Man skal være varsom med at lægge for stor betydning i personlige venskaber eller mangelen på samme mellem politikere; men måske blev grunden til et notorisk besværligt forhold mellem J. O. Krag og Hilmar Baunsgaard lagt allerede i 1962. Ved statsministerskiftet i 1968, hvorfra dette billede stammer, var det ikke blevet bedre.

.

ATP-fondens hus i Hillerød. Kontorbygningen var ikke mere kedsommelig end de fleste andre huse, der rummede en stærkt voksende finans- og administrationssektor, navnlig i og omkring København. ATP-midlerne skulle forvaltes efter meget stramme retningslinier, så den erhvervsmæssige indflydelse begrænsedes. Men det var uundgåeligt, at fonden efterhånden opbyggede en – efter danske forhold – meget stor formue.

.

Bryggeriarbejderne i København hørte ikke til de mest sagtmodige faglige organisationer. Også helhedsløsningen i 1963 kaldte dem på gaden i protest mod indgrebet i den frie forhandlingsret og de begrænsede lønstigninger.

.

Omsforliget havde efterladt en tikkende bombe under den ellers stabile vækst. Når de aftalte skattelettelser udløstes, ville der igen komme fart i inflationen, og oppositonspartierne sad med en aftalemæssig vetoret over for skatteforhøjelser. Overenskomstforhandlingerne var i gang, og der mærkedes kampvilje på begge sider af bordet. Hvor meget, der var teatertorden, var ikke godt at vide. Alle erkendte nok, at et indkomstgilde som i 1961 ville være meningsløst og skadeligt, hvis alle indkomster blot fik lagt nogle kroner ovenpå; men lige så sikkert var det, at den, der ikke fik noget, ville blive taberen.

Det radikale Venstre havde et halvt år tidligere fået opfyldt et gammelt ønske om oprettelse af et offentligt, autoritativt organ for samordning af økonomien, Det økonomiske Råd. Her kunne interesseorganisationernes folk krydse beregninger med den økonomiske videnskab, repræsenteret ved rådets formandskab, de såkaldte „tre vismænd”. Den 19. december 1962 udsendte vismændene en redegørelse for situationen og nogle anbefalinger af, hvad man kunne gøre ved den. Kernen i redegørelsen var, at lønstigninger, som kunne forventes ved overenskomstforhandlingerne, og skattelettelser, som var aftalt i omsforliget, tilsammen ville være benzin på inflationen og ødelægge eksporten.

Efter nytår begyndte regeringen stilfærdigt at lægge brikkerne på plads. Vismændenes redegørelse blev drøftet med arbejdsmarkedets parter og med partierne fra omsforliget. Så længe man holdt sig til generelle udsagn, kunne alle give principiel tilslutning. Deri var der ikke noget mærkeligt; men det afgørende i disse drøftelser var ikke at nå til enighed, det var det signal, der blev givet til arbejdsmarkedets parter, nemlig at regeringen ville gribe ind. Nok så mange erklæringer om, at parterne selv måtte forhandle sig til ansvarlige aftaler, var på denne baggrund uden virkning. Følgen blev da også, at forhandlingerne brød sammen, og at heller ikke forligsmanden kunne finde på noget, der havde chance for at blive vedtaget. Det meddelte han regeringen den 18. februar 1963.

Så velforberedt som regeringen nu var, tog det ikke lang tid at sætte slagplanen i værk. Regeringen forhandlede til højre, men ikke til venstre, og den 25. februar fik Folketinget den færdige løsning forelagt. Overenskomsterne skulle forlænges for to år med kun nogle få ændringer. Der skulle ydes et lavtlønstillæg med det samme og et generelt tillæg året efter. Pristalsreguleringen opretholdtes, dog med den ikke uvæsentlige ændring, at skatter og afgifter ikke mere skulle indregnes. De sociale pensioner og landbrugsstøtten forhøjedes svarende til lavtlønstillægget, og syge- og dagpengene blev sat op.

Til gengæld for lønstoppet skulle der vedtages et stop for priser og avancer, en udbyttebegrænsning og en offentlig kontrol med huslejestigninger. De aftalte skattelettelser var det ikke muligt at rokke ved; i stedet forelagde finansministeren et forslag om bunden opsparing, der temmelig præcist tog de penge, skatteyderne havde glædet sig til.

Som noget nyt skulle der udformes en tillægspensionsordning med bidrag til en fond fra arbejdsgivere og lønmodtagere. Den blev senere realiseret under navnet Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP. Hermed tog man et første, principielt skridt i retning af bedre alderdomspensioner til dem, der havde været aktive på arbejdsmarkedet. Hele stakken af forslag blev lagt frem under betegnelsen „helhedsløsningen”. Regeringen havde sit flertal i orden, og Krag behøvede ikke at ryste på hånden, da han gjorde planens helhed til et kabinetsspørgsmål.

Helhedsløsningen blev vedtaget, i de vigtige afstemninger alene med regeringens spinkle flertal. Fagbevægelsen var i det store og hele godt tilfreds, men advarede, som konventionen bød, mod gentagelser. Opbremsningen i økonomien førte til en beskeden stigning i arbejdsløsheden; men den var i forvejen meget lav. Helhedsløsningen kunne ikke tillægges hele æren, men dog en del af den for at 1963 blev det år, hvor der var overskud på betalingsbalancen. Det blev sidste gang i en meget lang årrække.

Helhedsløsningen er siden blevet betegnet som et eksempel på en vellykket indkomstpolitik, og der er – uden held – gjort forsøg på at gentage succesen. I 1963 var der imidlertid ingen uenighed om, at J. O. Krag havde gjort sit politiske svendestykke som leder af den socialdemokratiske arbejderbevægelse og som statsminister.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Helhedsløsning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig