Hans Sølvhøj, der for en tid forlod posten som generaldirektør for Danmarks Radio for at afløse Bomholt som kulturminister, tog opgaven på sig at forklare og forsvare Socialdemokratiets kulturpolitik over for partiets kernevælgere, som her over for værftsarbejderne i Ålborg.

.

Som et oplæg til Socialdemokratiets kongres i januar 1957 offentliggjorde 79 intellektuelle et brev til partiet med en opfordring til at stille sig i spidsen for en „aktiv samfunds- og kulturpolitik, sigtende på at frigøre de menneskelige kræfter til kulturel selvvirksomhed”. De 79 videnskabsmænd, skole- og universitetsfolk, forfattere og kunstnere henvendte sig til Socialdemokratiet som det parti, der havde styrken til at tage opgaven på sig. Selv om „andre partier”, som det hed, „kan have forståelse for disse spørgsmål”, regnede man ikke med at finde genklang hos kommunister eller folk med konservative grundsynspunkter.

Blandt de 79 var der nogle erklærede socialdemokrater; men der var næppe tale om bestilt arbejde. Dels ville det ikke have været muligt at få ret mange af dem med til et propagandanummer, dels tydede kongressens velvillige, men helt uforpligtende reaktion på deres henvendelse på, at den var kommet uventet. Det var den kongres, Kampmann brugte til at lancere sine tanker om at stimulere investeringerne ved at forøge skattefradragene.

Når kulturpolitik i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne kom på dagsordenen, kunne man betragte det som et overskudsfænomen. Den forøgede velstand og den kortere arbejdstid, der nu var inden for rækkevidde, gav mange flere mulighed for og tid til kunstneriske oplevelser.

Man kunne imidlertid også anlægge et mere pessimistisk synspunkt. Det daglige arbejde blev mere monotont, hjemmelivet blev mere isoleret. Hvis samfundet ikke skulle falde fra hinanden i enkeltindivider uden kontakt og uden ansvar for hinanden, måtte kunstneriske oplevelser kompensere for det manglende indhold i tilværelsen. Det åbne brev fra de 79 intellektuelle rummede mest af det pessimistiske synspunkt. Det understregede behovet for en udvidelse af oplysningsarbejdet, hvis ikke det tekniske samfund skulle løbe humanismen over ende, så man fik en ny magtesløs og passiv almue.

Få måneder efter kongressen dannedes trekantregeringen, hvor Jørgen Jørgensen blev undervisningsminister og dermed overtog ansvaret for den politiske indsats, det åbne brev havde efterlyst. Hans væsentligste arbejde blev gennemførelsen af skolereformen. Inden han i 1961 trak sig tilbage, havde han skaffet statstilskud til symfoniorkestre i provinsen og nok så betydningsfuldt gennemført loven om Ungdommens Uddannelsesfond, der mere end tredoblede de statsfinansierede legater til studerende.

Ved rokeringerne i regeringen, da Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard gik af, flyttede Julius Bomholt fra Socialministeriet til et nyoprettet Ministerium for kulturelle anliggender. Ansvarsområdet hørte vel ikke til blandt de politisk tunge, men der er ingen tvivl om, at det havde Bomholts hjerte. Nu skulle den opfordring, partiet havde fået i 1957, udmøntes i lovgivning. I oktober 1962 hidkaldte han til sit ministerium et rådgivende udvalg og gjorde kunstmæcenen, skjortefabrikanten Aage Damgaard fra Herning til formand. Kulturudvalget, som det i al korthed blev kaldt, skulle „holde ministeren underrettet om sit syn på vilkårene for den skabende og udøvende kunst samt udbredelsen af kendskabet til vor litteratur, tonekunst og anden kunst”.

Det nye Kulturministerium var særdeles aktivt. I forbløffende tempo kom en ny teaterlov og en lov om støtte til Tivolis Symfoniorkester, der om vinteren skulle fungere som landsdelsorkester for Sjælland. Film og biografer havde i mange år været et givtigt skatteobjekt med forlystelsesafgift på billetterne. Efter en ny lov om filmfonden skulle billetafgiften fra danske film tilfalde producenten, mens afgifterne på forevisningen af udenlandske film overgik til filmfonden, der uddelte pengene „til fremme af filmkunsten i Danmark”. Der var altså ikke egentlig tale om statsstøtte til film, men om en markedsregulering til fordel for den kunstneriske danske film. Filmfondens dispositioner, navnlig med hensyn til hvilke film den valgte at støtte, var i de følgende år en stadigt rindende kilde til diskussion.

1964 kom en ny lov for folkebibliotekerne. Det skulle nu være en ret for befolkningen overalt i landet at have adgang til at låne bøger gratis. Som noget nyt kunne også grammofonplader, lyd- og billedbånd indgå i bibliotekernes tilbud.

Biblioteksloven blev vedtaget samme dag som loven om Statens Kunstfond. Bag disse fremstød for kulturpolitikken stod et næsten enigt Folketing.

Først da lagerforvalter Peter Rindal vandt pressens opmærksomhed knap et år efter, blev kulturstøtten et diskussionsemne. Ud over megen hoven snak blev opdagelsen af kulturkløften og rindalismen anledning til at rette opmærksomheden mod det andet led i kommissoriet for Bomholts kulturudvalg, udbredelsen af kendskabet til kunst. I 1963 havde kulturudvalget fremsat ideen om kulturcentre. Inspirationen var efter al sandsynlighed hentet fra Frankrig, hvor den gaullistiske kulturminister, forfatteren André Malraux, var i gang med en ambitiøs plan om en række Maisons de la Culture i provinserne. Her skulle folk nu have del i det bedste, og det bedste var det, der kom fra Paris. Louisianas succes gjorde det nemmere at oversætte ideen til dansk. Igen samme dag, som biblioteksloven og loven om kunstfonden blev vedtaget, nedsatte Bomholt et embedsmandsudvalg, der skulle udmønte tanken om kulturcentre i et lovforslag. Karakteristisk nok skulle udvalget foretage en „afgrænsning af den kulturelle aktivitet, der tænkes knyttet til kulturcentre, over for de kulturelt betonede fritidsforanstaltninger”, som fik støtte på anden måde.

Opgaven blev ulige vanskeligere efter proteststormen i vinteren 1965, og udvalget lod tiden gå indtil 1966, før den afgav en betænkning, præget af den mellemliggende tids erfaringer. Det gjaldt stadig om at give befolkningen lejlighed til at møde kunsten i alle dens former; men man var også blevet klar over, at jo mere ideen lignede Maisons de la Culture, desto mere ville Rindal og hans ligesindede holde sig langt væk. Bomholt var blevet afløst som kulturminister af radioens generaldirektør, Hans Sølvhøj, der havde taget imod protesterne og var draget landet rundt i et bravt forsvar for kulturstøtten. Siden havde Bodil Koch overtaget posten. Det stod nu til hende at forelægge lovforslaget om kulturcentre for Folketinget.

Det ministerielle udvalgs betænkning var imidlertid ikke forblevet upåagtet. Hele ideen med kulturcentre blev angrebet som endnu et udslag af bedrevidende københavneri. Det, der faldt mange for brystet, var den tanke, at den „rigtige” kultur var en, der efter godkendelse i et eller andet ministerielt udvalg allernådigst blev rakt nedad, eventuelt i en passende pædagogisk indpakning. Mere afdæmpede indlæg i debatten betvivlede ikke kulturudvalgets og ministerens gode vilje. Det blev heller ikke benægtet, at der mange steder var mangel på gode lokaler til teaterforestillinger og koncerter. Det afgørende var, at enhver tanke om formidling, uløseligt forbundet som den var med et „ovenfra og nedad”, i sig selv ville grave kulturkløften dybere.

Bodil Kochs dilemma var åbenbart. Hun var selv overbevist om, at de kunstneriske oplevelser, der med tydelig distance i diskussionerne blev kaldt „finkultur”, var stærke og berigende, når og hvor de blev modtaget. Hun vidste på den anden side, at netop modtagelsen var afgørende for, om reaktionen blev en oplevelse eller afvisning og vrede. I en redegørelse til Folketinget i marts 1967 lod hun sin tvivl komme frem med en åbenhed, der var lige så imponerende som sjælden på Christiansborg. Hun spurgte sig selv og Folketinget, hvad det egentlig indebar at formidle kultur eller kunst. „Det er jo ikke kunsten … der alene skaber et folks kultur, dets dybe indvævede sindelagsmønster.” Det snævre og det brede kulturbegreb stod efter hendes mening ikke i konflikt med hinanden; men det brede kulturbegrebs indhold af hverdag og menneskers måde at være på måtte være basis og klangbund for kunstneriske oplevelser. „Jeg hører jo selv til dem, der i tide og måske i utide har talt om kunstens nødvendige udfordring, om dens forløsning og glæde. Jeg tror, at den formsprængte kunst, den såkaldt avancerede kunst, er født af en indre nødvendighed i tiden, at den vil lære os noget om nødvendigheden af også at sprænge vor vanehandlen og vor vanetænkning. Men i kulturpolitikken er det nødvendigt at holde sig for øje, at … et folks kultur rummer både statiske og dynamiske kræfter, og et kulturministerium har pligt til at lade begge have ånderum og ikke være med at skabe eller uddybe en kunstig kulturkløft mellem befolkningsgrupper, der selvfølgelig er forskellige.” Bodil Koch ønskede ikke endnu en kommission eller en betænkning fra et ekspertudvalg. Den offentlige debat havde opfyldt sin mission. Ministeren ønskede noget sjældent for Folketinget, for de ivrige kulturformidlere og for sig selv, hun ønskede tid til eftertanke.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kulturpolitik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig