Den strømlinede yuppiegeneration i første del af 1980'erne kan ses som de veltilpassede borgerlige unges reaktion eller oprør imod 1970'ernes socialdemokratiske lighedstankegang. De udnyttede 'systemet' ved at finde dets smutveje og profitere af dem. Omvendt var den såkaldte bz'er- og punker-generation de utilpassede unges oprør imod 'systemet' som sådan, men også imod den ideologiske forstening og handlingslammelse, de fandt i 1970'er-grupperingerne på den politiske venstrefløj.
1970'er-venstrefløjsaktivismens sidste spektakulære aktion blev på en måde den såkaldte „kamp om Byggeren”på Nørrebro i København i april-maj 1980. Med de næsten borgerkrigslignende konfrontationer mellem politi og lokale boligaktivister om bevarelse af en byggelegeplads på det indre Nørrebro, som kommunen havde besluttet at rydde til fordel for nyt og efter aktivisternes opfattelse sterilt socialt boligbyggeri („betonslum”), gav aktionen ganske vist netop stødet til 1980'ernes boligbesættelser.
„Bygger”-slaget blev tabt, men bz-bevægelsen, som den kaldte sig fra begyndelsen af 1982, gennemførte i de følgende fem-seks år en halv snes tæt mediedækkede aktioner med besættelse af gamle og forladte, nedrivningstruede fabriksbygninger og boligejendomme i Københavns brokvarterer og enkelte steder i de større provinsbyer. Politiet rykkede hver gang ud og ryddede efter kortere eller længere tid de besatte bygninger, og begge parter gjorde klar til næste slag.
Med deres sammenbidte, sort- og hætteklædte fremtoning (for at hindre politiets identifikation af dem) og deres uklare langsigtede målsætninger var bz'erne imidlertid om muligt endnu mere isolerede fra den brede befolkning, end de revolutionære venstrefløjsaktivister havde været i 1970'erne. Det hjalp næppe heller på forståelsen hos parcelhusdanskerne, at bz-miljøet syntes at hylde en særlig antiæstetik, som foretrak dunkle og nøgne rum med graffitibemalede vægge og bygningsmæssigt rod og forfald.
Nogle af bz'ernes oprørske træk kunne genfindes i den såkaldte punkbevægelse, som startede i Storbritannien i slutningen af 1970'erne og rykkede ind på den danske musik- og digterscene i 1980-81. Den sociale og politiske baggrund var den trøstesløse massearbejdsløshed blandt unge i årene omkring 1980 og de ydre trusler fra atomkrigsragnarok, økologiske katastrofer og – fra 1982 – AIDS-faren. Der var ingen tiltro til fremtiden, man talte om no future-generationen. De unge i starten af 1980'erne var vokset op i de gennempolitiserede og kollektivt orienterede 1970'ere, men punkerkulturen reagerede imod de gamle socialistiske paroler om solidaritet med de undertrykte og samfundsrevolution som løsninger på deres nutids problemer. I stedet koncentrerede de sig om at finde fodfæste i lokale og individuelle værdier. Nøgleordet i psykologien, i filosofien og ikke mindst i litteraturen og kunsten blev det personlige, med kroppen og sanserne som orienteringspunktet. Farverige mohikanerfrisurer og sikkerhedsnåle stukket i kroppen var ydre udtryk herfor.
Mens 1970'er-oprørerne havde hejst den rationelle, røde politiske fane, erklærede digteren Michael Strunge, punkgenerationens selvudnævnte talsmand og kultfigur, i 1981: „Vi folder drømmens fane ud”. Det gjaldt om at afsøge alle grænser – og bryde dem ned. Men det kunne ikke ske i et fællesskab, der med de splittede storbyfamilier var gået tabt sammen med den ødelagte solidaritet i samfundet. Den enkelte måtte klare sig selv og finde sin egen indre ligevægt, kropsligt og mentalt.
Troen på sansningen og følelserne, på det æstetiske og det åndelige og underbevidste var udgangspunktet for unge digtere som Strunge, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup og musikere som Lars H.U.G. og Martin Hall. Men da troen på, at noget bedre ville træde ud af røgsløret fortog sig, blev verdenssmerten, det lidelsesfyldte og en romantisk dødsfascination dominerende. Også filminstruktøren Lars von Trier var præget af disse strømninger i sin opsigtsvækkende debutfilm Forbrydelsens element (1984) om et dystert, undergangspræget kontinent.
Michael Strunge tog sit eget liv i 1986, 28 år gammel, men da lå punkkulturen som sådan allerede på dødslejet. Den blev straks afløst af en ny kulturel modestrømning, den såkaldte postmodernisme, som efter inspiration fra især franske intellektuelle kredse nåede Danmark i 1985, hvor den i starten især fik fodfæste i miljøet omkring Kunstakademiet.
Dens budskaber adskilte sig næppe radikalt fra punkkulturens, men kom i en langt mere intellektuel indpakning: De 'store fortællinger', dvs. de verdensforklarende ideologier som (især) marxismen, var brudt sammen, og der var ikke længere nogen fælles tro, værdigrundlag – eller virkelighed. I den postmoderne tilstand var troen på det moderne og på fremskridtet opgivet. Tilbage var kun de 'små fortællinger', som den enkelte kunne udvælge efter egen personlig smag – den ene var ikke bedre eller rigtigere end den anden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.