Umiddelbart efter valget i 1973 kunne to absolutte modsætninger i aktuel dansk politik, Knud Jespersen (DKP) og Erhard Jakobsen (CD), glæde sig i hinandens selskab over, at de begge var blevet indvalgt i Folketinget. Nogen tid forinden havde Erhard Jakobsen beroligende udtalt om den yderste venstrefløj, at man ikke skulle tro, at disse „styrvoltere” (J. O. Krags betegnelse) til venstre for Socialdemokratiet ville kunne organisere et nyt og andet samfund – „for det kan de ikke”, var Erhard Jakobsen overbevist om.

.

Erhard Jakobsen i marts 1976 ved sin „lyttecentral”, hvor særligt aktive blandt de 15.000 medlemmer af „Aktive lyttere og seere” optog på bånd, hvad der efter deres opfattelse var kontroversielle radio- og tv-programmer, så deres ensidighed bagefter kunne dokumenteres. Især Danmarks Radios ungdomsprogrammer, bl.a. „P4”, var skydeskive for Erhard Jakobsens kritik, og den havde en vis virkning: Programmedarbejder Erik Thygesen blev fyret fra DR i begyndelsen af 1974, og der blev indført „publiceringsregler” for journalister i DR. En Gallup-undersøgelse i 1970 havde vist, at kun 22% af seerne fandt TV-Avisen venstreorienteret, mens 75% ingen tendens så i den. Men fra midten af 1970'erne og frem syntes nye undersøgelser at vise, at flere delte Erhard Jakobsens syn på DR. I 1976 støttede 47% af de adspurgte mere eller mindre hans kritik, mens kun 23% var direkte uenig i den. Det var „det tavse flertal”, der talte, mente Erhard Jakobsen.

.

Bo Bojesen viste med denne tegning i årets udgave af Blæksprutten, hvor det kunne bære hen, efter at pædagoger i visse børneinstitutioner i 1971 var blevet kritiseret for angiveligt at påvirke børnene i venstreorienteret retning, bl.a. ved at fortælle dem om Mao Ze-dong og Kinas 'bondekommunisme'. Tegning i Blæksprutten 1972.

.

Det var slet ikke kun på universiteterne og de højere uddannelsessteder, anklagerne til tider føg i 1970'erne om marxistisk indoktrinering og venstreorienteret meningstyranni. Også i folkeskolen og i Danmarks Radio blev ansatte, dvs. lærere og programmedarbejdere, beskyldt for forsøg på ensidig påvirkning af sagesløse børn, unge og voksne.

I 1972 offentliggjorde Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (DASF) ganske vist en undersøgelse, „Skolebøgernes indhold”, som på grundlag af et bredt udsnit af de mest anvendte lærebøger i bl.a. historie og samfundsorientering konkluderede, at skolebøgernes indhold i hvert fald ikke understøttede påstande om en venstreorienteret dominans i undervisningen. Tværtimod viste undersøgelsen, at skolebøgerne generelt gav et idealbillede af et homogent samfund i balance og harmoni, hvor direkte social nød var noget, folk selv var ude om, og hvor arbejderbevægelsen og dens indsats kun optrådte sporadisk.

Men det var altså også lærerne snarere end skolebøgerne, kanonerne blev rettet imod. Undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensen advarede i oktober 1974 under stor offentlig opmærksomhed imod „yderliggående marxistiske lærertyper”, som visse steder prægede folkeskolen og sågar også børnehaver. Tiden var inde til, erklærede direktøren, at der blev sat ind „mod tyranniet, mod fanatismen, mod indoktrineringen” og mod misbruget af skolen og børnene til ensidig politisering. Kristeligt Folkepartis leder Chr. Christensen rettede en varm tak til Baunsbak-Jensen, og visse steder i Vestjylland taltes der om at fyre venstreorienterede lærere. Andre hævdede i øvrigt samtidig ikke helt uden grund, at mange af de uddannelsessøgendes interesseorganisationer – skoleelevernes, gymnasiasternes, lærlingenes – efterhånden var under DKP's eller dets velorganiserede ungdomsfløj DKU's indflydelse.

Undervisningsminister Tove Nielsen (V) erklærede sig enig i Baunsbak-Jensens kritik, mens hendes socialdemokratiske forgænger Ritt Bjerregaard kaldte direktørens udtalelser ærekrænkende for den danske lærerstand og efterlyste konkrete eksempler på misbrug. Dem kneb det dog noget med at fremdrage, og både Lærerforeningens formand Jørgen Jensen og fhv. undervisningsminister K. Helveg Petersen erklærede, at selv om de enkeltstående tilfælde af forsøg på ensidig påvirkning, som faktisk blev anført, naturligvis var uacceptable, havde undervisningsdirektøren afsporet den vigtigste debat, nemlig den om folkeskolens målsætning under nutidens ændrede samfundsforhold.

Netop denne debat var foregået siden slutningen af 1960'-erne, da udvalgsbetænkningen til forberedelse af en ny folkeskolelov anbefalede, at 8. og 9. skoleår blev gjort obligatorisk, primært begrundet med en klart påvist sammenhæng mellem skolegangens længde og forældrenes sociale status. Denne sammenhæng lagde særligt Socialdemokratiet vægt på, ligesom partiet ønskede den hidtidige 'sorteringsskole' med opdeling af eleverne efter 5. klasse i en almen og en boglig linie erstattet af en enhedsskole med differentiering af undervisningen i stedet for af eleverne. Også socialdemokratisk kritik af karaktersystemets fremme af konkurrencementalitet på bekostning af samarbejde var et væsentligt tema i debatten om revisionen af folkeskoleloven, som med forbehandlinger og udsættelser under både VKR-regeringen, den efterfølgende socialdemokratiske og den 'smalle' Venstre-regering strakte sig helt frem til 1975, da loven blev vedtaget med bredt flertal under den nye socialdemokratiske regering.

Den nye lov afskaffede realeksamen og indførte ni års obligatorisk skolegang med et valgfrit 10. år, mens det blev op til de lokale skolemyndigheder at afgøre, om alle fag i de ældste klasser skulle være udelte. Det viste sig dog snart, at den helt udelte skole blev det almindelige. Til gengæld for denne sejr for de socialdemokratiske synspunkter blev karaktersystemet fastholdt og endda udvidet, således som de borgerlige partier ønskede. Folkeskolens formålsparagraf blev ændret, så gamle formuleringer i et cirkulære fra 1960 – som var en gentagelse af en bekendtgørelse tilbage fra 1941 – gled ud. Det gjaldt målsætningen om, at skolen bl.a. skulle styrke børnenes „følelse af fællesskab mellem folkene og samhørighed med de andre nordiske folk” og deres „sans for de etiske og kristelige værdier”, ligesom formuleringer om oplæring til pligtfølelse, sund disciplin og god opførsel udgik. I stedet hed det i den nye lov bl.a., at skolen skulle opøve elevernes evne til selvstændig vurdering og stillingtagen og forberede dem til medleven, medansvar og medbestemmelse i et demokratisk samfund; skolen skulle løse sine opgaver i samarbejde med forældrene. Loven indebar bl.a., at undervisningen i kristendom ikke længere skulle være forkyndende, men oplysende, samt at geografi- og historieundervisningen blev nedprioriteret. Selv om lovens ordlyd var et kompromis mellem venstre og højre side i Folketinget, var indflydelsen fra det antiautoritære ungdomsoprør og den reformpædagogiske kritik af den „sorte terpeskole” umiskendelig. De friere omgangsformer havde i øvrigt medvirket til, at man allerede i 1970'ernes første halvdel var begyndt at sige 'du' til hinanden i skoler og på arbejdspladser.

Der var ikke den store begejstring for loven hos Centrum-Demokraterne, hvis folketingsgruppe var splittet ved afstemningen om den. Siden 1972 havde partilederen Erhard Jakobsens „Aktiv Lytterkomité” (fra 1976 „Aktive Lyttere og Seere”) med flittig brug af egne båndoptagelser holdt øje og øre med Danmarks Radios programmer og medarbejdere, der i højt toneleje blev beskyldt for ikke at leve op til DR's målsætning om alsidighed, upartiskhed og fairness. Det var især DR's børne- og ungdomsprogrammer, der af Erhard Jakobsen blev anklaget for ensidig venstreorientering og manipulation. En række DR-medarbejdere lagde ikke skjul på deres samfundskritiske indstilling eller på, at denne uundgåeligt også prægede de programmer, de producerede. Bakket op af DR's ledelse forsvarede de sig med, at de afspejlede tidsånden, dvs. de politiske, sociale og kulturelle tendenser og brydninger, som ledsagede moderniseringen af det danske – ligesom alle andre vestlige – samfund i disse år. Desuden blev det med henvisning til de officielle retningslinier for DR's programvirksomhed påpeget, at alsidighedsforpligtelsen drejede sig om den samlede sendeflade, ikke om den enkelte udsendelse. Så man på hele programudbuddet i radio og tv over en periode og ikke blot på enkeltprogrammer eller enkelte indslag, således som kritikken havde tendens til, var den politiske balance og alsidighed i DR ikke anfægtet.

Ligesom kritikken af folkeskolen var kritikken af Danmarks Radio i nogen grad en reaktion imod det tab af autoritet og den uvante respektløshed, det etablerede Danmark og dets institutioner – kernefamilien, kønsrollerne, seksualmoralen, kirken, kongehuset, forsvaret, NATO, EF osv. – blev udsat for i kølvandet på ungdomsoprøret, også i den offentlige institution, som DR var. Den tid var forbi, hvor ledende politikere og ministre som i 1950'erne og 1960'erne kunne møde op til interviews i radio- og tv-studiet med et forberedt manuskript i hånden og stole på journalister, som ikke stillede kritiske eller ubehagelige spørgsmål. Det var et af de første brud med denne tradition, der i 1968 havde fået fhv. kirkeminister Jens Sønderup (V) til at tale om visse DR-journalister som „røde lejesvende”. En udtalelse, som fik de pågældende journalister til at anlægge – og vinde – en retssag for æreskrænkelse.

Medvirkende til politiseringen af debatten i 1970'erne var, at der med den nye radiolov i 1973 kom flere folketingspolitikere ind i DR's styrende organ Radiorådet, samtidig med at Programudvalget, der hidtil havde varetaget den overordnede planlægning af programmerne, blev nedlagt. Samlet betød loven derfor, at Radiorådets dagsorden i stigende grad blev præget af de politiske partiers interesse for at forholde sig til det magtfulde medies programvirksomhed. Erhard Jakobsens medlemskab af Radiorådet fra 1974, hvor hans kritik fik helhjertet støtte af den konservative Elisabeth Krog og også af Fremskridtspartiets repræsentant, bidrog selvsagt til denne udvikling. Bortset fra disse to stod Erhard Jakobsen imidlertid oftest ganske isoleret i Radiorådet, hvor de borgerlige partier ellers havde solid repræsentation. Den bombastiske tone og skæret af intolerance i Erhard Jakobsens debatform harmonerede dårligt med traditionelle borgerligt-liberale idealer, og den havde desuden ofte den stik modsatte effekt af den ønskede: DR's medarbejdere stod sammen mod, hvad flertallet af dem opfattede som urimeligheder, og de afviste at komme med indrømmelser selv i de konkrete tilfælde, hvor der kunne være et vist hold i kritikken for ensidighed.

De øvrige medlemmer af Radiorådet, inklusive den liberalt orienterede rådsformand Jørgen Kleener, blev relativt hurtigt slået af, at CD-lederens kritik af DR-programmerne var helt anderledes spag og lavmælt i den del af Radiorådets møder, der var lukkede, end i dets åbne møder og uden for Radiorådet. At Erhard Jakobsens formål med hele debatten om indoktrinering i skoler og i Danmarks Radio måske ikke kun var omsorg for børn, lyttere og seere, men også partitaktisk at profilere CD politisk og maksimere partiets stemmetal, fik mange vælgere indtryk af under afslutningsdebatten i tv før folketingsvalget i februar 1977. CD stod efter det store mandattab ved 1975-valget kun med fire mandater, og ifølge meningsmålinger var disse nu også stærkt truet. I de sidste minutter af tv-debatten, da ingen kunne svare igen, trak Erhard Jakobsen, hvad Anker Jørgensen bagefter kaldte hans „tryllekunstnertrick” – senere kaldet „Erhards hvide kanin” – frem i form af et klagebrev fra forældrene til et barn i en Albertslund-skole, hvor en 9.-klasse angiveligt havde brugt et halvt år af historietimerne på den russiske og den cubanske revolution. Forargelsen var stor, både på Erhard Jakobsens side og på hans modstanderes, men resultatet var, at CD ved valget imod alle forventninger gik frem fra 4 til 11 mandater.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Indoktrineringsdebat og hvide kaniner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig