Danmarkshistorien

Norge og hertugdømmerne

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


I Norge var et adeligt selvstændighedsparti under ledelse af ærkebisp Olav Engelbrechtsen gået så vidt i den urolige tid som til at anerkende Christian 2.s svigersøn Frederik af Pfalz som arving til den norske krone. Denne politik var håbløs, da Christian 3. snart efter stod som ubesejret vinder i Danmark.

Også i forholdet til Norge sejrede det nye enhedsstyre af konge og rigsråd. Den kongelige arveret, der fandtes i Norge, var efter det danske rigsråds mening ikke bevaringsværdig. Den skulle nødig efterlignes i Danmark, og hvis der ikke var et selvstændigt norsk kongerige at arve, havde man desuden sat Christian 2.s arvinger stolen for døren. Og der var danske adelige, der godt kunne tænke sig at få godser og len i Norge uhindret af norske stormænd. Resultatet blev, at det norske rigsråd nu afskaffedes med den begrundelse, at flertallet af det var faldet fra Danmarks rige. Norge skulle herefter høre under den danske krone, „ligesom et af de andre lande, Jylland, Fyn, Sjælland eller Skåne”. I løbet af 1537 blev landet med militære magtmidler tvunget til at hylde Christian 3. Dermed var det dansk-norske monarki etableret. Det kom til at vare helt til 1814.

Johan Friis' Hesselagergård på Fyn. Kort efter Grevens Fejde, i 1538, tog Johan Friis fat på at nybygge slægtens gård. Efter en pause i byggeriet blev projektet udvidet. Taget har skyttegang og skyde- og skoldehuller. Langs skydeskårene forløber en egebjælke med hul til leje for en hagebøsse ud for hvert skydeskår. Indgangen har været særlig velbeskyttet. Den var oprindeligt placeret på det firkantede tårns side, hvortil vindebroen førte. Der kunne nemlig godt bygges højt og knejsende, og der var ikke brug for svære jordvolde, for det var ikke modstandere med artilleri, Johan Friis indrettede sin beskyttede bolig efter. Husets arkitekt var Morten Bussert, men de prægtige gavle, der ligner den italienske renæssances paladsfacader, som Johan Friis havde set på rejser i sin ungdom, er sandsynligvis udformet af Jacob Binck efter en bog om moderne italiensk arkitektur. Byggeriet blev først afsluttet omkring 1550.

I praksis fik Norge dog en anden stilling inden for monarkiet end Sjælland og de andre danske landsdele. Landet blev i den følgende tid på mange måder underlagt danske økonomiske interesser, det blev styret fra Danmark og på lokalt plan af danske lensmænd. Men allerede de geografiske forhold måtte give nordmændene større selvstændighed. Der indsattes kongelige statholdere i Norge, som således blev styret for sig selv, og norsk samfundsorden og kultur vedblev at bestå. Også Island og Færøerne, som hørte under den norske krone, blev nu administreret af danske lensmænd, men bevarede et begrænset selvstyre.

Hertugdømmerne, Slesvig eller Sønderjylland og Holsten, styredes af Christian 3. i hans eget og hans umyndige brødres navn. Slesvig var fortsat et fyrstelen af Danmark, Holsten derimod af Det tyske Rige. I praksis havde disse gamle statsretslige forhold ikke stor betydning. Det havde derimod den rige holstenske adel, der ejede gods og var en stærk magtfaktor i begge hertugdømmer. Med sine udstrakte privilegier, især den uindskrænkede myndighed over bønderne, havde den været det store forbillede for den danske adel. Det var det holstenske ridderskab om at gøre, at hertugdømmerne forblev udelt og samlet – „ewich tosammende ungedelt”, som det var blevet formuleret i 1460. Sådan var det foreløbig, men i 1544 skete der noget.

Kortet over delingen af Slesvig og Holsten i 1544 giver et godt indtryk af den komplicerede statsretslige situation i hertugdømmerne. De tre dele kaldtes efter residensslottene den sønderborgske, som Christian 3. fik, den gottorpske, der gik til hertug Adolf, og den haderslevske, som tilfaldt hertug Hans den ældre. I 1564 deltes den sønderborgske del mellem Frederik 2. og hans bror Hans den yngre, og da den ugifte Hans den ældre døde i 1580, deltes hans område mellem Frederik 2. og Hans den yngre på den ene side og hertug Adolf på den anden.

Christians yngste bror, Frederik, var da 15 år, men de to ældste brødre, Hans og Adolf, var blevet voksne. Problemet var, hvordan de skulle forsørges, og hvordan deres forhold til Christian skulle ordnes. De var for længst hyldet som hertuger. Den tanke at dele hertugdømmerne lå nær. Sådan gik det normalt for sig i Tyskland, når fyrstesønner skulle forsørges, og det havde også været praktiseret i Slesvig-Holsten tidligere. I Danmark kunne det ikke lade sig gøre.

Resultatet blev fyrstedømmernes deling i 1544. Når hver af de tre dele blev stykket sammen af mange spredte områder i begge hertugdømmer, var det dels for at få en ligelig fordeling af indtægterne, dels en indrømmelse til højadelen. Dens godser blev desuden ligesom købstæderne holdt uden for delingen og lagt under en fælles regering hvad det politisk-administrative angik. Frederik fik løfte på en del af det gejstlige gods, der ligeledes blev holdt udenfor.

Johan Rantzau blev så vred over delingen af regeringsmagten, som han hidtil selv havde deltaget i, at han nedlagde sine embeder og opsagde sin ed som fyrsternes råd. Senere blev det aktuelt at dele hertugdømmerne yderligere op for at forsørge fyrstesønner.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Kortet over delingen af Slesvig og Holsten i 1544 giver et godt indtryk af den komplicerede statsretslige situation i hertugdømmerne. De tre dele kaldtes efter residensslottene den sønderborgske, som Christian 3. fik, den gottorpske, der gik til hertug Adolf, og den haderslevske, som tilfaldt hertug Hans den ældre. I 1564 deltes den sønderborgske del mellem Frederik 2. og hans bror Hans den yngre, og da den ugifte Hans den ældre døde i 1580, deltes hans område mellem Frederik 2. og Hans den yngre på den ene side og hertug Adolf på den anden.

© Dette billede må du ...

Johan Friis' Hesselagergård på Fyn. Kort efter Grevens Fejde, i 1538, tog Johan Friis fat på at nybygge slægtens gård. Efter en pause i byggeriet blev projektet udvidet. Taget har skyttegang og skyde- og skoldehuller. Langs skydeskårene forløber en egebjælke med hul til leje for en hagebøsse ud for hvert skydeskår. Indgangen har været særlig velbeskyttet. Den var oprindeligt placeret på det firkantede tårns side, hvortil vindebroen førte. Der kunne nemlig godt bygges højt og knejsende, og der var ikke brug for svære jordvolde, for det var ikke modstandere med artilleri, Johan Friis indrettede sin beskyttede bolig efter. Husets arkitekt var Morten Bussert, men de prægtige gavle, der ligner den italienske renæssances paladsfacader, som Johan Friis havde set på rejser i sin ungdom, er sandsynligvis udformet af Jacob Binck efter en bog om moderne italiensk arkitektur. Byggeriet blev først afsluttet omkring 1550.

Viser 2 af 2 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Holsten
I. Tysk adel. Slægten Holsten uddøde i mandsl ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
skoldehuller
muråbning i en udkraget skyttegang eller over en por ...Artikel i Den Store Danske
Johan Friis
20.2.1494-5.12.1570, dansk kansler 1536-70. F ...Artikel i Den Store Danske
samfundsorden
begreb, der bruges enten om et samfunds (en stats) l ...Artikel i Den Store Danske
Holsten
tysk Holstein , 1111-1474 grevskab og derefter  ...Artikel i Den Store Danske
skyttegang
overdækket gang, ofte af træ, øverst på en fæstnings ...Artikel i Den Store Danske
Hesselagergård
hovedgård (sædegård) på Fyn nær Gudme mellem ...Artikel i Den Store Danske
Johan Friis
 20.2.1494-5.12.1570, kongens kansler. Født på Lundb ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Skåne
det sydligste landskab i Sverige. Med sammenlægn ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
AWit
13/02/2012
  • Læst 782 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki