Inuit

Grønlændernes følelser over for koloniherrerne var helt anderledes end islændingenes og færingernes. Der havde ikke været tale om en gradvis frigørelse, endsige løsrivelse. Grønland var en koloni, og indtil afslutningen af 2. verdenskrig havde den officielle politik været, at Grønland var lukket af over for omverdenen, og kun meget langsomt, ideelt set i den grønlandske befolknings eget tempo, indførte man den moderne verdens goder, et beskedent sundhedsvæsen og undervisning, så børnene lærte at læse og skrive grønlandsk. Monopolhandelen førte en prispolitik, der gjorde nødvendige varer billige, unødvendige dyre og luksus umulig at få; patroner til jagten var billige, sukkeret dyrt.

Bestræbelserne på at fortsætte afsondringen, da amerikanerne fra 1941 anlagde flyvebaser i Vestgrønland, viste sig frugtesløse. Den grønlandske fangerbefolkning så sig pludselig konfronteret med så meget nyt, at en tilbagevenden til kuvøsetilstanden var blevet umulig efter krigen.

I en kort fase umiddelbart efter krigen blev der ført en forsigtig reformpolitik, men efter at Hedtoft havde besøgt landet i 1947, blev der nedsat en kommission, der skulle tilrettelægge en hurtig modernisering af det grønlandske samfund. Målet var at føre grønlændernes levestandard op i nærheden af den danske, og midlet var en åbning af landet og solide statslige investeringer i trafik, forsyning med vand og el, boligbyggeri, en udbygning af sundhedsvæsnet og skolevæsnet m.m. Erhvervsinvesteringer skulle derimod overlades til det private initiativ, så grønlænderne lærte den liberale økonomi at kende. Fangerøkonomien skulle afløses af fiskeri og industriel behandling af fisken. Planen havde det ambitiøse mål at gøre Grønland økonomisk selvbærende og endog på et langt højere niveau i løbet af ca. 15 år.

Det kan diskuteres, om planen var noget, danskerne trak ned over hovedet på den sagesløse befolkning. De to grønlandske Landsråd for henholdsvis Nord- og Sydgrønland havde i et samlet møde svaret ja på Hedtofts spørgsmål, om de ønskede moderniseringen. Repræsentanter for grønlænderne var med i kommissionen, hvis lovforslag blev vedtaget i Rigsdagen i 1950. Men næppe nogen grønlænder og slet ikke i de små fangersamfund i udstederne kan have haft nogen anelse om, hvor fuldstændig omkalfatringen skulle blive, og hvor store kulturelle og sociale omkostninger, den ville få. Det samme kan imidlertid siges om kommissionens medlemmer, danske såvel som grønlandske. I 1950 vidste ingen hverken i Danmark eller noget andet sted, hvad der sker, når man indpoder industrialismens livsform på et jægerfolk. Begrebet „udviklingshjælp” blev til i de samme år; men de fleste paralleliserede det med Marshallhjælpen.

Grønland var koloni, Danmark var kolonimagt og skulle som sådan en gang om året aflægge rapport til det FN-udvalg, der var sat til at holde øje med administrationen af ikke-selvstyrende områder. Positionen som kolonimagt stod ikke højt i kurs i det internationale selskab. Derfor var det en nærliggende tanke at lade den nye grundlov få gyldighed for Grønland og på den måde gøre landet til en dansk provins. Det grønlandske Landsråd tilsluttede sig enstemmigt tanken, og den 5. juni 1953 ophørte Grønlands kolonistatus.

FN-udvalget godkendte ikke uden videre ordningen; med fuld ret frygtede man, at det skulle blive et fortilfælde, andre kolonimagter ville gøre brug af. Den danske delegation blev i New York stillet over for kravet om en folkeafstemning i Grønland. Først da de to nyvalgte folketingsmedlemmer fra Grønland over for FN-udvalget talte for landets indlemmelse i Danmark, blev den nye status godkendt.

Der var imidlertid langt mellem juraen og virkeligheden. Grundloven fjernede ikke forskellen mellem danskere og grønlændere ved at udnævne de sidstnævnte til danskere eller „norddanskere”. De kvalifikationer, der skulle til for at opbygge og drive et moderne samfund, var kun få grønlændere i besiddelse af. Det tog man som en selvfølge, da investeringerne satte ind. Der blev importeret dansk arbejdskraft, der beskæftigedes i Grønlands Tekniske Organisation, GTO, og på de administrative poster. Den Kongelige Grønlandske Handel med de solide traditioner fra monopolhandelen var på den ene side næsten uden ophør under angreb for sit patriarkalske forhold til grønlænderne, men var på den anden side hurtigere i stand til at øge antallet af ansatte grønlændere.

Udbygningen gik i gang i et tempo og med en teknik, der efterlod grønlænderne som tilskuere til forvandlingen af deres land. Det mentale chok havde uhyggelige sociale konsekvenser, der især blev synlige som alkoholmisbrug. Nogle år efter starten kunne man endnu trøste sig med, at overgangsfasen kun skulle vare godt et tiår; derefter kunne de danske håndværkere og teknikere rejse hjem og overlade et moderne Grønland til grønlænderne.

Planerne holdt ikke. Dels måtte ambitionerne med hensyn til levestandarden stige, fordi målet, det „syddanske” niveau, hele tiden løb forud. Dels og navnlig blev der mange flere grønlændere. Gennemsnitslevealderen steg, og børnedødeligheden faldt. Efter kun fem til seks år stod det klart, at udbygningen var ved at løbe af sporet, og i 1960 nedsattes efter opfordring fra det grønlandske Landsråd endnu en kommission, „G 60”.

Dens planer blev ikke mindre drastiske. Nedlæggelse af de små bygder og befolkningskoncentration i åbenvandsbyerne på vestkysten skulle intensiveres. Investeringerne, der allerede var flere gange større end oprindelig forudset, skulle yderligere sættes i vejret, selv om det hidtil snarere havde været tekniske end økonomiske grænser, man var stødt på. Også behovet for arbejdskraft fra Danmark ville vokse; men nu skulle alle sejl sættes til i uddannelsen af grønlænderne til at overtage arbejdet, så de i det mindste kunne være med i stedet for at være tilskuere.

Investeringsplanerne på 2,1 milliard blev ikke det store diskussionsemne. Det blev derimod lønsystemet, og debatten, harmen og til tider en ret billig forargelse samlede sig om det såkaldte „fødestedskriterium”. I korthed gik det ud på, at funktionærer og tjenestemænd i Grønland fik højere løn, hvis de var født og opvokset i Danmark. Problemet var en slags overklassefænomen, fordi de grønlændere, der var udsat for forskelsbehandlingen, tilhørte den relativt højtuddannede minoritet. Med høje lønninger ville man få højt kvalificerede danskere til at arbejde i Grønland; men man ville samtidigt helst undgå at gøre indkomstforskellen mellem de uddannede grønlændere i offentlige stillinger og deres landsmænd f.eks. i fiskeriet for stor. Under problemet lå den hårde kendsgerning, at den grønlandske produktion ikke betalte sig godt nok til, at erhvervsudøverne kunne få forhøjet deres levefod på anden måde end ved mere eller mindre skjulte tilskud fra Danmark.

Uanset hvor kompliceret problemet var, fremstod fødestedskriteriet som en slet skjult racediskrimination. Det blev mere end noget andet enkeltspørgsmål en katalysator for en vågnende grønlandsk nationalfølelse. Deri bestod utvivlsomt dets største betydning. Hidtil havde grønlænderne personligt og kollektivt bestræbt sig på at blive danskere. Nu ville flere og flere af dem fastholde og udvikle deres egen grønlandske identitet.

Unge grønlændere under uddannelse i Danmark var aktive og utålmodige, særligt sidst i 1960'erne. Det samtidige ungdomsoprør var et inspirerende miljø for at rejse spørgsmål, også til den grønlandske magtelite, der hidtil overvejende var blevet rekrutteret fra et begrænset antal familier. De unge grønlænderes digte fik politisk indhold. Deres nye sange forlod salmetonen og blev fremført til akkompagnement af den elektriske guitar. Den musikalske inspiration var hentet i beaten, med et greb tilbage efter trommedansens rytmer.

Mens havvandets temperatur ved Vestgrønland faldt et par grader og drev torsken længere ud med en ny krise for erhvervsgrundlaget til følge, blev den politiske kurs sat mod det grønlandske hjemmestyre.