De venstreradikales univers

Men hvem var i udgangspunktet de mange unge oprørske aktivister, og hvad bevægede dem, deres efterhånden vidt forskellige veje til trods? Det er naturligvis umuligt at sætte alle på én formel. Der var tale om en ganske broget flok, og det er værd at huske på to ting: For det første var de en del af en nærmest universel protest- eller oprørsbevægelse blandt unge i hele den vestlige verden i disse år. Og for det andet udgjorde de hele tiden kun et forholdsvis beskedent mindretal af den samlede ungdomsgeneration.

De allerfleste af oprørerne var, med forfatteren Jacob Holdts tilbageskuende formulering på 30 års afstand, „forvildede, fanatiske, idealistiske, retfærdighedssøgende, medfølende, vrede og især drømmende unge mennesker”. Og næsten alle var de under uddannelse. De var børn af den generation, som var vokset op i 1920'ernes og 1930'ernes krise- og mangelsamfund, og som havde oplevet 1950'ernes og især 1960'ernes enorme materielle velstandsstigning og udbygning af velfærdssamfundet. Den unge generation tog i modsætning til forældrene den materielle tryghed for givet, og den deltog samtidig i den såkaldte uddannelseseksplosion i 1960'erne. En længerevarende uddannelse var ikke længere et privilegium for de riges børn, og den bredere rekruttering gav mange flere unge mulighed for og overskud til at erhverve sig viden og kritisk indsigt i, hvordan verden hang sammen – eller måske netop ikke hang sammen. For disse unge syntes alle muligheder åbne. Alle etablerede grænser kunne – og burde – overskrides. „Vær realist – kræv det umulige!”, lød et typisk slagord.

Den nye ungdomskultur og de nye livsformer, som ledsagede beat- og rockmusikken fra midten af samme tiår, ofte også med brug af hash og andre såkaldt bevidsthedsudvidende stoffer, gav mange unge nye erfaringer, som var helt fremmede for forældregenerationen. Dén blev af de unge set som snævertsynet materialistisk og med manglende udsyn til den vide verden. Den kolde krigs traditionelle sort-hvide verdensbillede forkastede de unge også: USA's halve million soldater i Vietnam forsvarede ikke Danmarks og den øvrige frie verdens sag mod kommunismen, men var en neoimperialistisk krig mod et halvkolonialt folks frigørelseskamp. Sovjetunionen og dens østeuropæiske klientstater var vel at mærke ikke noget tiltrækkende alternativ for 'det nye venstre', som anså disse lande for at være bureaukratisk-forstenede og diktatoriske statskapitalistiske samfund. Aktivister fra 'det nye venstre' havde i modsætning til det gamle venstre, dvs. de Moskva-loyale kommunister i DKP, været blandt de første demonstranter foran den sovjetiske ambassade i København, da Warszawapagten i august 1968 invaderede Tjekkoslovakiet og satte en stopper for liberaliseringsforsøget dér, som ville skabe „socialisme med et menneskeligt ansigt”.

Alligevel voksede afstanden hurtigt mellem på den ene side de antiautoritære 'blomsterbørn' og på den anden side de mere målrettet politisk tænkende. De førstnævnte var f.eks. med på den anarkistisk inspirerede Thy-lejr, der første gang blev afholdt i 1970, eller de var med til i 1971 at udråbe „Fristaden Christiania”i København. De sidstnævnte organiserede sig derimod stramt i politiske partier eller partilignende grupperinger, og det var også dem, der vedholdende stillede de mobiliserende spørgsmål: Hvordan rimede det, at Danmarks officielt vigtigste allierede via NATO i forsvaret for demokrati, frihed og menneskerettigheder var den højteknologiske supermagt USA, som under både en demokratisk og en republikansk regering og præsident havde sendt op til en halv million af sine soldater om på den anden side af jordkloden til et fattigt sydøstasiatisk bondeland for, i erklæret kamp mod diktatur og ufrihed, at slå mange hundredtusinder af dets indbyggere ihjel ved tæppebombninger fra luften, afbrænding af landsbyer med napalm og dioxinforgiftning af naturen? Hvordan rimede det, at USA ydede aktiv militær og økonomisk støtte til de menneskefjendske apartheidregimer i det sydlige Afrika, til det NATO-allierede diktatur i Portugal og dets blodige kolonikrige tre andre steder i Afrika, og til det ligeledes NATO-allierede Grækenlands militærdiktatur? Og til stribevis af andre mere eller mindre højreekstreme militærdiktaturer i Asien (bl.a. Indonesien), i Afrika og i Latinamerika, som havde tortur og drab på sammenlagt andre hundredtusinder af mennesker på samvittigheden? Og som oven i købet stod i spidsen for og organiserede et globalt økonomisk system, som producerede så meget socioøkonomisk skævhed, at et tocifret antal millioner børn og voksne på de tre kontinenter i Syd hvert eneste år døde af fattigdom, sygdom og sult? Kunne dette system virkelig være bedre end „kommunismen og dens internationale agenter”, hvis bekæmpelse åbenbart retfærdiggjorde de vestlige eller vestligt støttede skurkestreger?

Det rimede aldeles ikke, mente mange utålmodige unge, som stræbte efter global socioøkonomisk retfærdighed. De blev „antiamerikanske” i den forstand, at de kun kunne se USA's demokratiske og liberale idealer som rent hykleri og dække over imperiale strategiske og økonomiske interesser. Samtidig var de dog selv en del af den amerikanisering, der gennemtrængte Danmark og resten af Vesteuropa efter Anden Verdenskrig: De var dybt påvirkede af og beundrede amerikansk ungdoms- og musikkultur, de gik i cowboybukser, og de allierede sig ikke med Østblokken, men derimod med dét „andet Amerika”, som var stort set lige så kritisk over for USA's udenrigspolitik, som de selv var.

Men nogle af de letbevægelige og måske til dels og ubevidst religiøst motiverede unge gik videre i deres higen efter de rene politiske og sociale friheds- og lighedsidealer, som USA efter deres opfattelse så åbenlyst havde svigtet. En del af dem så over mod de oprørske unge i kulturrevolutionens Kina under Mao Zedong, som opfordrede til at „gøre oprør mod hovedkvarteret”og nedbryde sociale privilegier og egennytte. Mao og hans unge „rødgardister” fordømte samtidig i de skarpeste vendinger ikke blot USA's internationale adfærd, men også dén forstenede „Sovjet-revisionisme”og aggressive „social-imperialisme”, som ifølge kineserne havde forrådt de oprindelige kommunistiske ligheds- og frigørelsesideer såvel indadtil som udadtil. En del af partiet Venstresocialisterne (VS) så med nogen sympati i denne retning, mens mere dogmatisk sindede samlede sig i én af de små, mere eller mindre Kina-tro og i egen forestillingsverden „partiforberedende” grupperinger. De navngav sig med for udenforstående forvirrende og uforståelige bogstavkombinationer, hvori ordet „kommunistisk” som regel indgik på den ene eller anden måde: Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister (KFML) (fra 1976: Kommunistisk Arbejderparti (KAP)), Marxistisk-Leninistisk Enhedsfront (MLE) (fra 1977: Danmarks Kommunistiske Parti marxister-leninister (DKPm-l)), Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister (KAm-l). Andre proklameret revolutionære smågrupper som Kommunistisk Forbund (KF) og det trotskistiske Socialistisk Arbejderparti (SAP) tog afstand fra de såkaldte maoistiske grupperingers 'stalinisme'.

Borgerlige og socialdemokratiske kræfter og medier hævdede, at virkeligheden bag Mao-styrets kulturrevolutionære facade, trods de mange ideologiske paroler om 'massekritik' og 'proletarisk demokrati', også – og snarere – var en ny form for totalitær manipulation og undertrykkelse af anderledes tænkende. Men hvorfor tro særlig meget på den slags, når det hyppigst kom fra de selvsamme personer, som notorisk bagatelliserede, undskyldte, benægtede eller løj, når det gjaldt den grumme virkelighed bag USA's militære og politiske engagementer i Indokina og i Indonesien, i det sydlige Afrika, mange steder i Latinamerika, i Grækenland osv.? Når det eneste sted, en tilbundsgående kritik af Danmarks store allierede USA's udenrigspolitik i disse områder af verden kunne udfoldes, var på den yderste venstrefløj, hvorfor så ikke tilslutte sig dén?

Sådan ræsonnerede mange af de helt unge, som i begyndelsen af 1970'erne gik ind i de forskellige venstre-ekstreme miniorganisationer. De mente at have indsigt i „historiens nødvendighed”, og deres erklærede, strategiske målsætning var derfor gennem en „bevidstgørelse” af arbejderklassen og dens allierede samfundsklasser at skabe flertal for en, om nødvendigt væbnet, socialistisk revolution under ledelse af et avantgardeparti af marxistisk og/eller leninistisk tilsnit. Efterfølgende skulle indføres et „proletariatets diktatur”, dvs. et „proletarisk rådsdemokrati”, som skulle være langt mere demokratisk end det parlamentariske system. Det „borgerlige demokrati”var nok et gode og et fremskridt, men i sidste ende ville det altid være begrænset af, og et dække over, kapitalens diktatur. Hvordan revolutionen konkret skulle foregå, og hvordan det socialistiske samfundssystem skulle indrettes efter revolutionen, var det altid svært at få konkretiseret. Sandheden var formentlig, at de pågældende organisationers medlemmer og sympatisører kun gjorde sig få og uklare og under alle omstændigheder lidet realistiske tanker herom. De var derfor ikke uden grund sårbare og svævende, når journalister og politiske modstandere med forkærlighed borede i disse spørgsmål, specielt i valgkampene.

Der var mange nuancer og forskelle, nogle af dem ikke uvæsentlige, i de venstreradikales standpunkter og analyser, og alle var bestemt ikke lige dogmatiske. Men i praksis lå mange af dem, ligesom den modsatte fløj, i nogen grad under for en af den kolde krigs mest udbredte tanke- eller logikformer: nedtoning af eller blindhed over for overgreb i ens egen 'lejr'. Begrundelsen var, at modparten nok var (endnu) værre, og at det ville skade ens egen lejrs sag at indrømme eller tale højt om mulige 'egne' overgreb. Lejrtænkningens og den villede blindheds konsekvens i alle lejre var, hvad der er blevet kaldt 'den loyale tavshed'. Et af de mest famøse eksempler var KAP's lange stilhed om folkemordet i Pol Pots Cambodja i sidste halvdel af 1970'erne, omend KAP i kraft af et mere kompliceret udslag af koldkrigslogikken i denne sag delte sin diskretion med USA's og andre vestlige regeringer. Pol Pots Cambodja var nemlig ligesom USA fortsat fjendtligt over for nabolandet Vietnam.

Var de venstreradikale grupperinger umiddelbart farlige for den demokratiske samfundsorden? Et blik på debatten årtier senere om 1970'ernes og de tidlige 1980'eres yderste venstrefløj kunne give dét indtryk. Politiets Efterretningstjeneste (PET) holdt i hvert fald særdeles godt øje med dem og registrerede dem utvivlsomt omhyggeligt, også selv om registrering efter en officiel regeringserklæring i september 1968 ikke længere var tilladt „alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed”. Erklæringen blev afgivet efter pres fra de radikale medlemmer af regeringen, herunder statsminister Baunsgaard, selv om den efter topembedsmænds opfattelse var på kant med Danmarks NATO-forpligtelser. Med eller uden politisk godkendelse valgte PET da også, ligesom Forsvarets Efterretningstjeneste (FET), at lægge vægten på ordet „alene”, ikke på ordet „lovlig”, hvilket åbnede en ladeport for de registreringer, man fortsat anså for nødvendige. PET destruerede i øvrigt ikke som offentligt meddelt af justitsminister Knud Thestrup i 1970 alle sine gamle kartoteker, men mikrofilmede dele af dem og sendte kopier i sikkerhed til den danske ambassade i Washington.

En samlet vurdering af de venstreradikale må under alle omstændigheder medtage følgende momenter. For det første oversteg grupperingernes samlede, aktive medlemsskare imidlertid aldrig nogle få tusinde, som næsten udelukkende var helt unge og yngre mennesker. Det absolutte højdepunkt blev nået ved folketingsvalget i december 1979, da VS fik 116.000 stemmer (3,7 procent) og seks mandater, mens Kommunistisk Arbejderparti (KAP) fik 13.000 stemmer, mindre end en halv procent af stemmerne og langtfra nok til repræsentation i Folketinget. Allerede ved folketingsvalget i 1981 var KAP reduceret til ca. 4.000 stemmer, mens VS var tilbage på 83.000 stemmer (2,7 procent) og fem mandater ligesom ved valget i 1977.

For det andet brugte mange af grupperingerne, som sekter har for vane, en meget stor del af deres kræfter på at afgrænse sig fra og bekæmpe hinanden, både ideologisk-teoretisk og i praksis. For det tredje tog de alle, bortset fra nogle få og isolerede individer, udtrykkeligt afstand fra europæiske terroristgrupper som Baader-Meinhof i Vesttyskland og De Røde Brigader i Italien. Der var derimod bred sympati for antikoloniale befrielsesbevægelsers kamp mod diktatoriske – ofte amerikansk eller sovjetisk støttede – regimer i den tredje verden og med væbnede palæstinensiske organisationers forsøg på at gøre verden opmærksom på undertrykkelsen af det palæstinensiske folk og dets rettigheder; de færreste kunne dog acceptere brugen af individuel terror mod uskyldige civile i sagens tjeneste. Mange afviste også – i øvrigt på linie med et flertal af verdens lande i FN's Generalforsamling i disse år – Israels ret til at eksistere som en zionistisk stat på det foreliggende grundlag, og den antizionistiske retorik blev af nogle ligefrem opfattet som udtryk for en ny form for antisemitisme. For det fjerde var alle de venstreradikale nok stærke NATO-modstandere, men de ville givetvis have taget kampen op imod en eventuel sovjetisk invasionsstyrke i Danmark i tilfælde af krig, sandsynligvis i modsætning til det særdeles Moskva-loyale DKP, hvis virksomhed delvis blev finansieret af midler direkte fra Sovjetunionen.

Og sidst, men ikke mindst, undervurderede de venstreradikale fundamentalt det danske politiske systems og den socialliberale velfærdsstats historiske styrke og rødder i befolkningens parlamentarisk-demokratiske sindelag. Et sindelag, som de unge venstreradikale naturligvis også selv dybest set havde rødder i, men som nogle af dem i en periode mere eller mindre fortrængte, ikke mindst under indtryk af dramatiske og voldsomme internationale begivenheder. En til dels forståelig ungdommelig mangel på historisk viden og historisk dybdeperspektiv spillede også ind her. De dogmatisk venstreradikale grupperingers samfundsanalyser og partimodeller var hentet direkte og ufordøjet fra en helt anden historisk og geografisk virkelighed end den, de selv virkede i, og deres mildt sagt fjerne mål og idealer i forhold hertil forblev en afgørende blokering for, at de kunne vinde politisk fodfæste i bredere kredse uden for visse uddannelsesinstitutioner og andre ungdomsmiljøer. Fra omkring 1980 begyndte mange af grupperingerne at smuldre. Medlemmerne sivede, og nogle af de tidligere ledende tog selvopgør.