Det ville efter nutidig sprogbrug være forkert at sige, at man dengang troede på Gud. Ateisme var en umulighed, og tro på Gud betød ikke en mere eller mindre usikker forestilling om hans eksistens, men tiltro, tillid, til Gud, hvordan man så end opfattede ham. I dag er det meningsfuldt at sige, at man tror på Gud som et udsagn om hans eksistens, for den hører ikke længere til de selvindlysende og uanfægtelige realiteter. I 1500-tallet ville det have været lige så absurd en udtalelse, som hvis nogen i dag erklærede, at de troede på tyngdekraften eller elektriciteten.
Ikke blot Gud, men også den verdensorden, han havde skabt, hørte til de mest grundlæggende af datidens realiteter. Den var et af de absolutte fikspunkter for orienteringen i tilværelsen, en del af det, der blev følt og oplevet som objektiv virkelighed. Vi har allerede set, hvordan den var bestemmende for hele samfundstænkningen. Forestillingen om stands-samfundet som den faste, gudsskabte jordiske orden, en afspejling af den himmelske, hørte med til rammerne for hele det system af normer og værdier, anerkendte forklaringer og usammenhængende formodninger, som er en del af menneskelivet. Inden for den kosmiske orden skulle alt og alle finde sin rette plads og dermed sin jordiske og evige lykke. Det var en grundlæggende del af det kulturmønster, som gennem sproget og alt, hvad et menneske fra sin spæde barndom i øvrigt mødte af udtrykte eller underforståede holdninger og meninger, formede bevidstheden hos alle. Det var gennem standssamfundets sociale virkelighed, de fælles underliggende forestillinger skabtes om, hvad der havde eksistens, var godt og ondt, rigtigt og forkert, muligt og umuligt. Her fandtes forklaringerne på de eksisterende livsbetingelser og magtforhold. Og det var også inden for disse forklaringsrammer, man måtte forholde sig til de forandringer, der faktisk skete.
Til realiteterne hørte også Djævelens og hans faldne engles fysiske eksistens. Gud havde skabt alt godt, og hans skaberværk var evigt. Ved syndefaldet var harmonien imidlertid blevet forstyrret, Gud havde indrettet den eksisterende samfundsorden, som derfor lå uden for menneskelig kontrol, og hvad det nu drejede sig om, var at fastholde det oprindelige og sande og at vende tilbage til det, når forstyrrelser indtraf, ligesom Gud ved dommedag ville iværksætte en fuldstændig genoprettelse. Også lovgivningen var knyttet til forestillingerne om Guds lov som evig og uforanderlig med gyldighed for alle kristne. Den lå bag de ufuldkomne menneskelige love og den overleverede retsorden, sædvanen. Nye love, nødvendiggjort af de samfundsmæssige realiteter, blev derfor ikke opfattet som principielt nye, men som fortolkninger, specificeringer eller genindførelse af en allerede eksisterende evig lov. At en lov var „af arild” eller i overensstemmelse med sædvanen var ofte dens legitimering, og omvendt måtte en lov opfattes som uretfærdig og ukristelig, hvis den åbenlyst stred mod gammel orden og sædvane.
Historiens vigtigste indhold var den stadige kamp mellem Gud og Djævelen, den faldne kerub, der drog en del af englene med sig i sit oprør. Den jordiske del af dette verdensforløb var rammen om samfundenes og de enkeltes historie – alt hvad vi kan indbefatte i begreber som politik, økonomi og kultur. Djævelen var forklaringen på det onde i verden og i mennesket selv, på det kaotiske og alt det, der ellers ville hindre en følelse af sammenhæng og harmoni i tilværelsen. De faldne engle, djævlene, var overalt. Historikeren Troels-Lund har sammenlignet det med vor viden om bakterier, som konstant omgiver os, uden at vi kan se dem, og som vi må værne os imod. Det var umuligt at tænke på menneskelivet med alle dets gode og onde sider uden at have både Gud og Djævelen med i tankerne.
Alt var allerede skabt af Gud og eksisterede, og al viden var i princippet kendt og tilgængelig. Intellektuelt arbejde bestod altså i at finde en eksisterende, men måske for mennesker tabt eller skjult viden. Det drejede sig ikke om at udvikle nye teorier eller metoder eller at vinde ny indsigt. Kundskaben var nedfældet i Bibelen, i kirkens lære og tradition og i „naturens bog”, som havde samme forfatter som Bibelen. Bibelhistorien var historien. Dens fortællinger om mirakler, ånder og Guds direkte indgriben satte normen for, hvad der kunne ske og var muligt. At Arons stav forvandledes til en slange, at Faraos autoriserede vismænd gjorde det samme med deres stave, at Jesus forvandlede vand til vin, og at han og apostlene helbredte ved ord og berøring var blot enkelte udtryk for, hvordan magterne virkede i praksis. Også helgenlegenderne, der blev fortalt som historiske begivenheder, viste, hvad der kunne være muligt. Trosbekendelsen, bønnerne fadervor og ave Maria og de ti bud var formuleringer som alle kendte og mange kunne helt eller delvis udenad. Og i Bibelens spændende fortællinger fra fjerne, eksotiske lande, som gennem mange generationer var blevet almen viden, var der stof for tanken og fantasien, ikke mindst for de børn, der voksede op i bondehjemmene, hvor livet var ensformigt og indtrykkene udefra sparsomme. Blandt de meget få billeder, disse børn så under hele deres opvækst, var kirkernes kalkmalerier. Her formidledes ikke blot de bibelske beretninger og religiøse tanker, men også holdninger vedrørende arbejdslivet og familiens forhold.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.