Rygskjold på korkåbe af italiensk guldbrokade, Århus Domkirke. Selve kåben er italiensk arbejde fra slutningen af 1400-tallet, mens rygskjoldet er lavet i Nordtyskland i første fjerdedel af 1500-tallet. I midten står Sankt Kristoffer i vandet støttet til sin stav og med Jesusbarnet på ryggen. Ved hans sider to paver: Sankt Clemens, der var domkirkens værnehelgen, og muligvis Sankt Urban 1. Foran på flisegulvet knæler kåbens giver, Niels Clausen, der var biskop i Århus fra 1490 til han i 1520 afstod embedet til Ove Bille mod at beholde Silkeborg Slot samt omkring halvdelen af stiftets indtægter. Figurerne og bygningsdetaljerne er applikationer syet på lærred og foret med papir.

.

Den danske kirke var en del – en provins – af den internationale kirke, et gigantisk multinationalt selskab, der med sine udstrakte jordbesiddelser og velorganiserede institutioner øvede betydelig indflydelse på landenes økonomi og politik. Det administreredes af paven og kurien, dvs. det stadig voksende bureaukrati i Rom, hvis embedsmænd bl.a. lønnedes med indtægterne fra gejstlige embeder rundt omkring i landene. Embederne passedes så af vikarer, mens indtægterne i øvrigt gik til Rom.

I begyndelsen af 1500-tallet var den internationale kirke ude i svære problemer. De stærkere stater begrænsede kirkens udfoldelsesmuligheder. Det gjaldt navnlig det store Habsburgske Rige, hvis overhoved var forlenet med kejserværdigheden over Det tyske Rige. Gennem heldig dynasti- og ægteskabs-politik var det kommet til at omfatte Østrig, Nederlandene, Burgund, Spanien og store dele af Italien, og til alt dette føjedes de amerikanske kolonier. Dette vældige rige var ganske vist ikke en samlet stat, men havde karakter af en personalunion, hvor kejseren var konge eller hertug i de enkelte lande. Alligevel gav det den habsburgske kejser en langt stærkere stilling end tidligere tiders kejsere normalt havde haft.

I Spanien var kirken i så høj grad domineret af kongemagten, at der reelt var tale om en nationalkirke, hvor kongerne besatte de gejstlige embeder. I 1517 blev det samme tilfældet i den anden europæiske stormagt, Frankrig.

Tidens storpolitiske konflikter omfattede langvarige krige i Italien mellem Habsburg og Frankrig, hvori kirkestaten ivrigt deltog med dyre lejetropper og et stort diplomati. Det blev stadig vanskeligere for paven at håndhæve den gamle tanke, at kirken først og fremmest var en åndelig magt, der stod over den verdslige.

De politiske realiteter trængte sig således på med stadig større vægt, og samtidig var kirken for alle en selvfølgelig del af det kristne samfund. Kirken og dens lære var uløseligt vævet ind i befolkningens daglige liv på alle planer. Paven indtog stadig en sådan stilling, at det ikke kunne være en fyrste ligegyldigt, om han havde paven med sig eller imod sig, og også i fyrsters og andre politikeres bevidsthed var kristendommen knyttet sammen med den politiske tankegang.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kirken og dens egne kritikere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig