Danmarkshistorien

Lensadministrationen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Lenet var fortsat den lokale forvaltningsenhed. Der var godslen og hovedlen. I godslenene var lensmanden blot administrator og driftsleder af krongods, en hovedgård med større eller mindre tilliggende af bøndergods. I hovedlenene, der omfattede ét eller flere herreder, var han tillige den lokale øvrighedsmyndighed på kongens vegne over alle områdets beboere, inklusive godslensmænd og private godsejere. Hovedlenene svarer således på mange måder til amterne efter enevældens indførelse i 1660. Godslenene dannede enklaver inden for hovedlenene. Deres lensmænd havde på kongens vegne samme myndighed over bønderne, som de private godsejere på deres godser, bl.a. hals- og håndsret. Hovedlensmændene forestod skatteansættelsen og opkrævningen af de ekstraordinære skatter, sørgede for offentliggørelse på herredstingene af de kongelige forordninger og udnævnte herredsfogeder. De havde kommandoen på det kongelige slot, hvis der var et i lenet, og i tilfælde af krig skulle de stille med et antal bevæbnede svende. Hovedlenene var således langt de vigtigste, ikke blot ved deres størrelse, men også ved den magt, der var knyttet til stillingen som lensmand her.

Trillebør, som blev glemt og dækket med jord under arbejde på Københavns Vold engang i 1500-tallet.

Lensmanden kunne have lenet for livstid eller på åremål. Han kunne have det som betaling for civil eller militær tjeneste, eller mod en fast årlig afgift. Disse to forleningsformer gav lensmanden en friere dispositionsmulighed og en mere selvstændig stilling over for kongemagten end den tredje forleningsform: lenet på regnskab. Her skulle han aflægge årligt regnskab over lenets indtægter og indbetale dem til kongens kasse med fradrag af det, han havde brugt til sit og sine folks underhold samt hans aftalte løn. Regnskabslenene „lå til kongens fadebur”, som det hed, dvs. at de var med til at finansiere den kongelige hofholdning. De friere lensformer var naturligvis de mest eftertragtede af adelen. Også pantelenet, dvs. en forlening imod et kontant lån til kongen, gav lensmanden stor frihed i embedet. Normalt kunne han ikke fjernes fra lenet, før den sum, han havde fået det i pant for, var betalt, og døde han forinden, gik rettigheden videre til hans arvinger.

Også før rigsråderne i 1533 overtog hele administrationen, var store dele af landet i realiteten uden for kongens kontrol på grund af de frie forleningsformer. I slutningen af Frederik 1.s regeringstid var tre fjerdedele af landets herreder under bisper og verdslige adelsmænd. Besiddelsen af hovedlenene var en politisk-militær gevinst for dem, og lensmændene her havde mulighed for at knytte lavadelige tilhængere til sig ved de fogedstillinger og andre gode jobs, der var forbundet med slotte og administration. Godslenene gav især økonomiske fordele.

Alt dette blev nu ændret. Det var meningen, at indtægterne af det nu så stærkt forøgede krongods skulle gå i statens kasse og ikke i lensmændenes lommer, og det var også meningen, at centralmagten skulle have et fastere greb om administrationen ude i landet. Det er baggrunden for den reform af lensvæsenet, som blev planlagt i forlængelse af kirkegodsets beslaglæggelse. Man skulle have klarhed over godsets størrelse, forleningsforholdene og indtægterne fra de enkelte len. I 1545 indkaldtes samtlige lensmænd til møde, hvor de måtte medbringe, hvad de havde af breve på deres len. Der blev udarbejdet en fuldstændig oversigt over alle lenenes forhold som grundlag for den reform, hvis praktiske gennemførelse derefter kunne begynde. Hele dette arbejde er et efter tidens forhold meget stærkt udtryk for den nye statsmagts vilje og evne til at sætte sig igennem i landets administration.

En side af rentemesterregnskabet fra 1551. Regnskaberne omfatter indtægter og udgifter i penge: indtægter fra regnskabs- og afgiftsien, told, skat m.v. samt udgifter som lønninger, indkøb af vin, klæde o.lign., tære-penge til gesandter, afdrag på lån osv. På den viste side opregnes indtægter i „guld, sølv, daler og penninge” fra lensmændene Peder Oxe og Jacob Sehested. Statshusholdningen var imidlertid stadig i vid udstrækning baseret på naturalieøkonomi. Hoffets og centraladministrationens forbrug dækkedes hovedsageligt gennem leverancer af madvarer fra lenene, og det samme gjaldt Holmens og flådens forbrug. Naturalie-forbruget i statshusholdningen var anført i lensregnskaberne, hvoraf få er bevaret fra denne tid.

Hovedprincipperne i reformen var forenkling og rationalisering. De små len, især godslen, men også mindre hovedlen, blev lagt ind under de store, således at hovedlenene blev færre og større. Desuden gennemførtes en udvidelse af regnskabslenenes områder, således at flere af lensmændene blev statens lønnede embedsmænd. Godslenenes antal var med de mange biskoppelige smålen kommet op på henved 300. Heraf forsvandt ca. 230 indtil 1588. Allerede i 1545 var antallet af hovedlen bragt ned fra 66 til 56. I 1559 dækkede regnskabslenenes område tre fjerdedele af landet.

Det var nødvendigt at føre kontrol med lensmændenes regnskaber og i det hele taget holde styr på administrationen af det store krongods. Danmark havde ikke mindst på finansforvaltningens område været langt bagefter lande som Frankrig, England og de tyske fyrstestater. Nu skabtes rentekammeret til at fungere som rigets centralkasse og hovedbogholderi. Efterhånden som det udvikledes og dets embedsmænd fik rutine og hold på tingene, kom Danmark gradvis på højde med de fleste andre europæiske lande, hvad angik disse sider af forvaltningen. Købstæderne blev taget ud af lensstyret og lagt direkte under regeringen. Byskatterne gik herefter direkte til rentekammeret.

Hvordan stillede adelen sig til denne udvikling, der sammen med lovgivningen i Christian 3.s tid var den mest gennemgribende udvidelse af statens magt i landet? Det var jo i virkeligheden en gennemførelse af de tilløb til en moderne forvaltningspolitik, som især var forekommet under Christian 2., og som den reaktionære del af adelen dengang havde haft held til at bremse.

Frokost i det grønne, udsnit af maleri i Hjortesalen på Hesselagergård fra omkring 1550. Det er sandsynligvis malet af Jacob Binck, men efter et træsnit af den tyske maler og grafiker Hans Sebald Beham. De elegante damer og herrer spiller kort og konverserer, mens en fløjtespiller og en trommeslager underholder dem og tjenere serverer vin fra en vinkøler i græsset i forgrunden. Andre billeder i salen skildrer andre adelige fornøjelser: jagt og fægt-ning.

Faktisk var det nu rigsrådet og de høje embedsmænd med kansler Johan Friis i spidsen, der førte an i reformernes gennemførelse. Naturligvis var kongen indforstået, og de fremtrædende folk i regeringen havde kun deres position, fordi de nød hans velvilje og tillid. De var enige om det nye politiske systems grundlæggende tanker. Selvfølgelig var der konflikter i systemet, som når rigsrådet søgte at begrænse kongens personlige dispositionsfrihed, hvilket det især havde mulighed for gennem den ret til at bevillige skatter, det sad inde med. Det varede et stykke tid, før lensreformen forøgede indtægterne. I årene efter borgerkrigen kunne statens gældsbetaling og øvrige udgifter kun dækkes ved udskrivning af store skatter og ved optagelse af lån. Der var rigsråder, der var i stand til at yde staten ganske pæne lån. Der fandtes i adelige kredse, og også i selve rigsrådet, en konservativ opposition imod regeringens reformer og alle de nymodens påfund, som stadig kunne få det til at gyse i en gammeldags herremand, der var vant til at mene, at al statsmagt lå bedst i adelens lommer. Det ser ud til, at det var denne opposition, der syntes, det gik for vidt, da der i 1557 kom en ny lensforordning, som yderligere begrænsede lensmændenes selvstændige magt og deres indtægter. Forordningen kunne ikke gennemføres i fuldt omfang. Måske står et par afskedigelser af fremtrædende fortalere for statsmagtens styrkelse også i forbindelse med denne modstand. I hvert fald afskedigedes rentemester Eskil Oxe 14 dage efter, at han havde fået kongen til at underskrive lensforordningen, og hans bror, den rige og mægtige Peder Oxe, måtte året efter gå i landflygtighed, efter at der var rejst sag imod ham for mangler i hans regnskaber, uden at vi i øvrigt kan gennemskue de dybere omstændigheder bag hans fald.

Helt afgørende var det, at et flertal blandt den mest indflydelsesrige del af adelen nu havde sikker hånd i hanke med magten. Adel var et begreb, som hørte sammen med forestillingen om de fire afgrænsede stænder, men de mere håndfaste realiteter formede fortsat begrebets indhold efter standssamfundets virkelighed. Rigdom på jordegods indebar automatisk politisk indflydelse, og i de kredse, hvor rigdom fandtes, giftede man sig fortsat mest med ægtefællens gods. Man kunne strides bravt om godserne, også inden for de enkelte slægter, men de højadelige var overvejende af den mening, al det nye system og væksten i den offentlige sektor var et stort fremskridt. Staten kunne kun varetage sine nye, udvidede beføjelser og administrere sine enormt forøgede godsmængder ved adelens hjælp. Ifølge håndfæstningen skulle rigsråderne først og fremmest „forsørges” med kronens len. Del var stadig attraktivt at blive forlenet med den magt, der var knyttet til administrationen af de store hovedlen, og også godslenene gav gode indtægter. Henved 80 procent af alk lensmandsposter besattes herefter med højadelige storgodsejere. Så godt som alle rigsråder havde været lensmænd før og fortsatte med at være det efter optagelsen i rådet. Kancelli og rentekammer og andre dele af statens tjeneste bød på muligheder for adelige bureaukrater og karrierebevidste folk, og bl.a. med henblik på dette blev unge adelssønner sendt på langvarige og kostbare studieophold ved udenlandske universiteter.

Centralstyret sørgede for, at rigsråderne fordeltes på hovedlenene landet over for at sikre kontakt og kontrol med hele den lokale forvaltning. Magt avler magt, og statsmagten kunne kun styrkes ved, at rekrutteringen til landets politiske og administrative topstillinger i praksis var forbeholdt en snæver kreds, der personligt kunne identificere sig med systemet.

Derimod gik det stadig hårdt ud over de godsfattige lavadelige slægter, der allerede var reduceret så stærkt i de foregående årtier. En del af dem havde overlevet som godsadministratorer af kirkegods. Da det blev inddraget, og lensreformen reducerede smålenenes antal, mistede disse folk en stor del af deres eksistensgrundlag. Mange af dem forsvandt ned i bøndernes anonyme masse.

Den adel, der var blevet tilbage, talte kun 23000 mennesker, men det var nu den eneste stand, der havde særlig frihed i modsætning til de vanbyrdige. Den havde fastholdt eller forøget sine godser og ejede nu sammen med den kongelige storgodsejer så at sige al dyrket jord i landet. Dens magt over bønderne var ved lov blevet skilt ud fra det, statsmagten kunne blande sig i. Den beherskede dertil alle afgørende poster i det nye statsapparat.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Frokost i det grønne, udsnit af maleri i Hjortesalen på Hesselagergård fra omkring 1550. Det er sandsynligvis malet af Jacob Binck, men efter et træsnit af den tyske maler og grafiker Hans Sebald Beham. De elegante damer og herrer spiller kort og konverserer, mens en fløjtespiller og en trommeslager underholder dem og tjenere serverer vin fra en vinkøler i græsset i forgrunden. Andre billeder i salen skildrer andre adelige fornøjelser: jagt og fægt-ning.

© Dette billede må du ...

En side af rentemesterregnskabet fra 1551. Regnskaberne omfatter indtægter og udgifter i penge: indtægter fra regnskabs- og afgiftsien, told, skat m.v. samt udgifter som lønninger, indkøb af vin, klæde o.lign., tære-penge til gesandter, afdrag på lån osv. På den viste side opregnes indtægter i „guld, sølv, daler og penninge” fra lensmændene Peder Oxe og Jacob Sehested. Statshusholdningen var imidlertid stadig i vid udstrækning baseret på naturalieøkonomi. Hoffets og centraladministrationens forbrug dækkedes hovedsageligt gennem leverancer af madvarer fra lenene, og det samme gjaldt Holmens og flådens forbrug. Naturalie-forbruget i statshusholdningen var anført i lensregnskaberne, hvoraf få er bevaret fra denne tid.

© Dette billede må du ...

Trillebør, som blev glemt og dækket med jord under arbejde på Københavns Vold engang i 1500-tallet.

Viser 3 af 3 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
identificere
(af lat. identificare , af idem + -ficere ), bev ...Artikel i Den Store Danske
forvaltning
se offentlig forvaltning . ...Artikel i Den Store Danske
Hesselagergård
hovedgård (sædegård) på Fyn nær Gudme mellem ...Artikel i Den Store Danske
Jacob Binck
1500-.antagelig aug.1569, kunstner. Efter eget u ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
rationalisering
intellektualisering; psykisk forsvarsmekanisme ...Artikel i Den Store Danske
udskrivning
opbud , rejsning af tropper eller indkaldelse t ...Artikel i Den Store Danske
Johan Friis
20.2.1494-5.12.1570, dansk kansler 1536-70. F ...Artikel i Den Store Danske
Johan Friis
 20.2.1494-5.12.1570, kongens kansler. Født på Lundb ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
finansiere
(se financier ), sætte penge i et foretagende. ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
AWit
13/02/2012
  • Læst 626 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki