Studenterne revolterer

Udviklingen ved de højere uddannelsesinstitutioner i Danmark var ikke enestående. Overalt i den vestlige verden førte tilstrømningen til universiteterne til lignende forhold, og overalt blev det hilst med tilfredshed, fordi det blev anset for et resultat af velstanden og for grundlaget for yderligere økonomiske fremskridt.

Da de studerende på det ene universitet efter det andet og i land efter land satte sig op mod autoriteterne og brugte stadig mere voldsomme metoder for at få deres ønsker imødekommet, var den første reaktion overraskelse. Senere kom forargelsen og endnu senere talrige forsøg på at forklare fænomenet. Man spurgte sig, hvorfor netop denne generation, der på så mange måder var den hidtil mest forkælede, med en sådan voldsomhed vendte sig mod de institutioner og de samfund, der syntes at byde dem så store muligheder. Selv om der var tydelige fællestræk fra land til land, var der kun få og tilfældige direkte forbindelser mellem studenterne på de urolige universiteter.

I USA spillede modstanden mod indkaldelser til militærtjeneste i Vietnam en væsentlig rolle, og demonstrationsformerne havde forbillede i borgerretsforkæmpernes aktioner mod racediskrimination i Sydstaterne. I Vestberlin var det demonstrationer mod et besøg af shahen af Iran, der satte urolighederne i gang, og i Nanterre ved Paris drejede det sig til at begynde med om tilladelse for mandlige og kvindelige studerende til at besøge hinanden på kollegierne.

Det fælles mønster var protesternes form, der lod hånt om lovligheden, og som førte til politiets indgriben og i nogle tilfælde til arrestationer. Fælles for studenterrevolterne blev det også, at de udviklede sig politisk med voksende kritik ikke kun af undervisningens form og indhold, men af samfundet og af det kapitalistiske system. Karl Marx blev lærefader, og mere samtidige, men geografisk fjerne heroer som den cubanske revolutionære Che Guevara, Ho Chi-Minh i Vietnam og Kinas leder Mao fik deres billeder på væggene i studenterværelserne i Berkeley i Californien, i Paris, i Vestberlin og i Århus.

Hverken studenteruroligheder eller studenters tilslutning til politiske yderfløje var noget nyt. Nyt var derimod, at deres politiske engagement ikke – eller først sent – blev knyttet til politiske partier eller bevægelser i det „voksne” samfund. Men det, der gjorde studenterurolighederne i de sidste år af 1960'erne til noget andet end tidligere, var først og fremmest, at der var blevet så mange flere studenter; selv ret små mindretal af dem fyldte godt i demonstrationer og kunne regne med massemediernes opmærksomhed.

Starten i Danmark virkede ikke foruroligende. De arkitektstuderende strejkede i marts 1968 for et ændret indhold i deres uddannelse, så de også lærte noget om de mennesker og det samfund, de skulle bygge for og til. Samme måned demonstrerede de psykologistuderende ved Københavns Universitet mod undervisningens form, hvad man ikke kunne fortænke dem i, når man stuvede hundreder af studerende ind til en undervisning, der var tilrettelagt til hold på 20. Deres slagord, „Demokrati på arbejdspladsen” og „Bryd professorvældet”, var straks mere vidtrækkende.

Universiteterne i Danmark havde, som i andre lande, et vidtstrakt selvstyre; i de styrende organer, konsistorium og fakultetsråd, havde kun professorerne sæde, og i de enkelte fag var kollegiet af professorer enerådende. De yngre lærere var amanuenser, altså nogle der går til hånde, eller lektorer, der for manges vedkommende havde deres hovedansættelse et andet sted. Underst i hierarkiet var undervisningsassistenterne, der blev ansat af professorerne for et semester ad gangen. Studenternes repræsentanter, organiseret i Studenterrådet, havde i mange år haft adgang til møderne, men de havde ikke stemmeret. Det var derfor særdeles moderat, da formanden for Danske Studerendes Fællesråd erklærede, at man støttede det initiativ, de psykologistuderende havde taget for at prøve at forbedre deres undervisning og studium.

De yngre lærere, amanuenserne, blev studenteroprørets tredjestand. Det så man allerede i de forhandlinger, der førtes om de psykologistuderendes krav. Amanuensernes forslag gik ud på at give de studerende en tredjedel af pladserne i et „studienævn”, der skulle afløse professorernes eneret til at bestemme over studieplanen og undervisningen. Amanuenserne skulle selv have den anden tredjedel, hvorefter der kun ville blive den sidste tredjedel til professorerne.

Studenterne forkastede forslaget og forlangte halvdelen af studienævnets pladser. Den 19. april besatte omkring 100 studenter Psykologisk Laboratorium og barrikaderede trappen. Aktionsformen var ikke en original dansk opfindelse. Den var blevet brugt i Vesttyskland, i Italien og i Nanterre og havde der ført til voldsomme slagsmål mellem studenter og politi. I Danmark blev begivenhedsforløbet mere fredsommeligt. Universitetets rektor, Mogens Fog, havde fra sin deltagelse i Danmarks Frihedsråd under besættelsen nogle erfaringer om, hvad der får strejker og uroligheder til at flamme op og brede sig. Han tog behørigt afstand fra den ulovlige besættelse af laboratoriet og udtrykte på den anden side sympati med studenternes synspunkter. Der kom ikke nogen politistorm op ad trappen i Studiegården.

Derfor kunne Mogens Fog nogle dage efter tale til 5000 demonstrerende studenter på Frue Plads, hvor Studenterrådets repræsentanter endnu var stakåndede efter forsøget på at indhente aktivismen. Universitetets rektor inviterede til forhandling, hvor psykologifagets professorer måtte bøje sig. Ikke uden psykologisk sans foreslog de en måned senere, at der indførtes adgangsbegrænsning til studiet. De psykologistuderende opnåede, godt hjulpet af Mogens Fog, otte pladser i fagets studienævn, de andre otte pladser blev delt ligeligt mellem professorerne og de yngre lærere. I de følgende uger og måneder forhandledes der lignende ordninger igennem i fag efter fag. De højere organer, konsistorium og fakulteter, var fortsat professorernes domæne; men det var klart, at reformerne ikke kunne standse ved studienævnene.

Styrelsesordningerne ved universiteterne og de højere læreanstalter måtte ændres ved lov. Undervisningsminister Helge Larsen valgte at betragte universitetslærere under et, men at bruge den „stænderdelte” model, som allerede fandtes i de foreløbige studienævn. Hans forslag gav imidlertid kun studenterne en tredjedel af pladserne i fakultetsråd og konsistorium. Også andre dele af forslaget vakte studenternes utilfredshed og førte til larmende protester og demonstrationer, før RVK-regeringen gennemførte den nye styrelseslov med de tre partiers egne stemmer i foråret 1970.

Loven blev i de følgende år ved med at være et politisk stridsemne. De borgerlige partiers kernevælgere brød sig ikke om, at demokratiseringen gav indflydelse til, hvad de anså for studentikose ballademagere. Loven var et dristigt eksperiment i demokratiske ledelsesformer; men dens uklare og krydsende kompetencefordeling og studenternes fortsatte utilfredshed gjorde arbejdet i de styrende organer tidkrævende, til tider var man på grænsen af handlingslammelse.

De ret stilfærdige begivenheder i København i foråret 1968 var samtidige med de parisiske studenters revolte. Den blev mere end noget andet symbolet på ,,60'erne”.

Den parisiske „maj 68” blev et forbillede, som den danske studenterbevægelse søgte at leve op til. På Danske Studerendes Fællesråds kongres i september blev der med en stemmes flertal (17 mod 16) vedtaget en resolution om solidaritet med de danske arbejdere, „som står over for en overenskomstsituation, hvor spørgsmålet om demokrati på arbejdspladsen har en fremtrædende plads. Vor støtte er moralsk, idet vore muligheder for konkret at hjælpe i jeres kamp er yderst begrænset …”, hed det. Denne og flere lignende erklæringer, der ikke skyede patos, fik Mogens Fog til at advare studenterne mod at optræde i en moderniseret udgave af Hostrups „Genboerne”.

Vidtrækkende resolutioner, teachins om imperialismens vederstyggeligheder, boykot af lærere med upopulære synspunkter og meget mere kan for en eftertid og i et koldere politisk klima tage sig ud som en blanding af ungdommelig obsternasighed og revolutionsromantik. Det må imidlertid huskes, at det alt sammen foregik i den sidste hektiske fase af en hvirvlende højkonjunktur, hvor alting syntes muligt, undtagen moderation.

De iøjnefaldende aktioner, som var sikre på mediernes bevågenhed, var kun begyndelsen, der bibragte traditionstyngede autoriteter en tiltrængt rystelse. Den alvorligere del af oprøret kom, da det rykkede inden døre i fagene og ikke blot kritiserede undervisningsform og eksamenspensum, men tog fat på at formulere et andet vidensgrundlag og en anden form for faglig ansvarlighed. Men da lurede også allerede – som ved andre revolutioner og reformationer – risikoen for, at ortodoksien og ikke fantasien kom til magten.