Poul Hartling var ikke prototypen på en venstrehøvding. Han var københavner, cand. theol., præst og rektor for Zahles Seminarium i København. Hans far havde været undervisningsminister i Knud Kristensens regering, så Venstres nye formand var så at sige født ind i partiet. Som politiker viste han, at han kunne mere end sit fadervor. Her udlægger Hartling situationen for Willy Brandt, formanden for det vesttyske Socialdemokrati, og for den hollandske udenrigsminister, Joseph Luns, senere generalsekretær i NATO.

.

Hartlings Svanningetale i sommeren 1966 var en opfordring til dans til de radikale; men det blev foreløbig kun til nogle samtaler omkring et kaffebord. Hartling hævdede siden, at der gik en lige linie fra Svanningetalen til RVK-regeringen i 1968; men de konservative mente, at han havde svigtet det borgerlige samarbejde, og de havde svært ved at tilgive ham det. På Otto P.s tegning fra Svikmøllen 1966 er det Hartling, der danser med Karl Skytte og Hilmar Baunsgaard med Jens Peter Jensen, mens de konservative Poul Sørensen og Poul Møller som bænkevarmere kommenterer: „Her må man pænt blive siddende … og det gør Krag såmænd osse!”

.

Samtidshistorikeren Tage Kaarsted noterer i sin bog om disse års politiske taktik og strategi, at Erik Eriksens afgang ret hurtigt satte bevægelse i de politiske molekyler. Situationen var da også ganske flydende. Det var endnu ikke til at se, hvad Poul Hartling stod for; men det kunne næppe blot være en fortsættelse af Erik Eriksens linie. Venstre måtte sørge for, at der ikke blev plads for Liberal Debats partidannelse.

Den socialdemokratiske regering var uden fast flertal for sine ret ambitiøse planer om en skattereform, der skulle indføre kildeskat og erstatte omsen med moms. Det kunne se ud til at blive meget vanskeligt nu, da partierne kom i gang med de indbyrdes rokader.

Hilmar Baunsgaard lagde ud med to taler, i Svinninge i Vestsjælland og på et radikalt stævne på Hindsgavl på Fyn, hvor han gjorde Det radikale Venstres medvirken til momsen afhængig af, at mindst et af de to store oppositionspartier ville være med. Han havde ikke på forhånd sikret sig partiets tilslutning til en sådan klausul, og han hævdede, at han var blevet refereret mere håndfast end rimeligt var; men budskabet i talen gik klart igennem alligevel.

Poul Hartling opfangede i hvert fald signalet og svarede den 4. august i en tale, der opnåede en sådan berømmelse, at den fik sit eget navn, „Svanningetalen”. Hartling inviterede de radikale til at gå med i et liberalt samarbejde, og hvad der var nok så sensationelt, han nævnte ikke de konservative med et ord. Da en tilhører spurgte om samarbejde med de konservative, svarede han, at Venstre havde et godt og naturligt samarbejde med de konservative; men han sagde ikke noget om, at de også var inviteret. Indbydelsen var andet og mere end de sædvanlige opfordringer til samarbejde; det skulle gælde et fælles arbejdsgrundlag for en liberal regering. Målet var et regeringsskifte; „for at det ikke skal blive ved ordene”, som Hartling udtrykte det.

De fleste kommentarer til talen var positive også fra dem, der som J. O. Krag og de konservative ledere kunne blive generet af en tilnærmelse mellem Venstre og de radikale. Mest interessant var naturligvis de radikales svar. Det blev positivt, for så vidt som partiet gerne ville forhandle om en politik, der skulle klare landets økonomiske problemer; men de radikales sigte med forhandlingerne var ikke at skaffe landet en anden regering. Målet var at trække Venstre ud af tilknytningen til de konservative og ind i det parlamentariske arbejde. „Hvad de to partier kan enes om,” sagde Karl Skytte, „kan samle et bredt flertal i Folketinget.” Det „brede flertal” betød, at det også skulle rumme Socialdemokratiet, og så kunne regeringsskiftet udsættes.

Venstres og de radikales „fælles kaffeborde”, som pressen døbte forhandlingerne mellem Poul Hartling og Henry Christensen fra Venstre og Karl Skytte og Hilmar Baunsgaard fra de radikale, varede fra slutningen af august til den 18. oktober 1965. De blev afsluttet med udsendelsen af en fælleserklæring, der dels fortalte, at de to partier stadig stod på hver sit standpunkt med hensyn til et regeringsskifte, dels konstaterede enighed om en række krav til den fremtidige politik, der i øvrigt ikke præciseredes nøjere.

Både regeringen og de konservative gjorde fortsat gode miner til slet spil. Men det ville ikke være behageligt for regeringen at skulle føre det ud i livet, som Venstre og de radikale kunne blive enige om. De konservative, der kun yderst nødtørftigt var holdt orienteret om kaffebordenes resultater, kunne ikke gøre andet end at klynge sig til VK-samarbejdets fortsættelse.

Når Venstre blev nødt til at væbne sig med tålmodighed med hensyn til ministertaburetterne, blev det næste spørgsmål, om de to partiers drøftelser havde ændret Venstres og regeringens adfærd i Folketinget. Det kom til en prøve i december, hvor de radikale – til socialdemokraternes åbenlyse fortørnelse – nægtede regeringen endnu nogle afgiftsforhøjelser og i tydelig forståelse med Venstre forlangte en udsættelse til januar og inddragelse af boligpolitikken i forhandlingerne.

Det var bittert for regeringen ikke at kunne regne med fortsat brug af de radikale og Liberalt Centrum. Værre var det, at det boligforlig, der blev resultatet, kom til at koste Socialdemokratiet et sviende nederlag ved kommunevalgene i marts. For de radikale var det derimod yderst tilfredsstillende at have fået Venstre med ved forhandlingsbordet, så de selv igen indtog den eftertragtede plads i midten. Regeringen fik sine afgiftsforhøjelser med de radikales og Venstres, men ikke de konservatives stemmer.

15 års samarbejde mellem Venstre og Det konservative Folkeparti endte i nogle bitre bemærkninger i Folketinget. Ved afstemningen om forliget var Erik Eriksen ikke i salen; det var ikke tilfældigt, og enhver vidste, at han havde meningsfæller i partiet. Så meget mere vigtigt blev det for Hartling at skaffe politiske resultater. Kunne det ikke blive regeringens fald, måtte det i det mindste spærre vejen tilbage til Socialdemokratiet for de radikale. Her fik han hjælp af den stigende utilfredshed i Socialdemokratiets egne rækker.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Opbrud i det parlamentariske mønster.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig