Mælkestrejken, maj 1961. Det var nok kun, for at fotografen kunne få sit billede, at mælken blev hældt i kloakken. Ellers var det kalvene og svinene, der nød godt af leveringsstoppet.

.

Krag til pressemøde i Det hvide Hus i Washington i midten af 1960'erne. Udenrigspolitik og navnlig udenrigsøkonomi var hans egentlige domæne, og det var ikke med glæde, han overlod Udenrigsministeriet til Per Hækkerup.

.

Udenrigsminister Per Hækkerup her på cykelferie i juli 1965. Statsminister Krag og Hækkerup var som mennesker og som politikere meget forskellige; lige så reserveret og afstandskabende Krag var, lige så jovial, frembusende og temperamentsfuld var hans udenrigsminister. Forskellen blev ikke mindre med årene, og samarbejdet mellem dem var ikke gnidningsløst.

.

„Gør gode tider bedre” havde været Socialdemokratiets slogan ved valget i 1960. Ved overenskomstforhandlingerne i begyndelsen af 1961 var fagforeningerne besluttet på at følge opfordringen. Kravene blev sat godt i vejret, der var jo fuld beskæftigelse og tilfredsstillende økonomisk vækst. Men arbejdsgiverne var ikke til sinds at gøre det let, hverken for fagforeningerne eller for Viggo Kampmanns regering. Konflikterne rykkede nærmere, forligsmanden Sigurd Wechselmann udsatte dem og udarbejdede et mæglingsforslag, der blev accepteret af arbejdsgiverne og fem af de grupper, arbejdersiden var delt op i ved afstemningen. To grupper, jern og metal og transportarbejderne, forkastede, og strejkerne gik i gang i april.

Efter en folketingsbeslutning, som Venstre og konservative stemte imod, fik statsministeren forhandlingerne i gang igen med det resultat, at et nyt mæglingsforslag blev vedtaget i jernet, men forkastet af transportarbejderne. Endnu en gang måtte forligsmanden i arbejde med et nyt forslag; men da det også blev forkastet på arbejdersiden, greb regeringen ind og fik det ophøjet til lov.

Regeringens beslutsomhed skyldtes ikke mindst, at der samtidigt var ved at komme rigelig dramatik i de forhandlinger, der blev ført med landbruget. Problemet var ikke så meget landbrugets lønforhandlinger. Erhvervets organisationer stillede krav om, at hver krone, der blev lagt på landbrugets omkostninger som følge af lønstigninger i eller uden for erhvervet, skulle det have igen enten fra statskassen eller i form af forhøjede hjemmemarkedspriser. Landbrugets Kompensationsudvalg havde beregnet det til 555 mio. kr. Landbrugsminister Karl Skytte tilbød i forhandlingerne ca. 300 mio.

Den 8. maj greb landbrugsorganisationerne, dog uden husmandsforeningerne, til et konfliktvåben, der ikke havde været fremme siden LS-tiden i 1930'erne. De dekreterede leveringsstop og fik følgeskab af de fleste husmænd. Leveringsstop for mad til byerne og ikke mindst fotografierne af den spildte mælk virkede voldsomt provokerende på en befolkning, der endnu var opdraget til at spise op. Kampmann fik omgående forhandlingerne i gang, og i nogen grad hen over hovedet på den forslåede landbrugsminister blev tilbuddet til landbruget forhøjet til 425 mio. kr. Konflikten blev afblæst, inden moddemonstrationer fra byernes arbejdere gravede grøfterne mellem land og by dybere.

Tilskudsordningerne til landbruget kunne nok holde lidt flere landmænd ved gården og give dem en beskeden indkomststigning; men noget perspektiv for en fremtidig udvikling af erhvervet gav de ikke. Tilskud såvel som den erfaring, at man kunne få statskassen lukket op for kompensationer, blev kapitaliseret i stigende jordpriser, som næste generation af landmænd fik at slås med.

Forløbet i foråret 1961 er med fuld ret blevet kaldt „det store indkomstgilde”, hvor danskerne bevilgede hinanden en flot forøgelse af pengelønnen og derefter til alles overraskelse så priserne stige, snart fulgt af skatter og afgifter. Fagbevægelsen gjorde også den erfaring, at andre grupper meldte sig og var i stand til at skaffe sig endnu større indkomststigninger, efter at overenskomsterne på arbejdsmarkedet var sluttet.

Hele tiåret, „60'erne”, er i eftertiden, kriseårene og „fattigfirserne”, kommet til at stå som den ubekymrede tid. Det er ikke uden grund; men i samtiden syntes man, der var problemer nok, også med økonomien. Den politiske styring var en lige så omstridt opgave under fremgangen som siden og var ikke blevet lettere end i årene forud, fordi det politiske system havde måttet give slip på nogle af de vigtigste styringsmidler, kontrollen med import og valuta.

Efter indkomstgildet i 1961 så det ud til, at de gamle problemer fra 1950'erne var kommet tilbage med et forbrug, der var for stort, og valutaindtægter, der var for små. Allerede i efteråret var regeringen i gang med forhøjelser af afgifterne. Det egentlige stoppested mod forbruget skulle imidlertid være indførelsen af en almindelig omsætningsafgift, „omsen”, i foråret 1962.

Indirekte skatter har traditionelt ikke været højt i kurs hos arbejderpartier, og regeringens forslag om at lægge fem procent i skat oven på alle priser blev da også ledsaget af forslag om skattelettelser for de mindre indkomster og forhøjelse af børnetilskud og folkepension. Alligevel var der vanskeligheder i det socialdemokratiske bagland, ikke mindst fordi regeringen samtidig forhandlede med landbruget om forhøjelse af fødevarepriserne på hjemmemarkedet. Nogle af de store fagforbund lod høre fra sig, og i den socialdemokratiske folketingsgruppe meddelte redaktøren af dagbladet Demokraten i Århus, Holger Eriksen, at han ikke ville stemme for en forhøjelse af landbrugsstøtten. Den radikale Aage Fogh var modstander af omsen, og dermed var regeringens spinkle flertal borte. Det blev nu nødvendigt for regeringen at forhandle med Venstre og konservative, og de kunne tage sig betalt. Det kom til at dreje sig både om forslagenes indhold og måske endnu mere om bindende aftaler om den fremtidige udgifts- og skattepolitik.

Midt under forhandlingerne blev Kampmann ramt af et hjertetilfælde og måtte overlade regeringens ledelse til Jens Otto Krag. I den situation var den konstituerede statsminister formodentlig mere tilbøjelig til at skaffe et forlig i hus som en slags duelighedsbevis, selv om betingelserne blev hårde.

Forlig blev der. Omsætningsafgiften skulle indbringe 900 mio. kr., når den i finansåret 1963/64 kom op på fuld virkning; men oppositionen forlangte 670 mio. af dem brugt til skattelettelser, samtidig med at ejendomsskatterne til staten skulle afskaffes. Aftalen, der også omfattede et loft over statens udgifter, kunne kun ændres, hvis de fire partier var enige om, at det var nødvendigt. Som en understregning af, hvor fast regeringen var bundet, blev denne del af aftalen betegnet som „jordskælvsklausulen”. De konservative kom med et forslag om at undtage fødevarer fra oms, hvad socialdemokraterne naturligvis ikke kunne sige nej til. Endelig forlangte først de konservative, derefter også Venstre, at afgiften skulle flyttes fra detail- til engrosleddet. For at indbringe samme beløb blev omsen forhøjet fra fem til ni procent.

Den opdukkende radikale stjerne, handelsminister Hilmar Baunsgaard, var stærkt imod dette sidste led i aftalen. Han blev citeret for, at han anså aftalen for „det dummeste kompromis”, mens Krag talte om det mest omfattende økonomiskpolitiske forlig siden Kanslergade i 1933.

Kampmann havde ikke overvundet sin sygdom, i hvert fald ikke nok til at klare arbejdet som statsminister og leder af Socialdemokratiet. Efter partiets årsmøde i slutningen af august blev han indlagt igen, og nu var der ingen tvivl, han måtte forlade politik. Den 3. september blev Krag statsminister.

Det var det tredje lederskifte i Socialdemokratiet på kun godt syv år. Det var også et spørgsmål om partiets kurs; den kunne diskuteres og var blevet det både i partigruppen på Christiansborg og på det nyligt overståede landsmøde. De samtaler, Krag førte, inden han blev udnævnt, ikke mindst hans tilbud om en ministerpost til Hans Rasmussen, partiets næstformand og formand for smedene, viser, at i hvert fald nogle ikke anså hans overtagelse af lederposten for en selvfølge. Ingen benægtede hans begavelse; men der var ikke samme enstemmighed, når det gjaldt hans politiske retningssans. Hans tilknappethed, der ikke blev mindre udtalt i årene som statsminister, blev også fortolket som akademikerhovmod.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Indkomstgilde og oms.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig