Berlin var ikke kun et brændpunkt i stormagtspolitikken. Det var også en millionby, delt midt over af en absurd grænse, der i de højspændte måneder blev passeret af tusinder på flugt eller emigration fra Østtyskland til Vestberlin og derefter videre til Vesttyskland. Svaret på denne konstante åreladning blev i august 1961 opførelsen af Berlinmuren. Det var en formidabel demonstration af forskellen mellem de to politiske systemer; men man kan ikke frakende muren dens stabiliserende politiske virkning i næsten 30 år.

.

Cubakrisen, efteråret 1962. USA's flåde iagttager et sovjetisk transportskib, der formodes at bringe raketter til Cuba. Khrusjtjov bøjede af og standsede opbygningen af raketbaserne på Cuba. USA lovede til gengæld at afstå fra flere invasionsforsøg mod Fidel Castros kommunistiske regime.

.

Thule Air Base blev etableret i begyndelsen af 1950'erne og siden udbygget. Allerede da var der planer om at flytte befolkningen – ca. 30 familier -100 km længere mod nord. I 1953, ti dage for grønlænderne ved den nye grundlov blev danske statsborgere, blev Thules beboere orienteret, men ikke spurgt, om den påtvungne flytning. I 1999 fik Thulebeboerne ved Østre Landsret dom for, at det havde været en tvangsforflytning; men de fik ikke dermed ret til at vende tilbage og udnytte fangstmulighederne dér.

.

Demonstration i Århus Havn mod losningen af raketter til det danske forsvar. Siddende længst til venstre højskolelærer Carl Scharnberg, der snart derefter blev kendt over hele landet som talsmand for antiatombevægelsen. Selv om der aldrig kom atomladninger i raketterne, var de militære manøvrer i Danmark baseret på brugen af taktiske atomvåben.

.

Forholdet mellem supermagterne var ustabilt ved overgangen til 1960'erne. Khrusjtjov havde vundet den interne magtkamp i Sovjetstaten og hurtigt derefter lanceret endnu en berlinkrise. Han forlangte en ordning af tysklandsspørgsmålet og satte en kort tidsfrist for forhandlingerne. Førte de ikke til noget, ville Sovjetunionen slutte separatfred med Østtyskland og, hvad der var nok så vigtigt, overlade til østtyskerne at kontrollere adgangsvejene til Berlin. Et udenrigsministermøde i Geneve gav kun et meget pauvert resultat, men umiddelbart efter modtog Khrusjtjov en invitation til USA. Mødet i september 1959 med præsident Eisenhower i Camp David blev mere et symbol på afspændingens mulighed, end dets resultater egentlig kunne berettige.

Godt et halvt år senere kom det til et topmøde mellem de fire stormagter, der stadig formelt delte besættelsen af Berlin imellem sig. Dette topmøde havde Khrusjtjov arbejdet for gennem længere tid; men netop da de fire store skulle begynde forhandlingerne i Paris, blev et amerikansk spionfly skudt ned langt inde over sovjetisk territorium, og Khrusjtjov benyttede dette som anledning til at afbryde mødet. Derefter afventede han præsidentvalget i USA, hvor John F. Kennedy i november med en meget smal margin besejrede Richard Nixon.

I juni 1961 mødtes Kennedy og Khrusjtjov i Wien, hvor det sovjetiske ultimatum om at overlade østtyskerne kontrollen over adgangen til Berlin blev fornyet. Amerikanerne var besluttet på ikke at lade sig kontrollere af et regime, de ikke anerkendte, og de forberedte sig på at bruge magt, hvis der blev gjort forsøg på at standse trafikken mellem Vesttyskland og Berlin. Det var et åbent spørgsmål – og er det stadig – hvor tæt verden i de følgende måneder var på en væbnet konflikt i Europa.

I oktober annullerede Sovjetunionen sit ultimatum. Der blev pause i højspændingen mellem de to supermagter, indtil Cuba-krisen året efter gav verden en opvisning i „brinkman-ship”, balancegangen på kanten af afgrunden til en 3. verdenskrig.

I den internationale politik indledtes 1960'erne med en serie dramatiske kriser, der, i den udstrækning de i det hele taget var kendt i Danmark, endnu en gang demonstrerede det lille lands magtesløshed, når der var risiko for det endelige ragnarok. Kriserne skærpede tonen i NATO's påmindelser om Danmarks mangelfulde forsvarsindsats; men det var ikke noget nyt. Der havde længe været forhandlet om en ny forsvarsordning, der tog hensyn til, at Vesttyskland havde opbygget sit bidrag til forsvarsalliancen.

Deltagelse i trekantregeringen havde fra starten påført de radikale den omkostning, at de måtte anerkende en sikkerhedspolitik baseret på medlemskab af NATO. Næste problem kom med et krav fra Vesttyskland om militære forsyningsdepoter i Jylland for de styrker, der skulle forsvare Holsten og Slesvig og altså adgangen til Jylland. Militært var det logisk, politisk var det ubehageligt; men det blev tilsløret ved en navneændring til NATO-depoter.

I forhandlingerne om en ny forsvarsordning stod regeringen og ikke mindst Det radikale Venstre igen i den pinagtige situation, at sparsommelighed, som indenrigspolitisk var en fordel, nødvendigvis måtte resultere i, at de vesttyske styrker i NATO's nordregion, dvs. fra Elben og nordpå, måtte tildeles en mere betydelig rolle i forsvaret af Danmark og den vestlige del af Østersøen.

Den nye forsvarslov blev vedtaget i foråret 1960 i et forlig mellem regeringspartierne og de to store oppositionspartier. Det blev ikke den store forandring, og NATO's krav blev som sædvanlig ikke opfyldt. Selv om det blev kaldt „et lille, men godt forsvar”, er det tvivlsomt, om der lå anden idé bag det end den symbolske, at der var vilje til at øve militær modstand. Forudsætningen for gennemførelsen af moderniseringen var betydelige subsidier fra USA. Politisk var det derimod en begivenhed, at der i det hele taget blev vedtaget en forsvarsordning med støtte fra de fire gamle partier. Det var ikke sket før, og det vakte åbenbart endnu ikke bekymring, at et nyt antimilitaristisk parti var på vej.

Sådan som de sikkerhedspolitiske skakbrikker nu engang var stillet op, var der ikke anden vej end at fortsætte det danske forsvars integration med NATO-styrkerne, og det drejede sig konkret om det vesttyske Bundeswehr. Næste skridt kom uafvendeligt med kravet om en enhedskommando for de tyske styrker nord for Elben og det danske forsvar. Det havde været på vej med stabsarbejde i såkaldte militære studiegrupper, og efter langstrakte tovtrækkerier om bemandingen af kommandoposter med danske, tyske eller med NATO-officerer fra andre lande blev ordningen gennemført i december 1961 med tilslutning fra nogle hårdt klemte radikale politikere.

Også denne gang blev der foretaget et barmhjertigt navneskifte fra „dansk-tysk” til „NATO-enhedskommando”. Forsvarsministeren forsikrede, at ordningen kun skulle træde i kraft under større øvelser og i krigstilfælde og da kun efter den danske regerings udtrykkelige beslutning. Realiteten var, at arrangementet skulle sikre integrationen mellem de danske og de tyske styrker og indøve kommandorutiner, der i praksis ville gøre selvstændige danske beslutninger meget vanskelige eller umulige.

På et enkelt område opretholdtes den danske særstilling i sikkerhedspolitikken på trods af disse års integrationsproces. Der blev ikke stationeret atomvåben i Danmark. Når skiftende regeringer fra tid til anden har skullet forklare dette standpunkt, er der blevet peget på landets beliggenhed og på dets lidenhed, der anses for at gøre Danmark særlig sårbart. Der er også blevet henvist til den særlige nordiske balance, idet også de andre nordiske lande holdt atomvåben borte fra deres territorium. Endelig er standpunktet blevet begrundet med, at det kunne bidrage til at formindske Warszawapagtens aldeles ubegrundede mistanke om NATO's aggressive hensigter. Dermed kunne Danmark yde sit til en forbedring af klimaet for afspændingen. Om der ud over de nævnte grunde har været andre, som kun er kommet frem i lønkammerovervejelser, er ikke til at vide. Dels føres der sjældent protokol, dels ville eventuelle akter være vel bevaret af den restriktive danske arkivpraksis.

Hvad man derimod kan sige med sikkerhed er, at det indenrigspolitiske klima, den offentlige debat om emnet, ikke opmuntrede nogen dansk regering til at ændre atomvåbenpolitikken. Ved indgåelsen af forsvarsforliget havde de to oppositionspartier beklaget, at der ikke ville komme atomladninger i de raketter, der var stationeret i Danmark; men i løbet af de følgende år blev deres ønske mere afdæmpet. Der var en voksende opinion for, at man burde stryge det forbehold, der lå i regeringsudtalelserne om, at landet „under de nuværende forhold” ikke ønskede atomvåben placeret på dansk område.

Det danske forsvar var en adgangsbillet til alliancen. I 1950'erne byggede strategien på, at et sovjetisk angreb mod vest ville udløse atomkrigen. Når Sovjetunionen forøgede sin evne til at slå igen og ramme ikke blot Europa, men også USA med brintbomber, måtte man regne med, at der, forenklet sagt, skulle mere krig til, før amerikanerne ville slå igen med atomvåben. Det var det problem, der fik USA til i begyndelsen af 1960'erne at starte en oprustning på de konventionelle våbens område, så „svaret” på et sovjetisk angreb kunne afpasses, og der kunne gives angriberen tid til eftertanke. Forhandlingerne i NATO om at give de europæiske stater del i atomvåbnene, så de kunne få „en finger med på knappen”, drejede sig i virkeligheden om alliancens troværdighed både over for russerne og mellem USA og dets allierede. Muligvis spillede det også en rolle, at Frankrig under de Gaulle havde sat fart i sit eget atomvåbenprogram og foranstaltede demonstrative prøvesprængninger i Sahara.

Den danske regering ønskede ikke at have nogen finger på knappen, men nok at deltage i alliancens overvejelser om, hvornår og i hvilke situationer atomkrigen skulle slippes løs.

Oprustningskapløbet mellem de to supermagter fortsatte uhæmmet; brintbombeforsøgene og raketaffyringerne var det, der især fangede offentlighedens opmærksomhed. I terrorbalancens frygtelige logik var freden bedre sikret, jo mindre tvivl der var om, at Sovjetunionen og USA kunne tilintetgøre hinanden – og resten af kloden.

Men hvad nu hvis? Hvis den ene part kom afgørende foran? Eller hvis en person i nærheden af knappen gik amok? Jo mere teknisk avancerede apparaterne blev, og jo hurtigere fremførelsesmidler man fik, desto færre minutter eller sekunder ville der være til at rette en eventuel fejltagelse. Mens oprustningskapløbet fejrede nye tekniske triumfer, spredtes brintbombeforsøgenes radioaktive støv over kloden. Viden om risikoen var begrænset, og de udtalelser, eksperter fremkom med, var meget forskellige, formodentlig både fordi også eksperter har forskellige politiske opfattelser, og fordi dele af strålingsmedicinens resultater var militære hemmeligheder.

Gennem flere årtier gentog skiftende regeringer erklæringen om, at der på dansk område ikke befandt sig atomvåben. I 1953 var Thulebasen blevet oprettet nordligt i Grønland og stillet til rådighed for USA's radarovervågning. Siden Grundloven af 1953 var Thule ikke en koloni, men en del af det danske rige, og Thules beboere var altså danske statsborgere; dette mærkede de næppe meget til, da de ved basens oprettelse blev tvangsforflyttet. Diskret fremsatte USA i november 1957 et ønske over for H. C. Hansen om dansk godkendelse af, at der nu stationeredes atomvåben på Thulebasen. I sit svar overlod han til amerikanerne at afgøre, hvilken slags våben de selv anså for nødvendige til forsvar af basen. Denne diskrete accept var helt frem til 1994 en velbevaret hemmelighed. Gennem alle disse år vidste ingen undtagen de skiftende statsministre – og formodentlig kun nogle af dem – samt de allernærmeste embedsmænd noget om de atomare våben i Thule. Jens Otto Krag var en af disse få, der kendte til H. C. Hansens brevveksling; det forhindrede ham ikke i at blive højlydt forarget, da et B 52-fly med brintbomber ombord styrtede ned ved Thulebasen i 1968.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Atomvåben og forsvarsforlig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig