Mekaniseringen og industrialiseringen af landbruget skred hurtigt frem i årene omkring 1980, da denne type malkekarrusel blev introduceret. Med den danske opfindelse kunne tre medarbejdere malke mellem 140 og 200 køer i timen. Mælken blev pumpet over i et køletankanlæg med plads til 24.000 liter. Karrusellen blev bl.a. installeret på Gjorslev Gods på Stevns.

.

„Rentedødskørsel”, kaldte pressen dette demonstrationstog af landmænd i traktorer på vej til Thisted den 31. oktober 1980. Præcis ét år før var protestbevægelsen Landbrugs Reform 1980, LR-80, blevet stiftet af især jyske landmænd, som krævede en mere aktiv landbrugspolitik til modvirkning af det stigende antal tvangsauktioner. LR-80 arrangerede i 1980-82 demonstrationer og opfordringer til mælkestrejke, til fysiske blokader ved gårde, der var sat på tvangsauktion, og til betalingsboykot af terminer, moms og ejendomsskatter.

.

To af 1980'ernes centrale danske politikere: De Konservatives leder Poul Schlüter (t.v.) og De Radikales leder Niels Helveg Petersen, her i folketingssalen i vinteren 1981-82. De to politikere havde i nogen tid nærmet sig hinanden både privat (som bridgespillere) og politisk. Helveg Petersen havde fremkaldt valget i december 1981 i håb om en mere stabil flertalsregering med Socialdemokratiet – og en anden statsminister end Anker Jørgensen, som han anså for at være blevet for afhængig af LO og dets krav om en ØD/OD-reform som betingelse for en stram indkomstpolitik. Da det ikke lykkedes, overvejede Helveg Petersen i 1982 for alvor at 'skifte side', dvs. at arbejde for en borgerlig regering under Poul Schlüter med støtte fra De Radikale. Schlüter så omvendt Helveg Petersens støtte som „nøglen til låsen”, der skulle åbne for en borgerlig regering, så Schlüters gamle valgslogan om „borgerlige stemmer, der arbejder” kunne gøres til virkelighed.

.

En flåde på 400-500 bornholmske fiskekuttere lagde den 3. maj 1978 til kaj ved Langelinie i København i protest mod regeringens og EF's fiskeripolitik. To dage efter blokerede de med deres kuttere havnene i København, Dragør, Helsingør, Hundested, Korsør og Rønne i fem timer. Den 6. maj mødtes regeringen med fiskeriets hovedorganisationer om et hjælpeprogram for fiskerne.

.

Bo Bojesens kommentar i 1980 til de problemer, der var opstået på grund af fiskeriets overkapacitet og det heraf følgende overfiskeri, som kom i konflikt med EF's vedtagne fiskekvoter. Som plaster på såret gav EF tilskud til ophugning af kuttere. I efteråret 1979 så 160 danske fiskeskippere sig tvunget til at benytte denne mulighed.

.

Indtil slutningen af 1950'erne havde antallet af landbrugsejendomme ligget relativt konstant på omkring 200.000 bedrifter, men 1960'ernes hastige industrialisering førte til en hidtil uset afvandring fra land til by. Gennemsnitligt 5.000 selvstændige landbrugsbedrifter, 80 procent af dem husmandsbrug, var blevet nedlagt hvert eneste år gennem 1960'erne, således at der ved indgangen til 1970'erne var ca. 145.000 ejendomme tilbage. De beskæftigede i 1970 godt 170.000 mennesker på helårsbasis, mere end 200.000 færre end tyve år tidligere. Udviklingen havde også betydet, at antallet af deltidslandmænd var steget kraftigt gennem 1960'erne, og især for hustruernes vedkommende var beskæftigelsen uden for bedriften vokset stærkt. I det hele taget virkede deltidsarbejde uden for landbruget som en vej, mange landmænd brugte til at forlade erhvervet ad.

I lyset af denne udvikling kan det ikke undre, at mange landbrugsejendomme var i dårlig forfatning i begyndelsen af 1970'erne. Nybyggeri inden for landbruget havde i 1960'erne stort set kun fundet sted i forbindelse med generationsskifte, og de eksisterende bygninger blev sjældent ordentligt vedligeholdt. I et forsøg på at styrke erhvervet var der dog i 1965 indført formelle uddannelseskrav til nye landmænd som betingelse for etableringslån, nemlig i form af en treårs praktisk landmandsuddannelse – dog uden eksamen – plus ansættelse mindst to steder, herunder mindst et år hos fremmede, dvs. uden for forældrenes bedrift. I afventen på dét EF-medlemskab, som erhvervet satte så store forhåbninger til, var landbruget i udpræget grad kommet på offentlig støtte i 1960'erne. I begyndelsen af 1970'erne med helt op mod én mia. kr. om året.

Snart efter EF-medlemskabets ikrafttræden pr. 1. januar 1973 steg priserne da også som ventet betydeligt på især planteavlsprodukter, men ganske vist også i nogen grad på omkostningerne (foder og gødning). Landmændenes øgede indtægter blev hurtigt omsat i investeringer i nye staldbygninger og maskiner, og med den skyhøje inflation på op mod 15 procent årligt fra 1974-75 og nogle år frem var fristelsen stor til at optage flere lån til nyinvesteringer frem for at spare op, og så lade inflationen æde hovedparten af rente- og afdragsbyrden. Regeringen opmuntrede hertil, i 1977 med forhøjede etableringstilskud, forbedrede afskrivningsregler og en særlig ordning, så landmændene kunne låne penge i udlandet med statslig kursgaranti („K-lån”) – det hele i ikke ringe grad et resultat af de gode forbindelser, Landbrugsrådets præsident Arne Pilegaard Larsen i disse år havde etableret til Christiansborg, og ikke mindst til økonomiminister Per Hækkerup.

Hvad der er kaldt 1970'ernes danske „inflationslandbrug” gik da også rigtig godt en tid. Men allerede fra efteråret 1977 begyndte nedturen. Priserne på landbrugets produkter stagnerede, da tilpasningen til EF's prisniveau var afsluttet, og samtidig steg udgifterne til de importerede foderstoffer og gødning yderligere, især efter nye store olieprisstigninger i 1979. Det var tilstrækkeligt til at vælte læsset, både fordi der næsten ingen egenkapital var i gårdejendommene, og fordi der fra starten var indregnet underskud i driften. Samtidig steg både den hjemlige og den udenlandske rente, hvilket for mange landmænd betød, at de måtte låne dyre penge i banken til både foderindkøb, rentebetaling og endda privatforbruget.

Utilfredse landmænd dannede i november 1979 protestbevægelsen „Landbrugs Reform 1980”, LR-80, som i de følgende tre år mobiliserede flere tusinde landmænd til aktioner og demonstrationer imod udviklingen og den førte politik. Folketinget greb i 1980-82 ind i tre omgange med statsgaranterede gældssaneringslån, rentestøtte og yderligere K-lån, og ved udgangen af 1984 var næsten 8.000 sager godkendt om driftsøkonomisk genopretning af landbrugsbedrifter. Selv om kreditforeninger, banker, sparekasser og foderstoffirmaer gav afkald på nogle af deres penge i håb om at redde resten, endte gældskrisen i begyndelsen af 1980'erne ikke desto mindre med omkring 4.000 tvangsauktioner af gårde, betydelige tab til kreditorerne og ikke mindst masser af landmandsfamiliers ødelagte drømme.

Den urentable landbrugsproduktion søgtes modvirket gennem satsning på øget specialisering og industrialisering. Vejen hertil var uundgåeligt sammenlægning af mange af de små og mellemstore familielandbrug til større og mere effektive enheder, hvilket netop var hensigten med Landbrugsloven i sommeren 1978. Loven indebar, at ejendomme op til 75 hektar uden videre kunne sammenlægges, mens ejendomme over 100 hektar kunne samdrives eller sammenlægges ved dispensation. Samtidig søgte loven at opretholde en selvstændig landmandsstand og selvejet ved mere formaliserede uddannelseskrav („det grønne bevis”), strammere regler om bopælspligt, personligt ejerskab samt at mindst halvdelen af gårdejerens indtægter skulle komme fra landbruget. Det sidste blev der dog hurtigt givet mange dispensationer fra. Landbruget blev dermed i løbet af 1980'erne i stigende omfang et deltidserhverv med planteproduktion og helt uden husdyrhold, mens de resterende heltidslandmænd foruden betydelig planteproduktion typisk slog sig på masseproduktion af svin og/eller kyllingeopdræt.

Også landets andet store naturafhængige erhverv, fiskeriet, oplevede af såvel naturgivne, politiske, økonomiske som teknologiske årsager store omkalfatringer i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne. Gennem 1950'erne og især 1960'erne var danske fiskeres landing af industrifisk vokset eksplosivt, og udviklingen fortsatte i 1970'erne frem til midten af 1980'erne, da fiskeriet indbragte 1,3 mio. tons industrifisk, mod kun godt 60.000 tons i 1950. En stigende andel heraf var fjernfiskeri af sild i Nordsøen, men omkring 1970 skete der et dramatisk dyk i sildeforekomsterne her. De andre landes nordsøfiskere gav dansk overfiskeri skylden, mens de danske fiskere udpegede det højeffektive norske not-fiskeri siden midten af 1960'erne som hovedsynderen. Under alle omstændigheder kastede danske fiskere sig i stedet med stor energi over industrifiskeri af andre fiskearter, især i farvandet omkring Skotland, hvilket i 1977 førte til nye interessekonflikter med navnlig de britiske konsumfiskere, som fik bistand fra den engelske flåde og luftvåben til håndhævelse af fiskeriinspektionen.

EF-medlemskabets omfattende rammelægning for fiskeriet i 1970'erne er behandlet tidligere. Fiskerne selv opfattede ofte de EF-aftalte nationale restriktioner og kvotetildelinger som politikernes udsalg af dansk fiskeris interesser i en situation, hvor erhvervet netop i større omfang havde fået råd til at investere i større stålkuttere og mere effektivt og dyrt grej til dybhavsfiskeri, såsom tovtromler til trawlet, hydrauliske garnhalere og elektroniske fiskesøgningsinstrumenter (sonar, decca, netsonde). Både i 1975 og i 1978 protesterede fiskerne ved at gennemføre blokader af danske havne. Erhvervet opnåede ligesom landbruget en række støtte- og tilskudsordninger til strukturomlægninger, men måtte til gengæld underlægge sig omfattende kontrol, ubelejlige fiskestop og papirarbejde med daglige fangstjournaler m.v.

Også på anden vis var det frie fiskerierhverv i højere grad blevet underlagt styring udefra. I 1970 fastslog en voldgiftskendelse, at fiskeriorganisationerne, som hidtil havde rummet både arbejdsgivere og arbejdstagere, skulle indgå faglig overenskomst med Arbejdsmandsforbundet (DASF). Fiskeriforeningerne kviede sig, og der skete da heller ingen større ændringer i aflønnings- og afregningsprincipperne, men partsfiskerne og medhjælperne blev sikret en vis mindsteløn for deres arbejdsindsats, også selv om fiskeudbyttet på havet blev beskedent.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Landbrug og fiskeri i klemme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig