Det netop fraflyttede Mekanisk Musikmuseums gamle bygning på Vesterbro i København var i marts 1982 rammen om en af de meget omtalte og spektakulære aktioner, som byens unge boligbesættere – eller bz'ere, som de kaldte sig – arrangerede gennem tiåret. Bz'erne ville have tag over hovedet, og de ville have et ungdomshus uden betingelser fra myndighederne eller kommunen. Under parolen „Knæk bolignøden, BZ din by” rykkede de forudsigeligt ind i det rømmede museum, og lige så forudsigeligt rykkede politi i kampudstyr ud for at rydde op. I kampens hede kastede bz'erne både mursten fra det meste af en skorsten og et afmonteret lokum (billedet) i hovedet på betjentene. Ingen kom alvorligt til skade, men aktionen øgede næppe befolkningens forståelse for bz'ernes kampmetoder. Et halvt år senere gik overborgmester Egon Weidekamp (S) med til at åbne det gamle Folkets Hus på Jagtvej ved Nørrebros Runddel som ungdomshus. Bz'erne fortsatte dog deres boligaktioner.

.

Dagbladet Informations annoncesider en weekend i marts 1985. Avisens utallige annoncer for boligkollektiver i 1970'erne var i 1980'erne ved at blive overgået af et blomstrende terapimarked, som tilbød søgende sjæle kurser om og hjælp til alt tænkeligt fra kærlighed og livsglæde over seksualitet og spiritualitet til healing, yoga, kristusterapi, intuitiv helsemassage og taoistisk faste- og kropsoplevelse. 1970'ernes store politiske og sociale ideologier og 'fortællinger' var under afvikling eller allerede døde, og den såkaldte postmodernisme med de individuelle 'små' sandheder trådte for nogle i deres sted.

.

Digteren Michael Strunge blev et symbol på den unge punk-generation i begyndelsen af 1980'erne. De unge gjorde oprør imod, hvad de betragtede som samfundets tomme værdier og kunstige og falske overflade. De var ikke samfundsengagerede på samme måde som 1970'er-oprørerne, og de blev derfor kaldt „Nå-generationen”. I en tid med atomfrygt og massearbejdsløshed blandt de unge formulerede de det drømmeagtige slogan: „Du har ikke en chance – grib den!”

.

1980'ernes yuppie-stil kom – ikke overraskende – til Danmark fra USA, hvor der naturligvis blev udgivet håndbøger som denne fra 1984 om, hvordan man skulle frem- og optræde. Kravene var bl.a., at man skulle være mellem 25 og 45 år, stræbe efter magt, status og penge, bo i en storbylejlighed, spise brunch på restaurant i weekenden og dyrke aerobics eller squash efter arbejdstid. Men springet fra 1970'er-hippie til 1980'er-yuppie var måske mindre, end man umiddelbart skulle tro: 1968-ungdomsoprørets anti-autoritære og ikke-hierarkiske ideer med selvstyrende grupper og kollektivt ansvar var principper, som i varierende grader blev overtaget i 1980'ernes nye ledelsesfilosofi både i private virksomheder og i det offentlige. Det var ikke tilfældigt, at Jan Carlzon, SAS' succesrige koncernchef siden 1981, kaldte sin bog om moderne virksomhedsledelse for Riv pyramiderne ned!. Den blev en bestseller i Danmark i 1985 med næsten 40.000 solgte eksemplarer.

.

Den strømlinede yuppiegeneration i første del af 1980'erne kan ses som de veltilpassede borgerlige unges reaktion eller oprør imod 1970'ernes socialdemokratiske lighedstankegang. De udnyttede 'systemet' ved at finde dets smutveje og profitere af dem. Omvendt var den såkaldte bz'er- og punker-generation de utilpassede unges oprør imod 'systemet' som sådan, men også imod den ideologiske forstening og handlingslammelse, de fandt i 1970'er-grupperingerne på den politiske venstrefløj.

1970'er-venstrefløjsaktivismens sidste spektakulære aktion blev på en måde den såkaldte „kamp om Byggeren”på Nørrebro i København i april-maj 1980. Med de næsten borgerkrigslignende konfrontationer mellem politi og lokale boligaktivister om bevarelse af en byggelegeplads på det indre Nørrebro, som kommunen havde besluttet at rydde til fordel for nyt og efter aktivisternes opfattelse sterilt socialt boligbyggeri („betonslum”), gav aktionen ganske vist netop stødet til 1980'ernes boligbesættelser.

„Bygger”-slaget blev tabt, men bz-bevægelsen, som den kaldte sig fra begyndelsen af 1982, gennemførte i de følgende fem-seks år en halv snes tæt mediedækkede aktioner med besættelse af gamle og forladte, nedrivningstruede fabriksbygninger og boligejendomme i Københavns brokvarterer og enkelte steder i de større provinsbyer. Politiet rykkede hver gang ud og ryddede efter kortere eller længere tid de besatte bygninger, og begge parter gjorde klar til næste slag.

Med deres sammenbidte, sort- og hætteklædte fremtoning (for at hindre politiets identifikation af dem) og deres uklare langsigtede målsætninger var bz'erne imidlertid om muligt endnu mere isolerede fra den brede befolkning, end de revolutionære venstrefløjsaktivister havde været i 1970'erne. Det hjalp næppe heller på forståelsen hos parcelhusdanskerne, at bz-miljøet syntes at hylde en særlig antiæstetik, som foretrak dunkle og nøgne rum med graffitibemalede vægge og bygningsmæssigt rod og forfald.

Nogle af bz'ernes oprørske træk kunne genfindes i den såkaldte punkbevægelse, som startede i Storbritannien i slutningen af 1970'erne og rykkede ind på den danske musik- og digterscene i 1980-81. Den sociale og politiske baggrund var den trøstesløse massearbejdsløshed blandt unge i årene omkring 1980 og de ydre trusler fra atomkrigsragnarok, økologiske katastrofer og – fra 1982 – AIDS-faren. Der var ingen tiltro til fremtiden, man talte om no future-generationen. De unge i starten af 1980'erne var vokset op i de gennempolitiserede og kollektivt orienterede 1970'ere, men punkerkulturen reagerede imod de gamle socialistiske paroler om solidaritet med de undertrykte og samfundsrevolution som løsninger på deres nutids problemer. I stedet koncentrerede de sig om at finde fodfæste i lokale og individuelle værdier. Nøgleordet i psykologien, i filosofien og ikke mindst i litteraturen og kunsten blev det personlige, med kroppen og sanserne som orienteringspunktet. Farverige mohikanerfrisurer og sikkerhedsnåle stukket i kroppen var ydre udtryk herfor.

Mens 1970'er-oprørerne havde hejst den rationelle, røde politiske fane, erklærede digteren Michael Strunge, punkgenerationens selvudnævnte talsmand og kultfigur, i 1981: „Vi folder drømmens fane ud”. Det gjaldt om at afsøge alle grænser – og bryde dem ned. Men det kunne ikke ske i et fællesskab, der med de splittede storbyfamilier var gået tabt sammen med den ødelagte solidaritet i samfundet. Den enkelte måtte klare sig selv og finde sin egen indre ligevægt, kropsligt og mentalt.

Troen på sansningen og følelserne, på det æstetiske og det åndelige og underbevidste var udgangspunktet for unge digtere som Strunge, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup og musikere som Lars H.U.G. og Martin Hall. Men da troen på, at noget bedre ville træde ud af røgsløret fortog sig, blev verdenssmerten, det lidelsesfyldte og en romantisk dødsfascination dominerende. Også filminstruktøren Lars von Trier var præget af disse strømninger i sin opsigtsvækkende debutfilm Forbrydelsens element (1984) om et dystert, undergangspræget kontinent.

Michael Strunge tog sit eget liv i 1986, 28 år gammel, men da lå punkkulturen som sådan allerede på dødslejet. Den blev straks afløst af en ny kulturel modestrømning, den såkaldte postmodernisme, som efter inspiration fra især franske intellektuelle kredse nåede Danmark i 1985, hvor den i starten især fik fodfæste i miljøet omkring Kunstakademiet.

Dens budskaber adskilte sig næppe radikalt fra punkkulturens, men kom i en langt mere intellektuel indpakning: De 'store fortællinger', dvs. de verdensforklarende ideologier som (især) marxismen, var brudt sammen, og der var ikke længere nogen fælles tro, værdigrundlag – eller virkelighed. I den postmoderne tilstand var troen på det moderne og på fremskridtet opgivet. Tilbage var kun de 'små fortællinger', som den enkelte kunne udvælge efter egen personlig smag – den ene var ikke bedre eller rigtigere end den anden.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Bz'ere og punkere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig