Blodbadet

De begivenheder, der nu fulgte, har optaget sindene lige siden og i høj grad været med til at skabe opfattelsen af Christians person og hans samlede politik. Meget i sagen er uigennemskueligt for os, men selve det ydre forløb står fast. Kort fortalt skete der følgende: efter kroningen blev der festet i flere dage på slottet med deltagelse af bisper og andre prælater, mange adelige, byens borgmestre og råd og andre fornemme borgere.

Onsdag den 7. november blev slottets porte lukket. Kongen, rigsrådet og mange af gæsterne samledes i slottets store sal, hvor der oplæstes et „skrift med klagemål” mod afdøde Sten Sture og en række andre navngivne personer, hvoraf flere var til stede i salen. Det var ærkebisp Gustav Trolle, der her anklagede sine modstandere for, hvad der var sket ham i de foregående års kampe: de havde holdt ham fanget i Stockholm i to år, afbrændt og nedbrudt hans slot Stäket, tilegnet sig kirkens klenodier, øvet vold også mod andre gejstlige og endnu mere.

De anklagedes derfor for at være åbenbare kættere, og ærkebispen erklærer, at han ikke vil indgå noget forlig med dem, men anmoder kongen om at arrestere dem og straffe deres kætteri. Næste dag udarbejdedes et aktstykke af 14 svenske gejstlige med Gustav Trolle i spidsen, hvori anklageskriftet citeres (det er herfra vi kender det), og aktstykket munder ud i en erklæring om, at de nævnte personer efter kirkens, kejserens og Sveriges love var åbenbare kættere.

Samme dag begyndte henrettelserne på Stortorvet. Ligene sorteredes i tre bunker efter stand. Gejstlige, adelige og borgerlige hver for sig. Henved 100 personer mistede livet.

Karakteren af de fjortens aktstykke er omstridt. Er det en egentlig dom for kætteri, eller er det en ekspertudtalelse fra kirkeretskyndige til vejledning for en domstol? Der er også uenighed om, hvem der kan have fået ideen til aktionen og dens juridiske maskering, selv om næppe nogen vil bestride Christian 2.s endegyldige ansvar, eller at anklagen for kætteri skulle gøre det muligt at komme uden om den givne amnesti og gøre de anklagede hjemfaldne til dødsstraf. Det afgørende synes imidlertid sikkert: det drejede sig om at eliminere de magtgrupper, som kunne modarbejde den kongelige politik, herunder især den højadelige rigsrådsopposition.

Kun et fåtal af de henrettede havde været nævnt i klageskriftet. Der var to bisper mellem de henrettede, nogle medlemmer af rigsrådet, andre højadelige og lavadelige samt tre borgmestre, 14 rådmænd og en række fremtrædende borgere. Nogle af dem var folk, som havde arbejdet for kongen. I den følgende tid fortsatte henrettelserne rundt omkring i landet.

Der har været andre og værre blodbad både for og siden, og som det stockholmske er nogle af dem foregået under et skin af formel legalitet. Når blodbadet i Stockholm har fået en fremtrædende plads i historien, er det fordi det ramte prominente personer, og fordi det var med til at bestemme de følgende års begivenheder og cementere modsætningerne mellem Danmark og Sverige.