Hele Frederik l.s regeringstid (1523-1533) var præget af konflikter og voldsomme uroligheder. „Det er, som om hele middelalderens samfundsordning løsner sig i alle sine fuger under de stærke politiske, religiøse og sociale modsætninger,” har historikeren A. Heise sagt om disse år. Den højadel, der havde gennemført kongeskiftet og sikret sig endnu større privilegier i Frederik l.s håndfæstning, kæmpede for at fastholde de nye, lovfæstede rettigheder, både over for kongemagten og over for de lavere befolkningsgrupper. Bønder og borgere var efterhånden presset så hårdt af de højadelige magtudvidelser og de kongelige skatter, at det kunne være nok. Samtidig blev problemerne omkring kirkens stilling i samfundet og dens forhold til de forskellige dele af befolkningen, stadig mere påtrængende. Og i det meste af perioden var den landflygtige Christian 2. og muligheden for hans tilbagekomst med væbnet magt en virksom politisk faktor, der skabte henholdsvis håb og frygt hos de politiske modparter. Christian havde fortsat mange tilhængere i Danmark, og hans agenter og spioner søgte at kanalisere utilfredsheden i befolkningen over i støtte til den fordrevne konge.

Det var ikke alene i Danmark, at samfundsordenen var truet i disse årtier. Andre lande, hvor en tilsvarende udvikling havde ført frem til lignende spændinger, oplevede lignende rystelser. Tyskland blev hjemsøgt af sociale uroligheder i mange byer og af en lang række bondeopstande, der kulminerede med den store bondekrig i 1524-25, der endte med bøndernes nederlag til fyrsternes professionelle lejehære. Disse begivenheder var kendt i Danmark og optog sindene. Og mange af de tanker, man i Tyskland gjorde sig om tidens brændende problemer og deres løsning, vandt også genklang i Danmark.

Med den nordiske union kom det ved denne tid til en ende. I 1523 blev Gustav Vasa valgt til svensk konge som et udtryk for, at de betydeligste kredse i den svenske adel nu så deres interesser knyttet til en svensk kongemagt. Her begynder den tid, da Sverige blev en selvstændig magt af voksende betydning, som Danmark måtte værge sig imod, selv om Danmark endnu i resten af århundredet var stærkest. I Norge anerkendtes Frederik 1. derimod hurtigt, men det norske rigsråd benyttede den usædvanlige situation til at sikre sig en stærkere stilling end hidtil.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet "Denne forgiftige tid".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig