Boligkollektivet Kloen, 1973. Den kollektive boform var en af de ideer i ungdomsoprøret, der fik størst umiddelbar indflydelse på mange menneskers dagligliv, både yngre voksne, teenagere og børn. Kollektiverne skød op nærmest som paddehatte i begyndelsen af 1970'erne, ofte med fantasifulde navne som f.eks. Kana, Svantevit og Maos Lyst. Det traditionelle parforhold syntes i krise med 13.400 skilsmisser i 1971, dobbelt så mange som året før, og tusinder eksperimenterede med storfamilier og andre nye livsformer som alternativ til kernefamilien. Den kulørte del af pressen skrev meget om gruppesex og promiskuitet i kollektivmiljøet, men selv om langt fra det hele var forkert, herskede der formentlig hos mange udenforstående overdrevne forestillinger om, hvor 'galt' det stod til i flertallet af kollektiverne.

.

Det var lidt af en sensation, da den første kvindelige officerselev i Danmark, Lene Dorrit Larsen, stillede op i geleddet på Frederiksberg Slot i november 1975. Nogle så det som et stort fremskridt for ligestillingen, mens dele af den radikale kvindebevægelse var mindre begejstret over, at kvinder nu også skulle lære at gå i (mændenes) krig. På det parlamentariske plan gik ligestillingen i øvrigt langsomt fremad. I 1970 var andelen af kvinder blandt Folketingets medlemmer 14%. I 1985 var den nået op på 23%.

.

Den borgerligt kulturkonservative kritik af både pædagoger og medier skyldtes også til dels, at radio og tv efter kritikernes opfattelse i for høj grad afspejlede eller fokuserede på det opbrud i de traditionelle kønsroller og familiemønstre, som var fulgt med ungdomsoprøret og den seksuelle revolution i Danmark og i hele den vestlige verden siden slutningen af 1960'erne. Hvor dramatisk dette opbrud slog igennem i årene omkring 1970 kunne bl.a. måles på antallet af henholdsvis indgåede ægteskaber og skilsmisser. Mellem 1967 og 1973 faldt det årlige vielsestal med en fjerdedel, fra 41.000 til 31.000, mens skilsmissetallet i samme seksårige periode blev næsten fordoblet, fra 7.000 til 13.000, efter i mange år forud at have ligget konstant.

Den traditionelle ægteskabsinstitution var kommet under et vist pres. Langt flere end tidligere brød ud af utilfredsstillende ægteskaber, både fordi det med velstandsstigningen ikke var lige så vigtigt som tidligere for parterne at holde sammen inden for den juridisk-økonomiske tryghedsramme, ægteskabet gav, og fordi de nye kønsroller gjorde kvinderne mere økonomisk uafhængige og personligt selvstændige. Kønnenes faktiske samlivsformer var dog ikke helt så forandrede, som ægteskabsstatistikken kunne give indtryk af. I første halvdel af 1970'erne steg nemlig antallet af papirløst samlevende par stærkt – alene i perioden fra foråret 1974 til årsskiftet 1975-76 fra godt 200.000 til knap 300.000 personer, svarende til ca. 12 procent af samtlige par. Og undersøgelser viste, at kun omkring hver fjerde af de 'papirløse personer' var modstandere af ægteskabet som institution.

Parallelt med de faldende vielsestal og de stigende skilsmissetal indtrådte der i årene før og efter 1970 et markant fald i antallet af børnefødsler – fra 88.000 om året i 1966 til 72.000 omkring 1975. Børnebegrænsningen hang sammen med den øgede ligestilling mellem kønnene i disse år, som igen bl.a. var et resultat af bedre og billigere præventionsvejledning og præventionsteknik, herunder ikke mindst p-pillen, som kom frem i 1966, den øgede adgang til legal abort, indførelse ved lov i 1971 af obligatorisk seksualundervisning i folkeskolens ældste klasser, samt en lov fra 1973 om tilladelse til sterilisering efter det fyldte 25. år. Hertil kom den hurtige generelle velstandsstigning i samfundet i 1960'erne, som forstærkede tendensen siden begyndelsen af århundredet til, at de dårligere stillede sociale lag efterhånden fik færre børn. Dette forhold blev dog fra 1970'ernes anden halvdel i nogen grad modvirket af, at fødselstallet i de bedrestillede lag udviste en stigende tendens.

Alligevel slog det kraftige fald i befolkningstilvæksten siden starten af 1970'erne igennem som en direkte tilbagegang i befolkningstallet i begyndelsen af 1980'erne. I 1985 oversteg antallet af døde således antallet af levendefødte med ca. 4.600. Når det samlede folketal i Danmark alligevel var stigende i 1980'erne, skyldtes det alene, at der var flere indvandrere end udvandrere – i 1985 således et indvandringsoverskud på ca. 9.500. Med et samlet befolkningstal på 5,11 mio. var der i 1985 ca. 150.000 flere danskere end i 1970; hertil kom godt 50.000 nye indvandrere på de 15 år.

Selv om de kun udgjorde et ret beskedent mindretal, var antallet af mennesker, der valgte helt nye og mere eksperimenterende bo- og samlivsformer, i nærmest eksplosiv vækst i begyndelsen af 1970'erne. Især den såkaldte kollektivbevægelse med tilhørende storfamilier voksede eksplosivt. Mens der i 1968 var ti kollektiver i hele landet, var der i 1970 ca. 100, i 1971 700, og allerede i 1974 ifølge Socialforskningsinstituttet mellem 12.000 og 15.000. I slutningen af 1970'erne var antallet dalet til knap 10.000, og i første halvdel af 1980'erne var det yderligere mere end halveret. Da det gennemsnitlige antal beboere i kollektiverne i de første år var otte voksne personer, boede således på højdepunktet i midten af 1970'erne omkring 100.000 danskere på denne måde. Der var dog ikke tale om et repræsentativt udsnit af befolkningen. Undersøgelser viste, at det store flertal var beskæftiget med ikke-manuelt arbejde som studerende eller ansatte på uddannelsessteder, i plejesektoren eller andre offentlige institutioner, og at de altovervejende stemte på venstrefløjspartier.

Den alligevel efter både national og international målestok ganske opsigtsvækkende gennemslagskraft for kollektivbevægelsen i Danmark er blevet forklaret med, at ungdomsoprøret i modsætning til i lande som USA og Vesttyskland ikke mødte den store modstand fra det etableredes eller statsmagtens side. Tværtimod var der, som det er blevet formuleret, i Danmark et indtryk af, at studenter- og ungdomsoprørerne knap nok kunne fremsætte et krav, før det blev imødekommet. Selv om dét givetvis er en overdrivelse, gav det etablerede samfunds frisind og mere eller mindre stiltiende accept flere kræfter og overskud end i mange andre lande til forsøg på at realisere kreative alternative visioner – samtidig med, at de unges og yngres oprørsenergi blev kanaliseret ind i mere konstruktive baner. De færreste kollektiver havde egentlige, formulerede målsætninger, men stikord var bl.a. fælles økonomi, lighed mellem kønnene, medbestemmelse for alle, fællesopdragelse af børnene, frivillig arbejdsdeling, seksuel frihed, ingen ejendomsret, lavt materielt forbrug, fælles kreative aktiviteter.

Virkeligheden i kollektiverne så ganske vist ofte noget – visse steder meget – anderledes ud end idealerne, og i de fleste kollektiver var der stor udskiftning af beboere. Men at flytte i kollektiv var en privat og social læreproces, og det kollektive hverdagsliv krævede forandring i den enkeltes tænkemåder og tilgange til det indbyrdes samspil. Det var både de frodige og de ufrugtbare eksperimenters tid. Bevægelsens vigtigste betydning opstod de steder, hvor det lykkedes at forme kollektivtanken med vægten på et udadvendt socialt ansvar. Navnlig i sidste halvdel af 1970'erne opstod en række produktions- og behandlingskollektiver rundt om i landet, hvoraf de mest kendte og levedygtige, og efterhånden bredt anerkendte, var kvindesmedjen på Christiania, som begyndte på produktion af bl.a. ladcykler, Svanholm i Hornsherred, som i 1978 på det tidligere gods startede økologisk landbrug og gartneri, samt Svanager på Falster, som indledte alternativ behandling af hårdt belastede unge.

Fra at have været en slags subkulturelle enklaver uden for samfundet og systemet fik dele af kollektivbevægelsen således efterhånden indflydelse på tankegange inden for systemet og dets institutioner, men også på bredere kredse af befolkningen. En del blev inspireret til mere kollektive boformer end dem, kernefamilien traditionelt var rammen om. Arkitekter og boligplanlæggere skabte forskellige former for bofællesskaber i det nye tæt-lave byggeri, hvor flere på delkollektiv basis kunne leve og bo i samme hus- eller lejlighedskompleks uden at være i familie. F.eks. Farum Midtpunkt, som blev bygget i begyndelsen af 1970'erne med henblik på at tilgodese både den enkelte families private liv og behovet for samvær med andre i fællesarealer, mødesteder og kollektive faciliteter.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Folketal, kernefamilie og kollektiver.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig