I Danmark som i den øvrige industrialiserede verden i Vest og i Øst var den rivende økonomiske vækst i 1950'erne og navnlig i 1960'erne foregået stort set uden blik for de langsigtede skader på natur og miljø, der kunne blive en følge af industriens og det stadig mere industrialiserede landbrugs voldsomt stigende og så godt som uregulerede udledning af giftige affaldsstoffer og insekt- og ukrudtsmidler i luften, jorden, søer, vandløb og havet. Ganske vist havde især de nordiske lande i sidste halvdel af 1960'erne indledt et samarbejde, koordineret af Nordisk Råd, mod forureningen og for naturbeskyttelse. Der havde dog mere været tale om beskrivelser og kortlægning af problemerne og deres omfang end om samlede planer og skridt til bekæmpelse af naturforureningen. Denne blev primært set som et lokalt og regionalt anliggende.
Efter et langt tilløb fortættedes imidlertid omkring 1969-70 den almindelige bevidsthed og offentlighedens krav både internationalt og i Danmark om, at der nu måtte gøres noget alvorligt ved problemerne. Man talte om en nærmest eksplosionsagtig omsiggribende stemning for, at udviklingen ikke længere kunne tolereres. Ord som miljøskandale og kommende miljøkatastrofer kom på flere og fleres læber. I Socialdemokratiets arbejdsprogram fra 1969 var der for første gang et afsnit om natur og forurening, hvori der argumenteredes for en udvidelse af naturfredningsbegrebet til at omfatte lovindgreb mod den tiltagende forurening af naturen. I november 1969 nedsatte VKR-regeringens forureningsudvalg et midlertidigt forureningsråd, der dels skulle forestå en systematisk kortlægning af landets forureningsproblemer, dels komme med forslag til, hvordan den fremtidige organisering af forureningsbekæmpelsen skulle foregå. Resultatet af arbejdet blev i de følgende par år en lang række offentlige rapporter om jord-, luft- og vandforureningen i Danmark, og i efteråret 1971 oprettede den nye socialdemokratiske regering et særligt Ministerium for Forureningsbekæmpelse under ledelse af Jens Kampmann (S), som året efter desuden oprettede en særlig Miljøstyrelse.
I mellemtiden var erkendelsen af miljøproblemernes nationale og internationale omfang også ved at slå igennem. I juni 1972 afholdtes FN's første miljøkonference i Stockholm, og umiddelbart efter udkom i dansk oversættelse den såkaldte Romklubs opsigtsvækkende og debatskabende rapport „Grænser for vækst”, som advarede imod et globalt økologisk sammenbrud, såfremt de industrialiserede forbrugersamfunds hidtidige miljøblinde økonomiske vækstkurs fortsatte uændret. En dansk øjenåbner var ulykken i Simmersted ved Haderslev i januar 1972, da en væltet tankvogn med 20 tons fenol forgiftede de lokale åers fisk og drikkevandet, så 100 af de nærmeste beboere måtte evakueres. Det tog over fire måneder at normalisere situationen, idet myndighederne ikke mindst lokalt var helt uforberedte på en forureningsulykke af denne karakter. En af konsekvenserne af Simmersted-ulykken blev derfor opbygningen af et mere effektivt lokalt miljøberedskab.
Det sidste blev også fremmet med Folketingets vedtagelse af den første lov om miljøbeskyttelse i maj 1973 med ikrafttræden i 1974. Samtidig ændrede ministeriet navn til Miljøministeriet. Miljøloven var dog et flertalsforlig alene mellem Socialdemokratiet og De Konservative. Venstre, De Radikale og SF undlod at stemme for loven, fordi deres ændringsforslag alle blev nedstemt. SF ønskede mere vidtgående indgrebsmuligheder over for forurenende virksomheder, mens R og især V og landbrugets organisationer ønskede større erstatning til lovligt etablerede virksomheder, som ramtes hårdt af loven. Regeringen havde sikret sig De Konservatives støtte til loven ved bl.a. at acceptere partiets og Industrirådets krav om at placere et særligt Miljøankenævn over Miljøstyrelsen, sammensat af sagkyndige udpeget af erhvervslivet og Miljøstyrelsen.
Loven var en rammelov, hvis hovedprincipper skulle udfyldes af Miljøstyrelsen, kommunerne og interesseorganisationerne. Loven indebar bl.a., at nye virksomheder skulle miljøgodkendes, at kommunerne havde hovedansvaret for miljøtilsynet, at der skulle laves samlede regionale planer for spildevandsudledning m.v., at forureneren selv skulle betale, samt at miljøinteresserne skulle afvejes mod de økonomiske interesser. Afvejningsprincippet, som også var et konservativt krav, blev kritiseret af især miljøaktivister, som mente, at det i praksis gav mulighed for at sætte hensynet til f.eks. arbejdspladser over miljøet. Aktivisterne i Danmarks første miljøgræsrodsbevægelse, NOAH, som var blevet dannet i 1969 af nogle universitetsstuderende på bl.a. naturfag, anså ellers miljøloven for et betydeligt fremskridt og et politisk skift fra generel forureningstilladelse til regulering af og kontrol med forureningen. Det tydelige lokale element i loven gav desuden de spirende miljøgrupper rundt om i landet mulighed for indflydelse.
Det viste sig dog efterhånden i praksis, at flere af miljøbeskyttelseslovens principper ikke så let lod sig realisere fuldt ud. Det lokale tilsyn var mange steder svagt, og 'forureneren-betaler-princippet' blev ikke altid håndhævet. Medvirkende hertil var, at hensynet til bevarelsen af forurenende virksomheders arbejdspladser kom til at spille en større rolle, da den økonomiske krise slog igennem i årene efter olieprisstigningerne i 1973. Krisen medførte samtidig et pres for sænkede offentlige udgifter, og dette gik fra 1976 ud over kommunernes hidtidige hovedindsats imod forureningen, nemlig bygningen af lokale vandrensningsanlæg. Det var navnlig et problem, fordi 1970'ernes miljøindsats netop primært bestod i at lede forureningen bort fra de nære, lokale omgivelser via – groft sagt – højere skorstene og længere kloakrør. De her nævnte problemstillinger og dilemmaer var alle til stede i de miljøsager, der prægede perioden og vakte opsigt blandt miljøorganisationer, medier og befolkning, nemlig store og stærkt forurenende virksomheder som Superfos i Fredericia, Cheminova på Harboøre Tange i Vestjylland, Grindstedværket i Midtjylland, Kemisk Værk Køge, Proms Kemiske Fabrik i Sydsjælland og Sojakagefabrikken på Islands Brygge i København.
Bortset fra Fremskridtspartiet var der dog bred enighed i Folketinget om den konkrete miljølovgivning i 1970'erne, bl.a. vedrørende bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald, kemiske stoffer generelt, samt genanvendelse af papir og emballage. I øvrigt skete der også i løbet af tiåret et gennembrud for forbedringen af det, der undertiden blev kaldt det 'indre miljø', dvs. arbejdsmiljøet på virksomheder og arbejdspladser. I 1972 nedsatte regeringen en såkaldt Arbejdsmiljøgruppe, som skulle forberede et nyt lovgrundlag for „arbejderbeskyttelse”, som det hed indtil da, dvs. de påvirkninger fra fysiske, kemiske, biologiske, sociale og psykiske forhold, man er udsat for på sit arbejde. Den øgede opmærksomhed på arbejdsmiljøproblemerne i begyndelsen af 1970'erne skyldtes bl.a. den almindelige nedslidning på arbejdspladserne, de tidligere omtalte 'vilde strejker', udviklingen inden for socialmedicinen samt såkaldte fagkritiske rapporter, som blev til i samarbejde mellem kritiske universitetsstuderende og dele af fagbevægelsen. Det foreløbige resultat blev vedtagelsen af Arbejdsmiljøloven i 1977, en rammelov, som primært adskilte sig fra den gamle Arbejderbeskyttelseslov fra 1954 ved, at forhold nu kunne anses for ulovlige, selv om de ikke udtrykkeligt var omtalt i loven; de tilsynsførende kunne altså selv foretage et skøn.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.