Pansrede mandskabsvogne fra de sovjetiske flådestyrker kører i land på den polske østersøkyst under Warszawapagt-manøvren Sojuz-81, marts 1981. Gennem 1970'erne intensiverede Warszawapagten og især Polen træningen af sine invasionsstyrker med omfattende landgangsøvelser. Danmark tog regelmæssigt de nærgående østlige flådeøvelser op i kontakter med Østlandene, men tilsyneladende uden større effekt.

.

Forsiden af en af de få længere, offentligt tilgængelige trusselsvurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i 1978. FE havde efterhånden et ganske præcist billede af den østlige militære trussels omfang, herunder af den store rolle, de polske styrker var tildelt i erobringen og besættelsen af Danmark i tilfælde af en storkrig i Europa. Billedet er stort set blevet bekræftet af de i dag tilgængelige dele af de østtyske Warszawapagt-arkiver.

.

Forsiden af Jacob Holdts foto- og rejseskildring Amerikanske billeder, som ved slutningen af 1970'erne var blevet solgt i langt over 50.000 eksemplarer. Bogens stærke kritik af fattigdommen i USA og dens indfølende portrætter af de skæve og stærke menneskelige eksistenser, fattigdommen skabte, var med til at præge mange danskeres billede af USA i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne. Holdt brugte først mange af bogens billeder og tekster i et flere timer langt lyd- og diasshow, som han fra midten af 1970'erne turnerede rundt med på danske skoler, og som i andre versioner blev vist i landets biografer.

.

Forsvarsminister Kjeld Olesen under inspektion af æresgarden foran det britiske forsvarsministerium i forbindelse med et besøg i London, marts 1972. Kjeld Olesen var shippinguddannet, men blev som 22-årig i 1954 ansat som sekretær i Atlantsammenslutningen, der drev oplysningsvirksomhed om NATO. Fra 1956 til 1969 var han ansat som partifunktionær i Socialdemokratiet, fra 1966 medlem af Folketinget og fra 1971 forsvarsminister.

.

Et af det danske flyvevåbens 58 nye F-16-jagerfly over Lillebæltsbroen i begyndelsen af 1980'erne. Med en aktionsradius på 1.000 km og dobbelt lydhastighed var det højteknologiske F-16-fly, som også var i stand til at fremføre atomvåben, det mest offensive våben, det danske forsvar nogensinde havde rådet over. I kontrakten om flykøbet i 1975 indgik en såkaldt kompensationsaftale om, at en del af produktionen af flyets komponenter skulle foregå på danske virksomheder.

.

Statsminister Anker Jørgensen lytter til USA's præsident Gerald Ford i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus i Washington, november 1975. Både her og ved en tidligere samtale under NATO-topmødet i maj 1975 bestræbte de to parter sig på at genskabe det varme og venskabelige officielle forhold mellem USA og Danmark, som i de foregående år havde været lidt afkølet især pga. Vietnamkrigen, der sluttede endeligt i april 1975.

.

Forsvarsminister Orla Møller på en pressekonference i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles i januar 1977 efter et møde på dansk initiativ med forsvarsministrene fra Norge, Holland og Belgien. De fire lande havde indgået „århundredets våbenhandel” i 1975 om køb af i alt 348 F-16-jagerfly, men efter dansk opfattelse havde især danske firmaer ikke fået den lovede andel af de penge, der skulle komme ind på medproduktionen af flyene. Danmark fik på mødet de tre andre lande med til at true med ikke at deltage i handelen, hvis løfterne ikke blev indfriet. I 1982 nåede værdien af leverancer fra danske firmaer dog op på én mia. kr. eller 40% af den samlede anskaffelsespris for Danmarks vedkommende. Flykøbet var således med til at styrke dansk højteknologisk industri.

.

Siden den kolde krigs tidlige år havde Danmarks geografiskstrategiske betydning for såvel NATO som Sovjetblokken først og fremmest været forbundet med dels beliggenheden ved ind- og udpassagerne til Østersøen, dels de jyske flyvestationers offensive og defensive muligheder for såvel Vest som Øst. Frigivne østtyske og polske arkiver fra 1960'erne og 1970'erne bekræfter samtidens vestlige formodninger om, at i en krigssituation, der i Warszawapagtens planlægning altid indledtes med et NATO-angreb, ville polske styrker med støtte fra østtyske og sovjetiske enheder hurtigt søge at erobre og besætte Danmark. Det ville ske i en kombination af arméinvasion gennem Jylland og landgangs- og luftlande-operationer på Øerne, ledsaget af massiv brug af atomvåben, for dermed at erobre søherredømmet i Østersøen.

Særligt Danmarks funktion som „proppen” i Østersøen fik i årene omkring 1970 yderligere betydning. USA søgte på dette tidspunkt i dybt fortrolige forhandlinger med bl.a. Danmark at ændre de internationale gennemsejlingsstræders folkeretlige status, således at de berørte kyststater generelt mistede betydelig kontrol med den del af deres hav- og luftterritorium, der blev gennemskåret af internationale stræder. Den danske udenrigsledelse var ud fra suverænitetshensyn principielt stejl modstander af sådanne ændringer og anførte over for USA, at de i realiteten kunne blive til fordel for Warszawapagten, som netop i disse år gradvis intensiverede sin militære øvelsesaktivitet i Østersøen generelt og især i dens vestlige del, dvs. tættere på Danmark. Siden slutningen af 1960'erne var der også foregået en stærk udvidelse af specielt Polens og DDR's kapacitet med hensyn til amfibie-, landgangs- og troppetransportfartøjer i Østersøen. På grund af den korte geografiske afstand fra Danmark til Østblokken var varslingstiden i forvejen meget kort, og hvis USA's strædeforslag blev gennemført, ville sovjetiske ubåde kunne passere de danske bælter og stræder i neddykket tilstand, samtidig med at sovjetiske, østtyske og polske fly i kraft af den frie overflyvningsret i stræderne ville kunne udmatte det danske varslingssystem.

Warszawapagtens større samarbejde og aktiviteter i Østersøen var for så vidt en brik i et mere generelt mønster, idet Sovjetunionens hurtigt voksende oceangående flåde, med Murmansk som stadig vigtigere base, i årene omkring 1970 med stigende hyppighed var begyndt at vise flaget både i det østlige Middelhav, i Nordatlanten og så langt borte som i Caribien og ind under de amerikanske kyster. Amerikanske krigsskibe havde dog allerede siden den kolde krigs begyndelse regelmæssigt sejlet tæt på de sovjetiske kyster, fra Stillehavet over Sortehavet til Barentshavet, og for at markere, at også Østersøen fortsat var internationalt farvand, sejlede en amerikansk flådestyrke med et hangarskib i spidsen i maj 1971 gennem Storebælt for på egen hånd at holde øvelse i Østersøen. Få måneder senere skærpede den sovjetiske udenrigsledelse sin kritik af, at NATO siden oprettelsen af sin såkaldte Østersøkommando (COMBALTAP) i 1962 med systematiske flådeøvelser i strædeområdet havde forberedt en lukning af dette for Warszawapagt-flådestyrker fra Østersølandene. Disse burde netop ifølge de gamle sovjetiske ideer om Østersøen som et „fredens hav”have ubegrænset ret til at trafikere disse stræder, mens Østersøen burde være lukket for flådefartøjer fra ikke-Østersølande.

De sovjetiske forslag om Østersøen som „lukket hav” eller „fredens hav” var lige siden 1950'erne blevet afvist af Danmark og blev det igen under den sovjetiske ministerpræsident Aleksej Kosygins besøg i Danmark i december 1971. I praksis havde Østlandene da heller aldrig presset på med en konkretisering endsige realisering af ideen, som formentlig primært tjente propagandaformål. På den anden side udtrykte de danske politikere i overensstemmelse med den traditionelle beroligelseslinie over for Østblokken officielt forståelse for, at storstilede NATO-øvelser meget nær de sovjetiske kyster kunne virke unødigt provokerende. Derfor betingede Danmark sig også fortsat, at NATO-flådeøvelser i Østersøen ikke bevægede sig øst for en nord-syd-linie, der gik igennem Bornholm. Den danske udenrigsledelse var her ligesom NATO opmærksom på, at trods den sovjetiske Ishavsflådes voksende styrke var de danske stræder fortsat af stor betydning på grund af Sovjetunionens omfattende reparations- og værftsfaciliteter i Østersøområdet, og fordi enheder fra den sovjetiske Østersøflåde havde brug for at operere i Nordsøen i fremskudt forsvar af sovjetisk territorium. Til denne defensive funktion kom Østersøflådens mulige støttefunktion for den sovjetiske højsøflådes afskæring af allierede forsyningslinier i Nordatlanten i tilfælde af krig.

Debatten om det danske forsvars fremtidige indretning blev naturligt nok præget af den sovjetiske flådeekspansion og situationen i Østersøen. I 1970-71 præsenterede den socialdemokratiske opposition et nyt forsvarsudspil, som ville indrette forsvaret således, at et pludseligt, begrænset søangreb fra flere retninger mod Danmark kunne imødegås, indtil NATO-undsætningen nåede frem. Udspillets pennefører og medlem af Folketingets siddende forsvarskommission, Kjeld Olesen (S), anså det for usandsynligt, at Sovjetunionen ville angribe Vesten direkte og massivt, men på den anden side var der, således som også den førnævnte Seidenfadenrapport havde påpeget, et betydeligt gråt område mellem fred og åben krig. Sammen med den nedsatte varslingstid på grund af den våbenteknologiske udvikling og de nye øvelsesmønstre rejste dette grå område behovet for det, man fra nu af i NATO-jargonen kaldte en „krisestyringskapacitet”.

Nytænkningen bag det socialdemokratiske udspil var således, at forsvaret skulle omlægges til konkrete danske behov i stedet for fortsat at være en slags minikopi af de større magters militærstyrker med deltagelse i alliancens fremskudte forsvarsstrategi (forward defense). Sidstnævnte var et led i NATO's nye flexible responsestrategi fra 1967, som forudsatte, at en atomkrig i Europa ville kunne kontrolleres eller begrænses, en strategi som Kjeld Olesen var skeptisk overfor. På den baggrund foreslog partiet, at den danske flådes større overfladeskibe – fregatter og korvetter – delvis skulle erstattes af flere mere mobile og hurtigtgående motortorpedobåde, samtidig med at hærens dækningsstyrke på 13.000 mand skulle omdannes til en mindre, professionel styrke på 7.000 mand med højt beredskab, suppleret af Hjemmeværnet. Baggrunden for det sidste var ikke mindst den eksplosive vækst i antallet af militærnægtere, som var sat ind ved ungdomsoprørets start i slutningen af 1960'erne – i 1971 således 15 procent af en ungdomsårgang. Endelig skulle flyvevåbnets jagerbombefly (især F-104 Starfighter), som i en krigssituation bl.a. havde til opgave at angribe fjerne mål som baser i Stettin i Polen, erstattes af bl.a. flere helikoptere til nærforsvaret.

Den nye socialdemokratiske regering fremsatte i 1971-72 udspillet i let ændret form som oplæg til det kommende forsvarsforlig. Det mødte stærk kritik fra både de borgerlige partier og fra danske og NATO-militærmyndigheder, men elementer fra forslaget indgik alligevel i det fireårige forsvarsforlig, som regeringen og VKR-partierne indgik i februar 1973, selv om forliget primært byggede på den hidtidige ordning. Foruden den hidtidige målsætning tilbage fra 1950-51 om, at det danske forsvar skulle kunne holde ud, indtil NATO-allierede forstærkninger nåede frem, indeholdt 1973-forsvarsloven det nye mål, at de praktiske forberedelser hertil i væsentlig højere grad skulle træffes allerede i fredstid. Dette afspejlede erkendelsen af, at varslingstiden var blevet kortere, og dermed understregede det nye forsvarsforlig kraftigere end tidligere NATO-medlemskabets betydning. Herudover var den vigtigste nydannelse med forliget en nedskæring af værnepligten fra tolv til ni måneder, samt – i tråd med det socialdemokratiske udspil – en omdannelse af hærens dækningsstyrke til en egentlig stående styrke på 8.500 professionelle soldater; hertil kom dog en supplementstyrke af hjemsendte værnepligtige med kort varslingstid. Søværnet og Flyvevåbnet blev udsat for mindre nedskæringer, men forsvarets samlede effektivitet søgtes opretholdt via omfattende rationaliseringer i alle tre værn, og hertil kom, at hele forsvarsbudgettet fra nu af blev automatisk løn- og prisreguleret.

1973-ordningen muliggjorde dermed forsvarets betydelige materielanskaffelser senere i 1970'erne, først og fremmest ved den såkaldte „århundredets våbenhandel”, hvor Danmark i 1974-75 sammen med de tre andre mindre NATO-lande Norge, Holland og Belgien skulle forny deres aldrende flyvevåben. Efter komplicerede forhandlinger, hvor også det franske Mirage og det svenske Viggen-fly var inde i billedet, endte det med, at Danmark i 1975 valgte at indkøbe 58 amerikanske F-16-jagerfly til en værdi af 2,4 mia. kr. (leveret 1980-81). Hertil kom bl.a. 120 vesttyske Leopard-kampvogne (leveret 1976-78) og forskellige nybygninger til Søværnet.

Ikke desto mindre måtte regeringen i 1973 lægge øre til ganske skarp kritik af den nye forsvarsordning fra USA og andre NATO-allierede, som betragtede den som en uheldig ”tagen forskud på afspændingen”. Statsminister Anker Jørgensen og regeringen mente imidlertid, at når alle de fire gamle 'NATO-partier' stod enige bag forsvarsforliget, kunne man tage kritikken fra NATO lettere. Den højt prioriterede brede indenrigspolitiske enighed om forsvaret slog dog visse revner i de følgende år. Socialdemokratiet og især De Radikale mente, at forsvaret på linie med andre områder måtte underkastes det offentliges nedskæringer under den økonomiske krise, mens Venstre og De Konservative med henvisning til en forværret strategisk situation i Østersøen omvendt krævede højere budgetter. Som kompromis blev 1973-ordningen efter valget i februar i 1977 forlænget uændret i fire år, idet De Radikale dog stemte imod, mens Fremskridtspartiet til gengæld stemte for.

Dermed skulle Danmark imidlertid komme til at bringe sig på kollisionskurs med NATO og især USA, som i slutningen af 1970'erne søgte at fremme en mere kollektiv og forpligtende forsvarsplanlægning i alliancen. USA tilstræbte en ændret militær, økonomisk og også politisk byrdefordeling i NATO, således at større beslutninger i højere grad blev et fælles allianceanliggende frem for alene eller primært et amerikansk. En stærkere markering af alliancesolidariteten og en højere grad af amerikansk konsultation med de europæiske allierede blev principielt hilst velkommen fra dansk side. Men da den første gang konkret udmøntedes i et amerikansk ønske i 1977-78 om en kollektiv alliancebeslutning – den første af sin art siden 1950'erne – om en tre procent årlig realvækst i medlemslandenes forsvarsudgifter som led i NATO's nye, langsigtede forsvarsprogram, tog Danmark som ét af de få lande udtrykkeligt forbehold. Den socialdemokratiske regering anerkendte behovet for at modvirke, hvad alliancen vurderede som en ugunstig tendens i den militære balance mellem Øst og Vest, men regeringen var økonomisk og politisk bundet af 1977-forsvarsforliget frem til 1981, og den ville ikke tage initiativ til at bryde det, meddelte man i NATO. Og under afslutningsdebatten i Folketinget i juni 1978 tilføjede statsminister Anker Jørgensen – givetvis også med den nyligt overståede neutronbombesag i tankerne, jf. nedenfor – at det ikke med mindste skygge af berettigelse måtte kunne hævdes, at NATO havde øget våbenkapløbet.

En mindst lige så vigtig del af NATO's langtidsforsvarsprogram var fornyelsen og effektiviseringen af forstærkningsplanerne for Vesteuropa. De hidtidige planer forudsatte forstærkninger fra USA, Canada og Storbritannien, primært pr. skib og først efter et krigsudbrud. Den hastighed, hvormed en eventuel krig i Europa efterhånden forventedes at udvikle sig, gjorde sammen med den ekspanderende sovjetiske oceangående flåde i stigende grad disse planer usikre eller forældede. NATO kunne i 1970'erne ikke længere regne med fuldstændig militær kontrol over Nordatlanten.

Danmarks (og Norges) traditionelle afvisning siden 1950'erne af permanent stationerede allierede styrker og atomvåben i fredstid understregede derfor i 1970'erne i endnu højere grad betydningen af hurtige forstærkninger til NATO's nordflanke i krise- eller krigstilfælde. I december 1976 indgik Danmark, ligesom Storbritannien, Vesttyskland og Norge havde gjort det i 1974, en aftale med USA's luftvåben under det såkaldte COB-program (Co-located Operating Bases) om forlægning af 24 amerikanske jagerfly til Karup ikke blot i krigstid, men i givet fald allerede i en spændingsperiode, dvs. i håb om at bidrage til krisestyringen. Aftalen blev i 1979 udvidet til at omfatte i alt fem amerikanske eskadriller. Det var imidlertid væsentligt for regeringen, at forstærkningen med de amerikanske flyenheder i hvert enkelt tilfælde forudsatte dansk accept, dels for at sikre at dansk base- og atomvåbenpolitik blev overholdt, dels for at modvirke at forstærkningers ankomst imod hensigten snarere ville bidrage til at optrappe en spændings- eller krisesituation.

I januar 1977 øremærkede USA efter stærk norsk tilskyndelse canadiske forstærkningsenheder til det stadig mere strategisk udsatte Nordnorge, nær Kolahalvøen. Enhederne havde hidtil været strategisk reserve for hele NATO's Nordregion, og denne svækkelse af Danmarks forstærkningsmuligheder gjorde regeringen så betænkelig, at forsvarsminister Orla Møller (S) begyndte at interessere sig for de muligheder for yderligere forstærkninger, der lå i NATO's langtidsforsvarsprogram. Resultatet blev i første omgang, efter to års forhandlinger, en teknisk aftale med USA i efteråret 1979, som indebar oplagring af ammunition og reservedele til amerikanske fly i depoter i Jylland. Parallelt hermed foregik der forhandlinger med de allierede om at få øremærket forskellige amerikanske og britiske land- og flystyrker som forstærkninger til Danmark under NATO's nye, generelle Rapid Reinforcement Plan.

To relativt kontroversielle forudsætninger for sådanne forstærkningsstyrker fik dog de fortrolige forhandlinger og overvejelser på dansk side til at trække i langdrag: For det første, at sådanne styrker skulle indsættes, dvs. ankomme til Danmark, allerede på et tidligt stadium af en spændings- eller krisesituation, såfremt det ønskedes af den danske regering. Og for det andet, at sandsynligheden for forstærkningsstyrkernes faktiske indsættelse var større, jo mere faciliteter og depoter i Danmark til oplagring af især tungt udstyr og forsyninger til dem var udbyggede. Sagen inddrog problemer med de allierede om både afgivelse af dansk suverænitet og økonomisk byrdefordeling, og der blev ikke nået nogen afklaring, før NATO's planer om opstilling af nye mellemdistance-atomraketter i Vesteuropa fra efteråret 1979 og til langt ind i 1980'erne kom til at dominere den forsvars- og sikkerhedspolitiske dagsorden.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Forsvar for forstærkninger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig