Småstat i storpolitisk krisetid

NATO's raketbeslutning i december 1979 bidrog til at tilspidse de i forvejen forværrede relationer mellem Øst og Vest. Vi véd i dag, at centrale aktører i Kreml frygtede, at NATO med beslutningen, samtidig med en ændring tidligere på året af USA's atomvåbenstrategi, sigtede mod at opnå atomar overlegenhed i forhold til Warszawapagten. Et stort skridt fra østlig side hen imod en yderligere, dramatisk nedkøling af koldkrigsklimaet kom kun et par uger efter NATO-raketbeslutningen, da omkring 100.000 sovjetiske tropper i juledagene invaderede og besatte Afghanistan for at komme det trængte pro-sovjetiske regime i Kabul til undsætning.

Sovjetunionens åbenlyse brud på FN-pagten fik Carter-regeringen i Washington til at frygte, at Kreml-ledelsen ville benytte sig af USA's svækkede position i det vestlige Asien, efter at Irans stærkt pro-amerikanske shahregime var blevet fældet ved den islamistiske revolution i februar 1979, og efter at revolutionære iranske studenter i november havde besat USA's ambassade i Teheran og taget mere end 50 amerikanske gidsler. I værste fald kunne det sovjetiske fremstød være et skridt på vejen til at erobre støttepunkter for den sovjetiske oceanflåde ved Det Indiske Oceans varme vande, frygtede man i Washington. Præsident Carter erklærede den 1. januar 1980, at invasionen af Afghanistan havde ændret hans syn på Sovjetunionen drastisk, og han bad USA's Kongres om at udsætte godkendelsen af SALT II-aftalen mellem USA og Sovjetunionen om begrænsning af de strategiske atomvåben, samtidig med at han bebudede en dyb beskæring af USA's samhandel med Sovjetunionen. Carter kaldte den sovjetiske invasion for den alvorligste trussel mod verdensfreden siden Anden Verdenskrig.

Så drastiske reaktioner kunne den danske regering ikke uden videre tilslutte sig. Kjeld Olesen fordømte straks invasionen, og Anker Jørgensen afviste officielt i et brev til præsident Bresjnev dennes forklaring på invasionen som et FN-legitimeret „selvforsvar”, og han udtrykte dyb bekymring for de forringede muligheder for international afspænding. Men samtidig understregede begge ministre, at selv om situationen var meget alvorlig, måtte den ikke føre til overreaktioner eller forhastede konklusioner: Netop nu var der større behov for dialog og nedrustning end nogensinde; der var intet alternativ til afspændingen. Regeringen mente heller ikke, at invasionen påvirkede Danmarks eller Nordens sikkerhedspolitiske situation direkte, og at den bl.a. derfor ikke burde behandles som et NATO-anliggende. Danmark kunne godt gå med til en delvis og midlertidig nedfrysning af de danske kontakter til Sovjetunionen, men sagde klart fra over for den amerikanske appel om en fælles vestlig boykot af de forestående Olympiske Lege i Moskva i sommeren 1980.

Som en vestligt forankret småstat skulle Danmark efter regeringens opfattelse ikke bryde broerne til Sovjetunionen, men bruge dem, og den vigtigste af dem, den al-europæiske konference for sikkerhed og samarbejde i den såkaldte CSCE-proces, skulle derfor fortsætte, også på opfølgningsmødet i Madrid i efteråret 1980. Her og på de følgende CSCE-møder i begyndelsen af 1980'erne spillede Danmark dog en mindre fremtrædende rolle end hidtil, fordi den øgede Øst-Vestspænding satte større fokus på de militære sider af CSCE-afspændingssamarbejdet. Med henvisning til Helsinki-slutakten fra 1975 kritiserede Danmark dog fortsat stærkt forfølgelsen af forkæmperne for menneskerettigheder i Østblokken.

Den indrepolitiske krise i Polen skærpedes fra sommeren 1980 og frem, da den nyoprettede uafhængige fagbevægelse Solidaritet organiserede folkelige protestaktioner mod forværrede levevilkår og for større politisk frihed, og regimet svarede igen med undertrykkelsesforanstaltninger. Situationen optog i høj grad både de danske udenrigspolitiske beslutningstagere og Forsvarets Efterretningstjeneste, idet den danske hovedbekymring var en dramatisk og voldelig udvikling i Polen, i værste fald en sovjetisk invasion af landet. En sådan kunne både føre til store strømme af flygtninge over Østersøen til bl.a. Bornholm og til en alvorligt tilspidset sikkerhedspolitisk situation i Danmarks følsomme nærområde mod sydøst.

Den danske regering sympatiserede med Solidaritets indsats for de polske arbejderes grundlæggende politisk-økonomiske rettigheder. Alligevel udtrykte Anker Jørgensen og Kjeld Olesen ved flere lejligheder i 1981 over for den polske regering forståelse for dens svære situation og for dens bidrag til at stabilisere situationen, og de håbede, at også Solidaritet ville vise mådehold og fornuft. Regeringen frygtede, at krisen i Polen opildnet af konfrontationssøgende kræfter i Vesten kunne føre til en dramatisk optrapning med direkte følger for Danmarks sikkerhed. Derfor udtalte Kjeld Olesen i september, at Solidaritet var „gået for vidt”, samtidig med at han appellerede til alle parter, også Solidaritets støtter i Vesten, om at udvise ansvarlighed. Både den borgerlige opposition og pressen kritiserede regeringen hårdt for udtalelserne, men Anker Jørgensen fastholdt i Udenrigspolitisk Nævn vigtigheden af, at nogen havde mod til at advare imod „den totale konfrontation”.

Konfrontationen kom tre måneder senere med det polske militærs indførelse af krigsretstilstand i landet den 13. december 1981, omend det skete i forsøg på undgå det endnu værre, nemlig en direkte sovjetisk militær invasion. Krigsretstilstanden og de efterfølgende massearrestationer og interneringer i Polen blev med dansk tilslutning fordømt af EF-landene, men Kjeld Olesen tilføjede, at hans fordømmelse af de grove krænkelser af menneskerettighederne gjaldt „militærregimer i alle lande”. At der foruden Polen tænktes på ikke blot NATO-landet Tyrkiet, hvor der var indført militærstyre i 1980, men også på pro-amerikanske og stærkt højreorienterede militærdiktaturer som i Guatemala og El Salvador i Mellemamerika, lagde regeringen og navnlig Anker Jørgensen personligt ikke skjul på i de følgende måneder.

Denne officielle danske parallelisering mellem politisk undertrykkelse i Øst og i Vest vakte stærk utilfredshed i Washington, hvor den republikanske præsident Ronald Reagan siden januar 1981 havde beboet Det Hvide Hus. Allerede under Carter-regeringen var de dansk-amerikanske relationer blevet belastede af de danske forbehold over for NATO-raketbeslutningen og de fælles vestlige sanktioner mod Sovjetunionen efter Afghanistan. Forholdet til Washington blev ikke forbedret af, at regeringen nu stillede sig stærkt tøvende over for økonomiske sanktioner i EF-regi mod det polske militærstyre og mod Sovjetunionen, som stod bag det. Da Danmark til sidst fandt sig alene i EF i sin modstand mod sanktioner, bøjede regeringen sig dog for ikke at skabe yderligere problemer i EF-kredsen, og fordi sanktionerne kun ramte en symbolsk del af den danske import fra Sovjetunionen.

Danske politikere og særligt Socialdemokratiets ledere havde siden slutningen af 1940'erne traditionelt næret større politisk tillid til de demokratiske præsidenter i USA end til de republikanske. Det gjaldt i endnu højere grad under Ronald Reagan, som ikke lagde skjul på sit ønske om yderligere massiv amerikansk og vestlig militær oprustning eller på den dybe skepsis, han nærede over for forhandlinger med Sovjetunionen om afspænding og våbenkontrol. I det første halve års tid efter Reagan-regeringens tiltræden fandt de danske socialdemokrater overraskende nok tegn på større amerikansk villighed til at rådslå med vesteuropæerne end under Carter-regeringen. Men fra slutningen af 1981 og især i 1982 skærpedes modsætningerne mellem Anker Jørgensen-regeringen og Washington. Statsministeren kritiserede ved gentagne lejligheder i klare vendinger offentligt Reagan-regeringen for at føre en dobbeltlinje over for henholdsvis Polen, Tyrkiet og Mellemamerika, hvilket Anker Jørgensen fandt farligt for USA's troværdighed og en belastning for i hvert fald Danmark. Så hårde ord mod en siddende amerikansk regering havde ikke lydt fra officiel dansk side, siden Anker Jørgensen som nyslået statsminister i slutningen af 1972 havde kritiseret Nixon-regeringens bombeoffensiv mod Nordvietnam.