En af mange demonstrationer på Christiansborg Slotsplads arrangeret af fagbevægelsens mere militante fløj i samarbejde med den politiske venstrefløj, her vendt imod det nye regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre ved Folketingets åbning den 3. oktober 1978. Et af de aktuelle krav var løn i basisåret til lærlinge på de såkaldte Erhvervsfaglige Grunduddannelser (EFG).

.

En berømt tåre i dansk politiks historie. Lige før jul 1978 fyrede statsminister Anker Jørgensen sin undervisningsminister Ritt Bjerregaard (t.h.), hvis post midlertidigt blev overtaget af finansminister Knud Heinesen (t.v.). Ritt Bjerregaard havde under en officiel rejse til Paris brugt knap 60.000 kr. på 13 dage, idet hun bl.a. havde indkvarteret sig på Hotel Ritz, et af Europas dyreste hoteller, samt lejet en limousine, da hun skulle lede delegationen til en UNESCO-konference. Det kom frem, at hun to gange havde kasseret embedsmændenes alternative forslag til hoteller. For Anker Jørgensen var det afgørende, at Ritt Bjerregaard havde overskredet de uskrevne normer og den moral, der skulle gælde i hans regering. Da hun afviste at tilbagebetale 20.000 kr. af egen lomme, blev hun afskediget. Socialdemokratiet måtte efter Anker Jørgensens opfattelse ikke fremstå som et parti, der – endda med en ny oliekrise under opsejling – ødslede med skatteborgernes penge, når det ellers stod for størst mulig udligning mellem rig og fattig. Derfor måtte der drages en konsekvens. Efter 1979-valget ti måneder senere udnævnte Anker Jørgensen dog Ritt Bjerregaard til socialminister i sin nye regering.

.

På ministerpladserne i Folketinget vender statsminister Anker Jørgensen og udenrigsminister Henning Christophersen (t.v.) ryggen til hinanden under vedtagelsen i efteråret 1978 af SV-regeringens forslag om at forhøje momsen til 20,25%. Det tilfældige situationsbillede blev af pressen tolket symbolsk, da det var en offentlig hemmelighed, at de to regeringspartier og de to ministre og partiformænd i særdeleshed ikke kom særlig godt ud af det med hinanden. SV-samarbejdet blev aldrig tæt, endsige tillidsfuldt. Partierne og ministrene i regeringen kontrollerede nok så meget hinanden som de samarbejdede, og Anker Jørgensen blev citeret for under en rejse til Ungarn at sige til journalister, at han ikke kunne „holde synet af Henning Christophersen ud”. Det var muligvis gensidigt; men var SV-regeringen en fiasko, blev Anker Jørgensen tilsyneladende alligevel belønnet af sine vælgere for den, eller måske for en af dens få resultater, nemlig efterlønnen: Ved folketingsvalget i oktober 1979 fik Anker Jørgensen sit højeste personlige stemmetal nogensinde, 31.459.

.

Mellem den 1. og 15. september 1979 gennemførte flere hundrede unge arbejdsløse den første arbejdsløshedsmarch i Danmark siden 1930'erne. Marchen udgik fra Aalborg, og undervejs til København søgte de arbejdsløse kontakt med både beskæftigede og andre arbejdsløse i en lang række provinsbyer. En del arbejdsgivere ønskede dog ikke at lukke de marcherende ind på deres virksomhed. Ca. 75.000 unge under 25 år var registrerede som arbejdsløse i 1978-79.

.

Den koalitionsregering mellem Socialdemokratiet og Venstre, som præsenterede sig i sensommeren 1978, var et helt nyt eksperiment i dansk parlamentarisk historie. Der var da også mere tale om et taktisk-parlamentarisk fornuftsægteskab end om pludseligt opstået dyb politisk sympati mellem de to partier, som traditionelt repræsenterede de to vigtigste folkelige strømninger i moderne dansk historie, arbejderbevægelsen og bondebevægelsen, men som også ofte havde stået i et spændingsforhold til hinanden.

En fælles hensigt med 'hen over midten'-regeringen var at søge en løsning på det problem, at de hyppigt skiftende mindretalsregeringer op gennem 1970'erne havde været nødt til at krydse sig frem fra parti til parti i Folketinget for at samle skiftende flertal for deres lovforslag og kriseindgreb. Manglen på et fast samarbejde mellem bestemte partier eller partigrupper havde forstærket den politiske ustabilitet og svækket mulighederne for at finde langsigtede og holdbare løsninger på landets alvorlige økonomiske problemer i den internationale oliekrises kølvand. Den stabilitet, SV-regeringen sigtede på at tilvejebringe, skulle bruges til for alvor at rette op på de store økonomiske uligevægtsproblemer, først og fremmest en væsentlig nedbringelse af det knap ni mia. kr. store underskud på betalingsbalancen, som SV-partierne erklærede højst måtte blive på 6,5 mia. kr. i 1979.

Herudover var det statsminister Anker Jørgensens ikke særlig skjulte hensigt at slå en kile ind i den begyndende borgerlige blokdannelse mellem Venstre, De Konservative, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne. Omvendt så Venstres leder og udenrigsminister i SV-regeringen Henning Christophersen lige så oplagt koalitionen som en måde at trække Socialdemokratiet tilbage mod dén politiske midte, som partiet efter de borgerliges opfattelse havde bevæget sig bort fra under Anker Jørgensens ledelse siden 1972.

Principprogrammet „Solidaritet, lighed, trivsel”, som Socialdemokratiet havde vedtaget på sin kongres i efteråret 1977, var da også, sammen med partiets arbejdsprogram fra december 1978, „Et solidarisk samfund”, blevet betegnet som de mest radikale positioner, partiet havde indtaget siden 1945-programmet „Fremtidens Danmark”, ja, måske helt siden principprogrammet fra 1913. 1977-programmet var i påfaldende grad præget af marxistisk tankegods. Det udpegede kapitalismens private ejendomsforhold og profitproduktion som årsag til social ulighed og manglende demokrati både nationalt og internationalt. Målet var ifølge programmet intet mindre end det globale fælleseje af produktionsmidlerne. I dansk sammenhæng var økonomisk demokrati (ØD) den praktiske udformning af fællesejet, men andre vigtige punkter i programmet var gradvis nationalisering af bankerne, af jorden, af medicinalindustrien og af lægernes praksissektor, samfundskontrol med de multinationale selskaber samt skattelettelser for almindelige lønindtægter. 1978-arbejdsprogrammet fastslog, at det socialistiske fællesskab var ensbetydende med fuldt gennemført ØD, og centralt i programmet stod målet om at omforme samfundet, bl.a. ved hjælp af uddannelses- og kulturpolitikken, således at „de undertrykte” kunne sætte sig i besiddelse af samfundsmagten.

At Socialdemokratiet med et sådant programgrundlag samtidig kunne indgå regeringssamarbejde med det ene af borgerlighedens store gamle partier var ikke blot paradoksalt, men i virkeligheden også et signal om, hvilken betydning partiledelsen tillagde programskrifternes ordvalg i den praktiske politik. 1945-programmet havde primært været beregnet på at tage vinden ud af sejlene på den styrkede kommunistiske bevægelse lige efter besættelsen. Den programmatiske genopdagelse i slutningen af 1970'erne af brudstykker af de ortodokse marxistiske teorier og formuleringer må tilsvarende først og fremmest ses som et forsøg på at neutralisere tidens tryk fra den radikaliserede venstrefløj inden for og navnlig uden for partiet.

Dannelsen af SV-regeringen ledte imidlertid til en hidtil uset, dyb tillidskrise mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, og ikke mindst mellem statsministeren og LO's formand Thomas Nielsen personligt. Især sidstnævnte tog det ilde op og tilgav aldrig, at hans og LO-forretningsudvalgets udtrykkelige og skarpe modstand mod regeringsdannelsen ikke havde fået Anker Jørgensen til at aflyse eksperimentet. Stærkt støttet af bl.a. finansminister Knud Heinesen, som var en af SV-regeringens hovedarkitekter, søgte statsministeren imidlertid at fastholde det principielle standpunkt, at LO ikke måtte få vetoret i politiske spørgsmål.

Ikke mindst for at afparere den endnu skarpere kritik fra venstrefløjen af Socialdemokratiets alliance med de „sorte kræfter” i Venstre fandt LO det i efteråret 1978 nødvendigt at lancere et omfattende og temmelig hvast formuleret kriseprogram. ØD-forslaget, som SV-regeringen nu havde henlagt, udgjorde i programmet hovedmidlet til at bryde „kapitalens investeringsboykot”, dvs. det forhold at nogle kapitalejere foretrak at investere mere profitabelt i spekulativt og uproduktivt øjemed. Derfor skulle efterspørgslen ifølge programmet, som LO-økonomen Poul Nyrup Rasmussen stod bag, stimuleres i traditionel keynesiansk ånd, bl.a. via kapital fra den foreslåede centrale ØD-fond; herudover skulle produktionen „socialiseres”, så produktion og investeringer og dermed efterspørgslen for alvor kunne skubbes i gang.

En sådan politik havde næppe nogen gang på jorden, og da slet ikke så længe Venstre sad med på regeringstaburetterne. SV-regeringens arbejdsgrundlag omfattede bl.a. løn- og prisstop frem til marts 1979, to procent momsforhøjelse til 20,25 procent, offentlige milliardbesparelser, bedre låne- og fradragsmuligheder for erhvervslivet samt stram indkomstpolitik på grundlag af trepartsforhandlinger med regeringen, dvs. med suspension af arbejdsmarkedets frie forhandlingsret. Alligevel rejste LO for første gang ØD som et af kravene ved overenskomstforhandlingerne i foråret 1979, dog om nødvendigt som 'betaling' for at medvirke til en indkomstpolitisk løsning, og suppleret af krav om sikring af reallønnen, fastholdelse af den automatiske dyrtidsregulering, nedsat arbejdstid og forbud mod overarbejde, samt en teknologiaftale, der kunne sikre lønmodtagerne en stærkere position, når virksomhederne indførte ny og især computerbaseret teknologi. Arbejdsgivernes krav gik i den diametralt modsatte retning: lønnedgang, afskaffelse af dyrtidsreguleringen og af mindstelønnen, blank afvisning af en teknologiaftale og af ØD.

Dermed var forhandlingerne nærmest på forhånd dømt til at bryde sammen, og regeringens forsøg i foråret 1979 på at få de to parter til selv at nå en løsning lykkedes da heller ikke. For tredje gang i træk blev overenskomstforhandlingerne afbrudt af regeringsindgreb, denne gang endda uden at der forelå en forligsskitse mellem parterne, der kunne ophæves til lov; de gældende overenskomster blev forlænget i to år. Ikke mindst LO udtrykte på den baggrund bekymring for det danske aftalesystems fremtid, men tog uden ophævelser indgrebet til efterretning, da fagbevægelsen i virkeligheden fik flere af sine vigtige krav igennem: fastholdelse af dyrtidsreguleringen og mindstelønnen, puljepenge til de lavestlønnede samt konvertering af de to seneste suspenderede dyrtidsportioner til en ekstra femte ferieuge. Samlet indebar løsningen store pengelønstigninger på knap 20 procent over de næste to år, men til gengæld fik Venstre pillet ØD-kravet helt ud.

Indgrebet omfattede denne gang også de offentligt ansatte, som normalt forhandlede deres overenskomster efter det private arbejdsmarked, hvilket almindeligvis havde en afsmittende effekt på de offentligt ansattes forhandlingsresultat. I protest mod, at indgrebet nu for tredje gang helt fratog de offentligt ansatte muligheden for egne forhandlinger, kom det til en del strejker blandt grupper af lønmodtagere, som ikke plejede at aktionere, bl.a. i social-, uddannelses- og sundhedssektoren, hvor lønnen efterhånden haltede kraftigt bagefter den private sektor.

Når protesterne mod SV-regeringsindgrebet trods alt ikke blev mere omfattende, hang det foruden de generelle lønstigninger også sammen med, at der i løbet af efteråret og vinteren 1978-79 faktisk var gennemført visse reformer, som havde betydet et fald i ledigheden. Først og fremmest loven om efterløn for de 60-66-årige med mindst fem års medlemskab af en a-kasse, en reform som Arbejdsmandsforbundet allerede flere år tidligere havde foreslået med henvisning til de mange ældre arbejdere, som efter et langt livs hårdt fysisk arbejde var så nedslidte, at de ofte måtte lade sig langtidssygemelde eller blev fyret, når virksomheden indførte ny teknologi og hurtigere arbejdstempo. Bl.a. arbejdsminister Svend Auken argumenterede, at en efterlønsordning var en langt mere værdig måde at forlade arbejdsmarkedet på for disse mennesker, og at reformen samtidig ville have en gunstig effekt på den stærkt stigende arbejdsløshed blandt især de unge, som derved kunne komme i arbejde. Det viste sig hurtigt, at reformen opfyldte et stort behov. Arbejdsministeriet havde beregnet, at 17.000 ville vælge at gå på efterløn det første år, men allerede inden ordningen trådte i kraft den 1. januar 1979, havde 40.000 indsendt efterlønsansøgning, herunder et stort antal deltidsarbejdende, især kvinder.

Et andet vigtigt resultat af SV-regeringen var loven om jobtilbud. Massearbejdsløsheden havde efterhånden varet så længe, at mange risikerede at miste retten til understøttelse. Med loven fik langtidsledige nu tilbudt et ni måneders job til overenskomstmæssig løn, så retten til arbejdsløshedsunderstøttelse kunne genoptjenes. Desuden blev der i kommunerne igangsat særlige beskæftigelsesforanstaltninger for specielt at komme den store arbejdsløshed til livs blandt unge, som ikke kunne finde en læreplads i det private erhvervsliv. Tilsammen havde de politiske indgreb en vis virkning på den samlede arbejdsløshed, som i februar 1979 endnu var på 213.000 forsikrede, men som allerede i maj var nede på 153.000 eller 5,8 procent af arbejdsstyrken.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fornuftsægteskab med afkom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig