markerne, mens jernbanerne mere fulgte deres egne love og selv var blevet årsag til nye bymæssige bebyggelser.

Byer og bebyggelser, veje og jernbaner optog tilsammen kun otte procent af landets samlede areal på 43.000 km2. Andre otte procent lå hen som heder, klitter, moser og søer. Godt ti procent var skov. Resten, altså næsten tre fjerdedele af Danmarks areal, eller 31.1460 km2, var landbrugsjord, og heraf var kun en ottendedel enge og andre vedvarende græsarealer.

Danmark var i sammenligning med andre lande ret tæt befolket. Alligevel var en forholdsmæssig stor del af arealet landbrugsjord, og kun få steder i verden var så stor en del af landbrugsjorden med i omdriften, dvs. regelmæssigt bearbejdet og tilsået.

Disse forhold var kun blevet ændret lidt i den første halvdel af det 20. århundrede. Jordforbedringsarbejder, dræning og afvanding havde forøget det dyrkede areal; til gengæld havde byernes vækst, vejanlæg og lignende siden 1930'erne langsomt, men støt skåret noget af det fra, som jordforbedringsarbejder lagde til.

Lovgivningsmagten havde ikke blandet sig meget i disse forhold. Bortset fra tilskud til jordforbedring og love om bevarelse af skovene og andre fredningsbestemmelser var det blevet overladt til bønderne at dyrke deres jord så intensivt, som de formåede.

Staten havde imidlertid ikke overladt fordelingen af landbrugsjorden til de frie markedskræfter. Ejendoms- og brugsretten til jorden var nok et spørgsmål om penge (og skatter); men det var også i egentlig forstand et politisk spørgsmål. I det 19. århundrede havde det været gårdbrugene, der stod i centrum for statsmagtens og lovgivningens interesse. I det 20. århundrede havde jordpolitikken opretholdt beskyttelsen af de selvstændige gårdbrug med forskellige forbud mod sammenlægninger; men den væsentligste statslige indsats havde været at skaffe flere og større husmandsbrug.

En betragtelig del af de offentlige midler, som Statens Jord-lovsudvalg fik at råde over, blev brugt til at købe jord, der blev lagt til de helt små brug, så de kom op på en størrelse, der blev anset for passende til et familiebrug. I loven regnede man otte ha „middelgod jord” for den rigtige størrelse på et husmandssted, i praksis søgte man at gøre dem større. En begyndende skepsis med hensyn til husmandslovgivningens samfundsøkonomiske fordele havde endnu ingen gennemslagskraft. Den sociale værdi af familiebruget som rammen om det gode hjem blev ikke draget i tvivl.

Med udstykninger til nye husmandsbrug, med køb af tillægsjord og med de sammenlægninger af brug, som Landbrugsministeriet havde givet tilladelse til, var jordfordelingen i 1950 talt op i den traditionelle måleenhed, tønder hartkorn, et mål der kombinerer areal og jordens kvalitet.

antal ejendomme i alt tdr. hartkorn
Godser: 12 tdr. hrtk. og derover 1.881 46.946
4-12 tdr. hrtk. 23.357 142.188
Gårde: 2-4 tdr. hrtk. 29.425 83.449
1-2 tdr. hrtk. 41.315 57.857
Gårde i alt 94.097 283.494
Husmandssteder: mindre end en tdr. hrtk., mere end en ha 101.773 45.487
Landbrugsejendomme i alt 197.751 375.927

De helt små brug med mindre end en kvart tdr. hrtk. kunne ikke ernære en familie, uden at indtægten blev suppleret, som regel ved at manden var landarbejder på gårdene eller godset i nærheden. Udtrykket „fritidslandmand” var ikke opfundet endnu, og det ville næppe heller være blevet accepteret af husmændene. Der var i 1950 25-30.000 husmandssteder med mindre end en kvart tdr. hrtk. eller med en grundværdi på under 4000 kr.

De store gårde og godserne havde den bedste jord, og husmandsstederne altså den ringere, hvor der krævedes mere arbejde og mere gødning. Men der var tale om et gennemsnit, og der var meget store variationer mellem de forskellige egne af landet og helt lokalt.

Det var en gammel og populær tanke, at landbrug burde gå i arv fra far til søn. I mangel af sønner kunne en datter få gården, og der blev en chance for en ung mand, karlen, til at gifte sig til en gård. I 1950'erne så virkeligheden anderledes ud. Af de ca. 12.000 landbrug, der årligt skiftede ejer, blev kun godt 3000 overdraget i såkaldt familiesalg eller på anden måde i privilegeret salg. De øvrige blev solgt i fri handel, hvor prisen var væsentlig højere.

Hvert sjette salg skete til ikkelandmænd. I nogle tilfælde var køberne velhavende byfolk med romantiske forestillinger om livet på landet eller med et vågent blik for spekulationsgevinster. Lovgivningen lagde restriktive grænser for sammenlægninger og nedlæggelser af selvstændige landbrug; men hvor det drejede sig om de helt små landbrugshuse, kunne det være svært at få overholdt paragrafferne. Den procentdel af husmandssteder, der blev solgt til ikkelandmænd, var noget over gennemsnittet.

De gode konjunkturer, landbruget havde haft og endnu havde i 1950, gav sig også udslag i, at der i det år kun var 34 tvangsauktioner.

I de regnskabsførende landbrugs indtjening pr. hektar var der store forskelle, uden at man kan se brugsstørrelsen eller jordens kvalitet som de afgørende faktorer. Den enkelte landmands økonomi var ikke kun afhængig af hans dygtighed og flid. Finansieringen af selvejet spillede en betydelig rolle.

De gode konjunkturer under og efter krigen havde betydet, at ejendommens værdi var steget hurtigere end optagelsen af nye lån. Landbrugets gældsprocent var gået ned, også fordi der havde været begrænsede muligheder for at bruge indtægterne. Der var altså opsamlet en kapital, som stod til rådighed for den omlægning og rationalisering, landbruget stod overfor. Man talte ligefrem om en „opstemmet købedygtighed hos bønderne”.

Omkring halvdelen af det dyrkede landbrugsareal blev hvert år tilsået med korn, ca. en fjerdedel blev brugt til græs, kløver, lucerne eller andet grøntfoder, på en femtedel dyrkedes rodfrugter, roer, sukkerroer, kartofler m.m.

I tiden op mod 1950 havde roedyrkningen optaget en stigende andel af landbrugsarealet. Betydningen heraf var blevet forøget, efterhånden som man havde lært at bruge roetoppen til ensilage og derved udnytte dens høje foderværdi i vintermånederne. Roedyrkningen gav også et større udbytte end kornet, målt i foderenheder, men havde til gengæld et lavere indhold af proteiner og vitaminer.

Betegnelsen „foderenheder” er karakteristisk for det danske landbrugs indretning på den animalske produktion. Markudbyttet blev talt op i afgrødeenheder = 100 foderenheder, idet en foderenhed er den foderværdi, der erfaringsmæssigt svarer til et kilo byg.

Efter en vis nedgang i høstudbyttet i krigsårene og de første efterkrigsår, hvor der havde været mangel på gødning, var det steget igen og lå ved indgangen til 1950'erne på omkring 130 mio. afgrødeenheder. Det var en stigning på mere end 30 procent i forhold til blot 25 år tidligere. Det forøgede høstudbytte var nået ved forædling af frøstammerne og især ved en stærkere og bedre brug af gødning. Kunstgødningen dækkede mellem en fjerdedel og halvdelen af forbruget. Den stigende fodring af malkekøerne med proteinrigt kraftfoder, det meste importeret, gjorde også den naturlige gødning mere værdifuld.

En lille del af den danske høst blev brugt i industrien, f.eks. sukkerroerne, byg til ølbrygning og cikorierødder til kaffetilsætning eller -erstatning. En noget større del af kornhøsten blev brugt til brødkorn. Men den store aftager af markafgrøderne, og den der bestemte, hvad der skulle dyrkes, var landbrugets egen animalske produktion, først og fremmest køerne og svinene. Omkring tre fjerdedele af kornhøsten og hele roehøsten blev brugt til foder. Siden omlægningen af produktionen i slutningen af 1800-tallet havde det danske landbrug været nettoimportør af foder, undtagen når krigene lagde hindringer i vejen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Godser, gårde og husmandssteder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig