Kent Kirk, den unge formand for Esbjerg Fiskeriforening og konservativt medlem af Europa-Parlamentet, tager ved rælingen på sin fisketrawler imod marinesoldater fra den britiske kystvagt, som border hans fartøj, efter at han i januar 1983 bevidst krydsede den 12-sømilegrænse, som briterne ensidigt havde indført. Baggrunden var, at EF-landenes årelange forhandlinger om en fælles fiskeripolitik var brudt sammen i december 1982, hvorefter EF-fiskeriet overgik til national regulering. Danmark indklagede straks det nye britiske regelsæt, og for at teste fiskernes opfattelse, at der nu måtte herske fri og lige adgang til hele EF-havet, foretog Kent Kirk på egen hånd sin medieovervågede provokation. Kirk blev idømt en bøde på 420.000 kr., som dog senere blev kendt ulovlig af EF-Domstolen. Sidst i januar 1983 nåede EF-landene faktisk omsider frem til et fælles fiskeriforlig, som dog blev stærkt kritiseret af det danske fiskerierhverv. Striden om fangstkvoter fortsatte i de følgende år.

.

I begyndelsen af 1980'erne led EF-samarbejdet fortsat under det, der i 1970'erne var blevet kaldt „euro-sklerose”, dvs. stilstand og stagnation i integrationsprocessen efter oliekriserne i 1973 og 1979. Den økonomiske lavkonjunktur og den voksende handelskonkurrence fra USA og Japan tilskyndede de enkelte EF-medlemslande til at indføre nationale beskyttelsesforanstaltninger, som medvirkede til at fremme „euro-pessimismen”. I Danmark var det kun et mindretal af politikerne og deres overvejende EF-skeptiske vælgere, der for alvor begræd, at integrationen stod i stampe. Bortset fra valutasamarbejdet i EMS'en og det udenrigspolitiske EPS-samarbejde, som ikke formelt foregik i EF-regi, fastholdt folketingsflertallet frem til 1985, at man ikke ønskede EF-samarbejdet udbygget afgørende ud over 1973-stadiet. Den danske status quo-politik kom især til udtryk i den generelt lunkne modtagelse af de forskellige integrationsplaner, der i første halvdel af 1980'erne med jævne mellemrum fremkom fra integrationsivrige politikere i de kontinentale EF-lande: Genscher-Colombo-planen fra 1981-82, planerne om at genoplive den Vesteuropæiske Union (WEU) i 1983-84, Spinelli-planen fra 1984, Dooge-rapporten fra 1984-85 og endelig Delors-hvidbogen om Det Indre Marked i 1985. Med forskellig vægt og fokus gik alle disse planer ud på at styrke de overnationale eller føderale sider af det økonomisk-valutariske og især det politiske samarbejde i EF.

Over for planerne fastholdt et stort flertal i Folketinget, ofte på linie med EF-lande som Storbritannien, Grækenland og til dels Frankrig, at der ikke var behov for at ændre på magtfordelingen mellem Kommissionen, Ministerrådet og Parlamentet, og at EF skulle forblive et primært økonomisk-handelsmæssigt samarbejde på mellemstatsligt plan. Konkret var Danmark imod en formaliseret EF-unionstraktat, imod en tilsidesættelse af den hidtidige praksis med vetoret i Ministerrådet, imod at traktatfæste EPS-samarbejdet og især imod at henlægge egentlige sikkerheds- eller forsvarspolitiske spørgsmål til EF. Det danske synspunkt var nu som før, at sådanne spørgsmål hørte til i NATO-kredsen. Efter folketingsflertallets opfattelse skyldtes EF's stilstand primært medlemslandenes manglende vilje til at overholde eller fuldt ud opfylde det eksisterende traktatgrundlag, og at det derfor gjaldt om at udvikle EF-samarbejdet pragmatisk, praktisk og indholdsmæssigt, ikke institutionelt.

Folketingsflertallets linie må ses i lyset af det stærkt EF-skeptiske opinionsbillede i første halvdel af 1980'erne, som formentlig til dels var en afsmitning fra den kritiske sikkerhedspolitiske opinion i samme periode. Mellem 1980 og 1985 viste gallupmålingerne, at der var et fast flertal imod fortsat dansk EF-medlemskab: gennemsnitligt 35 procent af vælgerne var tilhængere af EF, mens hele 44 procent var modstandere. I samme periode faldt andelen af stærke tilhængere i Danmark af Vesteuropas forening fra 17 til 8 procent, mens andelen af stærke integrationsmodstandere omvendt steg fra 14 til 23 procent – mod ca. 5 procent modstandere i EF-landene som helhed. På denne baggrund var det kun en fattig trøst for EF-tilhængerne, at stemmedeltagelsen på 52 procent ved det danske EF-Parlamentsvalg i 1984 lå lidt højere end ved det forrige EF-valg i 1979, og at der ikke skete ændringer i mandatfordelingen mellem danske tilhængere og modstandere i EF-Parlamentet.

Undersøgelser viste, at EF-skepsissen blandt vælgerne til venstre for midten og til dels blandt De Radikales vælgere var særlig udtalt, hvilket påvirkede Socialdemokratiet i euroskeptisk retning. Selv om der ikke som på det sikkerhedspolitiske område opstod et egentligt alternativt markedspolitisk flertal i Folketinget i årene 1980-85, var blot muligheden for dette tilstrækkelig til, at Socialdemokratiet og dets integrationsskeptiske ordfører Ivar Nørgaard kunne bevare en afgørende indflydelse på dansk europapolitik. Firkløverregeringens og specielt Venstres og Centrum-Demokraternes EF-integrationsvenlige linie havde under disse forhold svært ved at komme til orde, og markeringer af vilje til en mere uforbeholden EF-politik skabte let problemer i forhold til Socialdemokratiet. De ulmende modsætninger slog ud i lys lue i forbindelse med behandlingen af den såkaldte Europæiske Fællesakt („EF-pakken”) i slutningen af 1985 og folkeafstemningen om den i begyndelsen af 1986. Denne udvikling skulle efterhånden komme til at markere et vendepunkt både i EF's udvikling og i mange danskeres syn på den europæiske integration (se bind 16).

På dette tidspunkt havde en del af riget, nemlig Grønland, forladt EF. Som dansk amt var Grønland blevet medlem af EF i 1973, selv om der ved folkeafstemningen den 2. oktober 1972 havde været knap 71 procent nejstemmer i Grønland. Landstingsvalget i 1979, det første efter Hjemmestyrets indførelse, gav sejr til EF-modstanderpartiet Siumut, som nu sammen med venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigît (IA) krævede Grønlands udmeldelse af EF. Hovedargumentet var ønsket om at være herre over egne naturressourcer frem for at være underlagt den fælles EF-fiskeripolitik, men også udenrigspolitisk selvstændiggørelse var et vigtigt element i bevægelsen for udmeldelse. En modsat bevægelse for bevarelse af fuldt EF-medlemskab blev anført af det borgerlige Atassut-parti, som advarede imod de økonomiske konsekvenser af at stå uden for EF's fonde, som Grønland hidtil havde nydt godt af, og imod at svække de politiske forbindelser med det øvrige Danmark.

Folkeafstemningen i Grønland den 23. februar 1982 gav et flertal på 52 procent for udmeldelse og 46 procent imod. I de følgende to år forhandlede Grønlands Landsstyre med EF om udmeldelsen og overgang til en såkaldt OLT-associering, således som det var aftalt med den danske regering, der ligesom Landsstyret ønskede en mere gunstig ordning for Grønland end Færøernes standardhandelsaftale med EF. OLT-ordningen (Oversøiske Lande og Territorier) omfattede en række britiske, franske og hollandske oversøiske territorier og indebar handelsfordele på EF-markedet og adgang til EF's udviklingsfond og investeringsbank. Den 1. februar 1985 forlod Grønland formelt EF og fik i stedet en speciel OLT-status, således at EF's betalinger til Grønland skete i form af en fiskeriaftale med EF, som fastsatte årlige kvoter for såvel grønlandsk som EF-fiskeri ved Grønland, og som i starten gav afgifter på ca. 200 mio. kr. årligt til Grønland. I modsætning til tidligere EF-tilskud kunne Hjemmestyret frit disponere over disse indtægter. Samtidig blev det vigtige fiskeriområde overtaget af Grønland som fuldt hjemmestyreanliggende. At de grønlandske krav om en så økonomisk gunstig ordning med EF blev opfyldt skyldtes ikke mindst, at det lykkedes Schlüter-regeringen at overbevise de store EF-lande om Grønlands og dets amerikanske varslingsstationers vigtige strategiske betydning for hele den vestlige verden.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet EF-skepsis og grønlandsk exit.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig