Ditmarsken, Holsten, Lübeck og Hamburg.

.

Krigsreportage. Da kong Hans' hær i 1502 rykkede ind i Sverige, var der en ekspert i brobygning med, Paul Dolnstein, som også var en udmærket tegner. Her har han foreviget et sammenstod mellem kong Hans' tyske lejetropper og svenske bondesoldater. Landsknægtene – egentlig lanseknægtene – er bevæbnet med lanser og hellebarder. Bondesoldaterne er mere uens i klædedragt og udrustning.

.

For kong Hans blev årene omkring århundredskiftet afgørende. Kroningen i Stockholm i 1497, hvorved den nordiske union var genoprettet, blev kun en delvis og midlertidig sejr. Og i året 1500 led kongen et opsigtsvækkende nederlag.

Ditmarsken i det vestlige Holsten var på dette tidspunkt reelt uafhængigt af fyrstemagt. Situationen passede bønderne, hvoraf en del var særdeles velstående, ganske godt, og det samme gjaldt hanseaterne. Ditmarsken lå langs den nordlige bred af Elbens udløb og dermed ved indsejlingen til Hamburg. Hvis en fyrste fik militære støttepunkter i området og dermed magt over både skatteborgere og handelsveje, ville situationen blive en ganske anden.

Både kong Hans, hertug Frederik og det holstenske ridderskab var indstillet på magtudvidelser i hertugdømmet, og efter Sveriges genoptagelse i unionen mente Hans, at tiden var inde. Kongen og hertugen forlangte ret til at opføre tre borge i Ditmarsken og krævede skat af indbyggerne.

Da bønderne afviste disse krav, angreb fyrsterne. Hovedbyen Meldorf blev indtaget med lethed. Landsknægtene og de jernklædte adelige ryttere, i alt omkring 12.000 mand, begav sig derefter nordpå ud i marsken fulgt af artilleriet og vogne, hvoraf nogle var tomme, for de var beregnet til det store bytte, man ventede sig. Vejen mod Hemmingstedt var ét pløre. Bønderne åbnede digerne imod Vesterhavet, så vandet steg i de dybe, brede grøfter på begge sider af vejen. Før hæren nåede det højere land, gesten, ved Hemmingstedt, stødte den på en skanse tværs over vejen. Her havde nogle få hundrede ditmarskere taget opstilling, og da de forreste landsknægte stormede skansen, smed bønderne rustninger og støvler, og med lanserne som springstokke satte de over grøfterne og gik løs på den lange kolonne af fjender, der ikke kunne flygte, fordi vejen bagved var blokeret af kanoner og vogne.

Omkring en tredjedel af kong Hans' styrke blev hugget ned eller druknede. Hans og Frederik undslap med nød og næppe, og et stort bytte, deriblandt kongens fane, Dannebrog, faldt i bøndernes hænder. Det var en sejr, der rygtedes vidt og bredt, og som også har givet danske bønder stof til eftertanke.

Kort efter kom unionen med Sverige ud i en svær krise. Kongens svenske modstandere fandt i 1501 sammen om et program, der gik ud på at gøre Sverige fri af unionen med enten Sten Sture eller Svante Nilsson (se afsnittet Tronskiftet) som rigsforstander. Hans forsøgte at løse problemet med væbnet magt, men da han i foråret 1502 nåede frem til Stockholm med en lejehær, havde slottet overgivet sig til oprørerne få dage før. Sten Sture var igen rigsforstander, og da han døde i 1503, afløstes han af sin gamle rival og allierede Svante Nilsson.

Reelt havde kong Hans mistet sin svenske kongemagt. De tidligere omtalte krigeriske forviklinger mellem Danmark, Lübeck og Sverige endte i 1512 som nævnt med en traktat, hvorved Sverige formelt anerkendte kongens ret til den svenske krone. Videre kom det ikke i Hans' levetid.

I Norge lykkedes det derimod at fastholde stillingen. Blandt de adelige magthavere, var der nogle som mente, at man skulle orientere sig mod Sverige for at undgå dansk dominans i Norge. Det gjaldt især lensmanden på Akershus, Knut Alfssen, der var søn af en svensk adelsmand og havde giftet sig godt i Norge. Det lykkedes ham at få det svenske oprør til at brede sig hertil. I sommeren 1502 sendte Hans sin søn, Christian, til Norge med tropper, og efter en energisk indsats blev oprøret kuet. Knut Alfssen blev dræbt, da han mødte med frit lejde for at forhandle. Kong Hans takkede siden drabsmanden, Henrik Krummedige, for gerningen, der havde fjernet en af de mest virksomme modstandere af den kongedominerede unionspolitik.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Konger og krige.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig