Optakt til nye atomraketter

I slutningen af 1970'erne var afspændingsprocessen mellem Øst og Vest kommet i krise. Det spørgsmål, som frem for noget kom til at symbolisere de skærpede koldkrigsmodsætninger helt frem til over midten af 1980'erne, var en ny runde i atomvåbenkapløbet mellem Øst og Vest og i særdeleshed udstationeringen af nye atomraketter i Europa. Denne sag kom til at dele vandene ikke blot mellem Øst og Vest, men som noget nyt også mellem de store politiske partier og deres vælgere i det meste af Vesteuropa og USA. I Danmark førte raketspørgsmålet til den såkaldte „fodnotepolitik” med de skarpeste udenrigs- og sikkerhedspolitiske konfrontationer i og uden for Folketinget efter Anden Verdenskrig.

Såkaldt nykonservative kredse i Vesten og især i USA hævdede med stigende styrke, at Kreml-ledelsen misbrugte afspændingen som et dække for at styrke og udbygge sine egne magtpositioner i verden på bekostning af Vesten, som i afspændingsårene havde udvist en tiltagende svaghed. De nykonservative henviste til Sovjetunionens flådeopbygning på verdenshavene, voksende sovjetisk tilbøjelighed til militær og økonomisk intervention i den tredje verden, især i Afrika og i Mellemamerika (f.eks. Angola og Nicaragua), samt fortsat forfølgelse af politiske systemkritikere internt i Sovjetblokken.

De fleste danske politikere og opinionen i Danmark hældede mod de mere moderate, vestlige vurderinger af situationen. Nemlig at USA og Vesten fortsat var førende militært, teknologisk og økonomisk; at de sovjetkommunistiske fremstød snarere var en følge af den principielle vestlige anerkendelse af Sovjetunionen som en jævnbyrdig og ligeberettiget supermagt, hvilket var en vigtig underforstået forudsætning for hele afspændingsprocessen; samt at den totalitære politiske undertrykkelse indadtil i Østblokken trods alt var lettet noget med den såkaldte Helsinki-proces, som i højere grad end før gav Vesten mulighed for med held at stille krav til magthaverne i Øst i spørgsmål om menneskerettigheder.

Det centrale spørgsmål om nye raketopstillinger var opstået allerede før midten af 1970'erne. I januar 1976 havde USA efter et par års forarbejde fremlagt konkrete forslag i NATO til moderniseringer af alliancens såkaldte mellemdistance-atomvåben, dvs. atombevæbnede raketter (og fly), der var beregnet på den europæiske krigsskueplads. Først halvandet år senere kom spørgsmålet om opstilling af nye NATOraketter dog offentligt frem for en bredere kreds. Det skete, da Vesttysklands socialdemokratiske kansler Helmut Schmidt i efteråret 1977 pegede på den trussel, de nye sovjetiske såkaldte SS-20-mellemdistancemissiler udgjorde for Vesteuropa. Et års tid forinden havde amerikanske satellitter observeret, at Sovjetunionen var begyndt at udstationere disse SS-20-missiler, som var en moderniseret version af dens knap 20 år gamle og upræcise SS-4- og SS-5-atomraketter. Placeret i det vestlige Sovjetunionen ville hvert af de nye SS-20-missiler med deres tre uafhængige atomsprænghoveder kunne nå mål i hele Vesteuropa med en præcision på 400 meter.

Uafhængige våbenkontroleksperter i USA, og i begyndelsen også ledende forsvarskredse i Carter-regeringen, afviste ganske vist, at truslen fra SS-20-missilerne var så kvalitativt ny, at den i sig selv krævede et markant vestligt oprustningssvar i form af nye atomraketter i Vesteuropa. Et trecifret antal sovjetiske atomraketter havde allerede i en snes år kunnet rettes mod mål i Vesteuropa. Kritikerne af nye NATO-raketter hævdede også, at den militære kobling mellem USA og Vesteuropa og den atomare balance mellem Øst og Vest i Europa fortsat kunne opretholdes ved hjælp af bl.a. USA's fly på amerikanske hangarskibe nær Europa, af de britiske og franske atomstyrker, samt af de usårlige amerikanske Poseidon-ubåde med hundredvis af præcise atomladninger, som var tildelt den europæiske NATO-kommando.

Alligevel begyndte vestlige beslutningstagerkredse på begge sider af Atlanten efter Helmut Schmidts udtalelser officielt at kæde truslen fra de nye SS-20-raketter tæt sammen med deres argumentation for NATO's forestående raketmodernisering. USA's regering lagde fra starten, stærkt støttet af kansler Helmut Schmidt, stor vægt på, at samtlige NATO-lande i alliancesolidaritetens ånd skulle dele både det politiske og det økonomiske ansvar for opstillingen af de nye raketter. Dermed var der allerede lagt op til problemer for et medlemsland som Danmark, hvis traditionelle politik inden for NATO stærkere end de fleste andre medlemslande havde været at fremhæve, at afspænding og nedrustning måtte have lige så stor vægt i alliancens samlede politik som den militære afskrækkelse. Forsvarsminister Poul Søgaard (S), som ellers var positiv over for de nye raketter, advarede således på NATO-mødet i Frederikshavn i april 1978 imod mulige negative konsekvenser for afspændingen. Også i efteråret 1978 understregede Danmark på møder i NATO, at der måtte findes en balance mellem raketmodernisering og våbenkontrol. Det var dog først fra foråret 1979, at debatten om NATO's nye raketter for alvor trængte sig på i Danmark. Det kom frem i pressen, at der ville blive tale om opstilling af i alt 572 landbaserede mellemdistanceraketter i Vesteuropa, nemlig 108 Pershing II-raketter og 464 Cruise-missiler. De sidste var en slags fjernstyrede og ubemandede jagerbombefly med indbygget terrænkort. Begge raketvåben kunne på flere tusinde kilometers afstand nå deres mål med en hidtil uset præcision på kun 10-20 meter. De nye NATO-raketter kunne, som en amerikansk general bramfrit udtrykte det offentligt, finde vej helt ind på Kremls toiletter. Kritikere hævdede, at dette ville gøre det fristende at bruge raketterne til i en tilspidset situation at ramme sovjetiske kommandocentre og atomraketter, inden disse blev affyret. Herved kunne der opstå en endnu mere ustabil og farlig situation, hvor også russerne kunne føle sig fristet til i en krise at slå først med sine atomraketter.

Indadtil var Udenrigsministeriets ledende embedsmænd da også forbeholdne over for raketmoderniseringen og de militære argumenter for den. I NATO kritiserede de danske repræsentanter i april 1979 udtrykkeligt det amerikanske standpunkt, at alliancen skulle træffe beslutning om en modernisering, der ikke stod til forhandling, og fremhævede i stedet nødvendigheden af nøje overvejelser af de mulige skadevirkninger på afspændings- og nedrustningsmulighederne og af risikoen for et fornyet våbenkapløb i Europa. I det mindste skulle der senest samtidig med en raketbeslutning fremsættes forslag til Warszawapagten om en begrænsning af denne type våben gennem forhandlinger.

I juni gik Anker Jørgensen et skridt videre og sagde direkte til NATO's militære øverstkommanderende i Europa, general Alexander Haig, at NATO først burde søge forhandlinger om spørgsmålet med Sovjetunionen og så dernæst tage stilling til moderniseringen. Udenrigsminister Henning Christophersen (V) erklærede sig imidlertid samtidig i en samtale med USA's vicepræsident Walter Mondale enig i det amerikanske synspunkt, som også var det dominerende i NATO, nemlig at Sovjetunionen ikke ville tage forslag om forhandlinger alvorligt, medmindre NATO først havde besluttet sig for de nye raketter. Også blandt ledende konservative politikere var der internt en vis uenighed om, hvordan Danmark burde stille sig til spørgsmålet. Meningsforskellene afholdt dog ikke Anker Jørgensen fra i august at præcisere over for Helmut Schmidt, at dansk atompolitik udelukkede enhver dansk deltagelse i udstationering af de nye atomraketter. Statsministeren påpegede også, at man fra dansk side ikke kunne lægge sig fast på en fælles NATO-erklæring om raketspørgsmålet, så længe man ikke havde en klar fornemmelse af, hvor opinionen stod – et synspunkt, som dog absolut ingen forståelse mødte hos den vesttyske kansler.

De ledende politikere i både regering og opposition forblev helt frem til efteråret 1979 temmelig uforberedte og usikre på hele NATO's nye raketprogram. Både den akutte betydning, især USA tillagde spørgsmålet, og de potentielt vidtrækkende konsekvenser for hele alliancen af dets realisering kom bag på de politiske beslutningstagere. Gennem hele den kolde krig havde de været vant til, at spørgsmål, der havde at gøre med atomvåben og atomstrategi, blev behandlet i yderste diskretion i det politiske system – og i praksis ofte reelt blev overladt til ledende embedsmænd i Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet.

Uanset alle nuanceforskelle og uafklarede holdninger, også inden for SV-regeringen selv, enedes man dog i september i et fortroligt svar til Washington om den grundlæggende danske position: Danmark anerkendte behovet for en raketmodernisering og for dansk medfinansiering af den via NATO's såkaldte infrastrukturprogram, men understregede samtidig, at en beslutning om nye raketter ikke måtte føre til øget afhængighed af atomvåbnene, og at den skulle ledsages af et konkret og substantielt initiativ til nye forhandlinger med Øst om våbenkontrol. Det danske ja til en raketbeslutning var således ikke ganske uden forbehold.