Jørgen Jørgensens 2. skolelov

Da trekantregeringen i 1957 trådte til, blev Jørgen Jørgensen undervisningsminister. Det var klart, at hans opgave måtte være at føre en skolereform igennem, og parlamentarisk var det blevet lettere nu, hvor regeringen havde et flertal bag sig. Men Jørgen Jørgensen ønskede at få Venstre med i forliget, og Venstre stillede som betingelse, at Danmarks Lærerforening kunne acceptere den nye skolestruktur. En reform af skolen kunne imidlertid ikke godt udskydes længere, og Jørgen Jørgensen ville formodentlig også strække sig langt for at gennemføre en betydelig lovgivning og samtidig slå en sprække i samarbejdet mellem de to oppositionspartier.

Gymnasieskolernes Lærerforening fik ingen indflydelse på arbejdet. Formanden, rektor Karl Olsen, havde været konservativ folketingsmand indtil 1954. Han fastholdt foreningens afvisende linie i tillid til, at Venstre ikke ville bryde samarbejdet med de konservative. Den mulighed, der måske havde været for at få et femårigt gymnasium, sådan som foreslået i Askovadressen, blev forspildt, og bitterheden blandt gymnasielærerne var stor, ikke mindst over at mellemskolen nu helt forsvandt fra gymnasierne. Ingen kunne på det tidspunkt forestille sig de næste 10-15 års voldsomme vækst i søgningen til gymnasierne.

Skoleloven, der omsider blev færdig i maj 1958, bar præg af Jørgen Jørgensens snilde for kompromisets kunst. De kun syv års undervisningspligt blev bevaret; men kommunerne fik en langt stærkere forpligtelse til at tilbyde undervisning ud over den skolepligtige alder. Der etableredes en såkaldt „mild deling” i en boglig og en praktisk retning i 6. og 7. skoleår; men Jørgen Jørgensen fik gennemført, at klasserne kunne fortsætte udelt, hvis forældrene ønskede det. Derved blev den enkelte lærers ambition flyttet over på den udelte skoles side, fordi der ville være prestige i at få en sådan tillidserklæring fra klassens forældre.

Et andet af reformens formål blev nået: ophævelsen af forskellen mellem landsbyskolen og købstadsskolen. Men det skete ikke uden omkostninger. Med stigende krav til skolebygninger og fagspecialiserede lærere blev også skolerne på landet koncentreret i store institutioner, og børnene blev udsat for stadigt længere rejser med skolebus til og fra skole. Landsby efter landsby tømtes for funktioner endnu hurtigere end for mennesker.

I lovens kølvand fulgte en ministeriel undervisningsvejledning, den „blå betænkning”. Den var resultatet af et udvalgsarbejde, som K. Helveg Petersen, senere radikal minister, havde stået for. Her var inspiration til at lade fagindlæring og færdighedstilegnelse foregå i en undervisning, der tog udgangspunkt i, at børn ikke kun er ufærdige voksne. Den blå betænkning skaffede ved nogle af sine tanker og forslag sin ophavsmand ry for at lade fantasien råde og virkeligheden tage sig i agt.

Den børneskole, der var tænkt på i den blå betænkning, var i mange henseender anderledes end den praksis, der endnu i mange år skulle præge folkeskolen. Hvor betænkningen lagde vægt på børnenes harmoniske udvikling og vækst, havde skolen i virkelighedens verden en samfundsfunktion som sorteringsapparat. Tydeligst kom det til udtryk ved de skriftlige eksaminer. På nøjagtigt samme tidspunkt åbnedes der overalt i landets skoler den tilsendte konvolut med opgaverne. Spørgsmål, diktat og stilemner var formuleret i et sprog, der for de fleste børn og unge lå fjernt fra deres eget. Der blev stillet samme krav, uanset forskelle i dialekt og socialt tilhørsforhold. For mange var det sprog, skolen krævede af dem, ikke deres modersmål.

Der var gået 34 år mellem J. C. Christensens skolelov og Jørgen Jørgensens første reform i 1937. Den lov holdt i 21 år, mens skoleloven af 1958 kun blev 17 år gammel. Det var tegn på, at samfundets forandringer accelererede, og skolen måtte følge med. I 1957 havde Sovjetunionen forbløffet verden med opsendelsen af de første satellitter, Sputnik I og II. I den vestlige verden frygtede man, at man var ved at sakke agterud i undervisning og rekruttering af forskere. Der taltes om at oprette eliteskoler som væksthuse for de helt høje intelligenskvotienter.

Den danske skolelov rummede intet af dette. Selv om debatten om skoleloven var fuld af bekymring for, at de begavede børn – som regel éns egne – skulle blive bremset i deres karriere af at gå sammen med alle andre, så var lovgivningens hensigt ikke at udjævne forskelle i evner, men at udligne sociale skel og slette forskelle mellem land og by.