Verdensbank og Vietnambevægelse

Et af nejsidens kritikpunkter af EF op til folkeafstemningen var, at EF var en lukket klub af rige vesteuropæiske industrilande, stort set alle gamle kolonimagter, med tårnhøje toldmure over for den fattige, råvareproducerende tredje verden, samtidig med at den stærkt subsidierede EF-landbrugseksport udkonkurrerede og ødelagde udviklingslandenes egen fødevareproduktion. Den marxistisk inspirerede del af EF-modstanden anklagede direkte EF-landene for sammen med USA at ville konsolidere en neokolonialistisk økonomisk verdensorden. Frygten var også, at EF-medlemskab ville betyde en yderligere afsvækkelse af Danmarks ulandsbistand, som ved 1970'ernes begyndelse trods alle smukke ideale målsætninger siden starten af 1960'erne langt fra var nået på op den ene procent af bruttonationalproduktet pr. år, som industrinationerne i den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation OECD i 1960 havde givet løfte om over for FN. Desuden kritiserede især venstrefløjen, at meget af den bilaterale ulandsbistand i virkeligheden i mindst lige så høj grad var forklædt industristøtte til danske virksomheder.

Det virkede derfor som en rød klud på den erklæret antiimperialistiske venstrefløj, da Verdensbanken/Den Internationale Valutafond annoncerede, at dens årsmøde i 1970 ville blive afholdt i København. Verdensbankens udviklingsprogrammer i den tredje verden lagde vægt på at fremme international specialisering og arbejdsdeling samt fri bevægelse for varer og kapital, og venstrefløjen betragtede banken som et „redskab for USA-imperialismen”. Det hjalp ikke just på bankens image, at dens præsident var Robert McNamara, der kom fra posten som amerikansk forsvarsminister og dermed var en af de hovedansvarlige for USA's krigsførelse – venstrefløjen talte om krigsforbrydelser – i Vietnam op gennem 1960'erne. Og Verdensbanken havde i Thailand bygget veje, som blev brugt af det amerikanske militær i Indokina.

© Polfoto

Verdensbankdemonstrationerne i det indre København i september 1970 førte til hårde sammenstød med politiet. Vreden var også rettet imod bankens præsident, Robert S. McNamara, hvis nære fortid som USA's forsvarsminister i 1960'erne under optrapningen af den amerikanske krigsførelse i Vietnam ingen havde glemt. Det hjalp derfor ikke meget, at McNamara under mødet i København erklærede – faktisk på linie med demonstranterne – at det var „en komplet og uhelbredelig dårskab, at der ofres tyve gange mere på militær styrke end på konstruktivt fremskridt”.

Den danske protestbevægelse imod Vietnamkrigen var primært udsprunget i det politiske spektrums yderste venstrefløj tilbage i midten af 1960'erne, men fra 1967-68 voksede bevægelsen stærkt i både omfang og politisk bredde i takt med optrapningen af USA's krigsengagement. Mens de mere yderligtgående venstrefløjsgrupperinger var organiserede i De Danske Vietnamkomiteer, dannede den moderate del af antikrigsbevægelsen i 1969 organisationen „Vietnam 69”, som bl.a. fik støtte fra Anker Jørgensen og andre socialdemokrater. Vietnamkomiteerne organiserede omfattende demonstrationer mod Verdensbankmødet i København, som udviklede sig til de mest omfattende gadeuroligheder i Danmark siden den tyske besættelse. Nogle af demonstranterne, ifølge presserapporter især tilrejsende fra udlandet, brugte molotovcocktails, mens andre kastede brosten mod motorcykelbetjente, der i fuld fart kørte ind mellem demonstranterne, uddelte knippelslag og foretog masseanholdelser.

Statsminister Baunsgaard erklærede sin og regeringens helhjertede støtte til politiet og dets indgreb mod de voldsomme demonstranter, og justitsminister Thestrup gik på tv med en udtalelse om, at et stærkt politi var den eneste måde at undgå de yderligtgående venstregruppers eskalation af demonstrationsmetoderne. Thestrup afviste dog mere højrevendte kræfters krav om at sætte militæret og private korps ind mod venstreaktivisterne, som på deres side havde fået stof til eftertanke: Mange af dem havde nok fået deres opfattelse af politimagten som „kapitalens lakaj” bekræftet, men de fleste indså alligevel, at demonstrationernes voldsomme forløb fuldstændig havde fordunklet Verdensbankproblematikken. Under alle omstændigheder førte Verdensbankdemonstrationerne i 1970 til fornyede diskussioner på venstrefløjen om mål og midler i den antikapitalistiske kamp. Opsplitningen af ungdoms- og studenteroprøret fra 1968 i to retninger tog for alvor fart herefter. På den ene side „flipperne”eller hippierne, som fortsat eksperimenterede med samlivs- og boformer, stoffer osv., og hvis rettesnor hed „Make love, not war”; og på den anden side de mere eller mindre dogmatiske, sammenbidt marxistiske eller marxistisk-leninistiske smågrupperinger.