Vækst som mål

Traktaternes ordlyd og de samtidige politiske erklæringer om det nære samarbejde og viljen til at rydde alle hindringer af vejen kan forlede til at tro, at liberaliseringsprocessen forløb hurtigt og gnidningsfrit. Den faktiske handel med varer og tjenesteydelser blev ikke internationaliseret i den fart, som aftaler i OECD, EF, EFTA, GATT med flere kunne tyde på. Dels var der mange mere usynlige, men effektive måder at beskytte nationale produktioner på, dels spillede traditioner og vaner hos kunder en rolle. Men jo stærkere den internationale arbejdsdeling slog igennem, desto smallere blev den margin, der var for en selvstændig styring og en politisk prioritering af udviklingen i Danmark.

Den danske regering angiver ikke temaet eller takten i international politik, heller ikke vedrørende økonomiske forhold. Dansk politik og økonomi tilpasser sig med større eller mindre held tendenserne i omverdenen. Reguleringssystemerne blev bygget op i 1930'erne som svar på andre landes afspærringer. Den gradvise afvikling af dem i 1950'erne og 1960'erne var også en følge af beslutninger, der var taget i andre lande.

I den indenrigspolitiske debat var perspektivet som oftest mere snæversynet. De borgerlige partier havde ivret for afskaffelse af reguleringerne, og selv om Socialdemokratiet havde været mere tilbageholdende i den henseende, havde partiet ikke siden før krigen forsvaret reguleringerne som en form for politisk styring af økonomien, hvor andre værdier end den økonomiske vækst angav kursen. Der blev stadig i den socialdemokratiske ideologi talt om „den stærke stat”, der skulle tøjle det liberale markeds vildskud og endog påtage sig ansvaret for, at erhvervslivet fungerede bedre.

Det afgørende var, at økonomisk vækst blev sat i højsædet, ikke som middel til et bedre samfund, men som et mål i sin egen ret. Fordelingspolitikken og andre politiske initiativer, der skulle øge ligheden, blev ikke skudt til side, men blev underordnet den økonomiske vækst. Det var blevet diskuteret i partiet allerede i de første efterkrigsår. Ved udgangen af 1950'erne og ind i 1960'erne blev denne tankegang dominerende i Socialdemokratiets praktiske politik. Når striden mellem regering og opposition stod om en såkaldt liberal eller en socialdemokratisk samfundsmodel – og sådanne overordnede diskussioner var sjældne – så drejede det sig om, hvilken model der mest effektivt fremmede økonomisk vækst.