Københavns hovedkirke, Vor Frue, blev ødelagt ved byens brand i 1728. På grundlag af murrester og billeder og ved sammenligning med dens søsterkirke, Sankt Petri Kirke i Malmø, har man kunnet lave et billede af den unggotiske bygning som den så ud i 1500-tallets begyndelse. Mange sidekapeller var efterhånden kommet til for at give plads til flere altre. Tårnet blev bygget ca. 1485 og det høje spir i begyndelsen af 1500-tallet.

.

Segl tilhørende københavnske håndværkerlav: skomagere og remsnidere. Fra privilegiebrev 1525.

.

Titelblad i Claus Mortensen Tøndebinders Det kristelige messeembede på dansk, trykt i Malmø i 1528. Den gudstjenesteordning, der her indførtes, var inspireret fra Sydtyskland. Den var mere radikal end Luthers ordning hvad angår at forlade latinen til fordel for modersmålet.

.

Jørgen Kocks gård i Malmø. Han købte grunden med et stenhus på i 1522 og ombyggede i de følgende år huset. Den sengotiske nordgavl bærer årstallet 1525. I hjørnenichen står Jomfru Maria med Jesus-barnet. Jørgen Kock købte eller byggede desuden gårde og udlejningsejendomme i Malmø, så han efterhånden ejede hele husrækker.

.

En jævn borgerbolig er bevaret i Store Kirkestræde 20 i Køge. Huset har oprindelig været længere end de tre fag bindingsværk med mursten imellem, der nu står. Over døren har der været en indskrift med påkaldelse af Jesus, Maria og Anna og årstallet 1527. Det er det ældste sikkert daterede købstadshus af denne type, vi har.

.

En tidlig fremstilling i en dansksproget bog af den nye gudstjeneste med dåb, nadver og prædiken. Træsnit i Bedebog, trykt i Magdeburg 1531 af Hans Walter, der senere også trykte Hans Tausens Postil. Bedebogen er baseret på Luthers bedebog, der allerede i 1527 var blevet oversat af Poul Helgesen.

.

Tavle fra et sidealter i Vordingborg Kirke, skåret i Nordtyskland omkring 1500. Da Vor Frue Kirke i København blev besat af en gruppe borgere 3. juledag 1530, havde kirken efterhånden fået omkring 40 sidealtre, viet til mange forskellige helgener. Her holdtes de utallige betalte messer til mange formål: sjælemesser for stifteren selv eller hans slægt og venner til afkortning af opholdet i skærsilden, messer for regn, godt vejr, for at få stjålet gods igen eller imod ulykker, krig, sygdom, troldfolk og tyve eller imod kødets lyst og urene tanker. Vi har ikke bevaret noget sidealter fra Vor Frue, hvor der bl.a. var et alter for Den hellige Anna, Marias mor, måske med en altertavle som denne, der i midten har „Anna selvtredje”, dvs. sammen med Maria og Jesusbarnet.

.

Helgenfigur, kirkefaderen Ambrosius fra Århus Domkirke, udført 1508. I højre hånd har han haft sin bispestav. En del bisper var i tidens løb blevet gjort til helgener og fremstilledes i deres bispedragt. I reformationstiden kunne de opfattes som et særligt provokerende udtryk for helgenkultens hykleri og de aktuelle uoverensstemmelser mellem bispeembedets teori og praksis.

.

I Viborg fortsatte reformationen, efter at Hans Tausen var flyttet til København. Kongen gav tilladelse til, at man nedbrød byens sognekirker og overlod tiggermunkenes klosterkirker til de evangeliske. I 1530 overtog de domkirken og begyndte at holde gudstjeneste her. Biskoppen indfandt sig i den anledning med væbnet følge, men blev afvist af bevæbnede borgere.

I det østlige Danmark blev reformationsudviklingen især markant i de to store handelsbyer ved Øresund, Malmø og København. Kontakten med Nordtyskland og Nederlandene var livlig her, og de nye tanker blev kendt gennem købmænd og søfolk fra disse steder og gennem skrifter og prædikanter, der var fulgt med købmændene. Universitetet i København – og ikke mindst Poul Helgesen – havde tiltrukket humanistiske og kirkekritiske teologer, hvis undervisning prægede studenterne. Her som andre steder var den reformkatolske holdning en vej, der hos mange førte videre i retning af mere radikale tanker, også hos folk uden for teologernes lille kreds. Københavnerne forstod, at der taltes om ting ved universitetet, som ikke var efter pavens lærebog. Det har ikke undgået nogens opmærksomhed, at eksperterne var uenige, selv om man ikke forstod alt, hvad de skændtes om.

Hertil kom de kirkelige institutioners meget konkrete rolle i byernes økonomiske liv, der gav anledning til mange rivninger. De kirkelige administratorer erhvervede fortrinsvis byejendomme i de handelsmæssigt virksomste købstæder, hvor der var mest at hente i kraft af stigende ejendomspriser. Sjælemessegaver og køb havde ført til, at kirken ejede eller havde ret til indtægt fra omkring en tredjedel af alle ejendomme og grunde i Malmø, og i København har det øjensynligt drejet sig om en endnu større andel. Kirkens del af byens ejendomme var voksende til irritation for de velhavende borgere, der selv ønskede at investere i fast ejendom, og magistratens forsøg på at dæmme op for denne udvikling ved kongemagtens hjælp havde ikke vist sig effektive. Bystyret måtte anerkende gejstlighedens skattefrihed for de ejendomme, den selv boede i, mens lejerne i de kirkelige ejendomme betalte skat som andre borgere. I nogle tilfælde lejede velstående borgere ejendomme af kirken med henblik på genudlejning, eller borgerne havde opført bygninger på grunde, der tilhørte en kirkelig institution. Ved huslejefastsættelser og andre vilkår for kirkens lejere var det set fra borgernes synspunkt en stor svaghed, at kirken ikke hørte under byens jurisdiktion, og at bystyret ikke havde sanktionsmuligheder over for de gejstige husværter. I 1524 søgtes nogle af problemerne løst ved en aftale mellem byen København, biskop Lave Urne og kapitlet ved Vor Frue Kirke i byen, hvorved der indførtes standardkontrakter samt et huslejenævn på 16 personer med lige repræsentation for kirken og byen. Det indgik i aftalen, at byen skulle „afværge og modstå Luthers kætteri og vildfarelse”. Trods aftalen forekom der stadig betalingsunddragelser både i København og i Malmø. Kirkelige institutioner gav sig også af ned pengeudlån, undertiden arrangeret på den måde, at kirken fik ret til en andel af lejeindtægten fra låntagerens faste ejendom til „evig tid”, således at hæftelsen fulgte ejendommen ved salg.

For kongen og rigsrådet var det magtpåliggende at vinde de ledende borgerkredses støtte under de urolige forhold, så meget mere som borgernes handelsmonopol, der var søgt gennemført af Christian 2., var blevet opgivet til fordel for adel og gejstlighed. I 1526 fik København og Malmø brev på, at deres bystyre kunne udvides med to borgmestre til fire og med to rådmænd til 12. Når borgmestrene var udvalgt af menigheden – byen som fællesskab – skulle de sværge kongen troskab. I klar modsætning til Christian 2.s skultus-ordning, med en slags overborgmester udnævnt af kongen, så magistraten i praksis blev kongens forlængede arm, anerkendte Frederik 1. således de to byers selvstyre. Udvidelsen gav bedre praktiske muligheder for at udvikle det. Der er næppe sket ændringer i den praksis, at byrådene var selvsupplerende og rekrutteredes fra de mest velstående købmandskredse og eventuelt de fornemste håndværkere, og at borgmestrene valgtes blandt rådets medlemmer. En mulig indflydelse fra borgernes side har højst bestået i stadfæstelse af borgmestervalg, som rådet havde foretaget på menighedens vegne.

Samme år kom en anden forordning, der også tog sigte på at styrke magistraternes autoritet i deres byer. Håndværkerlavene i alle købstæder blev afskaffet. Begrundelsen hævdedes at være, at de førte til „stor tvedragt og ulydighed blandt almuen”. Frederik 1. havde tidligere erklæret, at han aldrig havde fået Malmø i sin magt, hvis ikke borgmester Jørgen Kock havde kontrolleret håndværkerne. Ophævelsen af håndværkernes organisationer var uden tvivl endnu et tiltag, der skulle styrke de lokale myndigheders autoritet over for en befolkning, hvor der var stor utilfredshed. Det var også i 1526, Jørgen Kock nød den sjældne ære at blive optaget i adelstanden. Håndværkernes gamle, grundfæstede organisationer overlevede dog uanfægtet forordningen om deres afskaffelse. Det tyske Kompagni i København blev ophævet i dets hidtidige skikkelse, ligeledes i 1526, til gavn for de danske storkøbmænd. Gifte tyske købmænd, som havde taget borgerskab, skulle gå ind i de danske købmænds kompagni, og kun ugifte tyskere uden borgerskab måtte have deres egen sammenslutning.

I 1527 begyndte præsten Claus Mortensen Tøndebinder og den tidligere karmelitermunk Hans Olufsen Spandemager at prædike i Malmø, støttet af Jørgen Kock. De fik straks stor tilslutning fra borgerne. I 1528 oprettedes også her et trykkeri, og prædikanterne kunne samme år udsende en salmebog og den første kendte evangeliske messeordning på dansk. Jørgen Kock opnåede kongens tilladelse til at anvende byens gråbrødrekloster til hospital og helligåndsklosteret til rådhus. Byen måtte dog først overtage de to klostre, når alle munke havde forladt dem frivilligt.

Den fungerende ærkebiskop Aage Sparre kom, højst foruroliget over udviklingen, til Malmø i november 1528 sammen med nogle verdslige rigsråder og stævnede prædikanterne for sig. De udeblev og angreb ham voldsomt fra prædikestolen. Bystyret har måske fundet det tilrådeligt, at man holdt en lav profil, i hvert fald forlod Claus Mortensen og Hans Olufsen Malmø og tog til det lutherske Haderslev. Men der kom snart nye prædikanter til Malmø: to tidligere munke og Poul Helgesen-elever, Frands Vormordsen og Peder Laurentsen. Frands Vormordsen forsøgte først en moderat kurs og søgte og fik Aage Sparres tilladelse til at prædike. Ved at give tilladelsen viste Sparre, at det væsentligste for ham var, at prædikanterne anerkendte hans autoritet. Men mellemvejen mellem reformkatolicisme og kirkebrud viste sig umulig, og forkyndelsen blev igen radikal. Snart havde reformationen sejret i Malmø. De sidste tiggermunke blev fordrevet ved, hvad Peder Laurentsen kalder „et stort opløb og bulder”. Med den begrundelse, at den evangeliske gudstjeneste nu var indført i byen fik byrådet et kongebrev, der gav det tilladelse til at disponere over de af kirkens ejendomme, som havde givet indtægt til messetjenesten. Lejeindtægten skulle nu gå til hospitalet og en prædikantskole. Sognepræsten ved Sankt Petri Kirke blev i 1529 presset til at trække sig tilbage mod en aftrædelsessum. Kirken var nu underlagt rådets myndighed, og den hjemvendte Claus Mortensen kunne overtage embedet som sognepræst og udrense billeder og altre af kirken.

Byrådet havde sat sig i spidsen for den indenbys kirke, det havde fået ret til at indsætte sognepræsten, og tidligere kirkelige aktiviteter som drift af hospital og fattigforsorgen blev kommunale anliggender. Rådet havde sikret sig kongens tilladelse til alle afgørende skridt, selv om det i sagen om overtagelse af klostrene gik hårdere frem, end kongens brev gav det ret til. Udviklingen i Malmø har som baggrund den flydende situation: den gamle kirkes autoritet var svækket, og kongemagten var ikke formelt placeret i dens sted. Byrådet anerkendte dog klogeligt kongens overhøjhed, samtidig med, at det ledede befolkningen i den retning, den selv ønskede. Det var en reformation af hele bysamfundet, der nu fremtrådte samlet under Jørgen Kocks og den øvrige magistrats praktiske ledelse.

I København var udviklingen langsommere og nåede ikke så langt. Da kongens kapellan Hans Tausen i 1529 kom til København, blev han prædikant ved Nikolai Kirke. Det synes at være sket på kongens initiativ, men uden tvivl ud fra en viden om, hvad bystyret og befolkningen ønskede. Der var i hvert fald stor lydhørhed for hans forkyndelse.

1530 blev et uroligt år i København. I april måtte gråbrødrene afstå deres kloster til magistrat og menighed på kongens vegne efter et kraftigt pres fra befolkningen. Byen fik dog ikke i første omgang rådighed over klosteret, idet kongen ønskede at anvende det til universitetet. Først i 1532 blev det overladt til byen til brug for hospitalet.

Men det blev mod den store og rige Frue Kirke, hovedslaget kom til at stå. Roskildebispen Joachim Rønnow, der i 1529 havde afløst den gamle Lave Urne, havde måttet udstede et åbent brev, hvori han med ansvar over for kongen forpligtede sig til at beskytte evangeliske prædikanter i købstæder og landsbyer i sit stift. Han var også villig nok til at lade dem prædike i Sjællands sognekirker, når bare det skete med hans godkendelse. Også i København kunne de prædike i sognekirkerne, som det faktisk allerede skete, og for Vor Frues menighed, når blot det foregik i et af klostrene og ikke i selve kirken, og kannikerne her i øvrigt fik kompensation for de bortfaldne indtægter fra sognekirkerne og garanti for indtægterne af de gejstlige ejendomme i byen. Men det var ikke nok for borgerne. De ville have deres prædikant til at prædike i byens hovedkirke, og de ville have de katolske messer helt afskaffet.

Klimaet mellem parterne fremgår af, at Rønnow lod sine krigsfolk spærre adgangsvejene til København. Magtdemonstrationer af den art havde, som det også siden er set, ingen beroligende virkning på københavnerne. Kongen måtte gribe ind og bringe et forlig i stand, hvorved bispen blev tvunget til at tillade evangelisk prædiken og dansk messe i Vor Frue om søndagen mod, at der samtidig blev givet garanti for opretholdelse af de latinske messer i kirken. Præsterne og kannikerne ved kirken fik sikkerhed for at måtte beholde indtægterne af kirkens ejendomme i byen med det væsentlige forbehold, at når de døde, måtte byen anvende midlerne til „anden Guds tjeneste, hvad dem tykkes”. Dermed var der lagt op til, at et evangelisk kirkesamfund gradvist kunne overtage kirkens ejendom og økonomiske grundlag i København, svarende til, hvad Malmø allerede havde opnået. Undtaget var dog de indtægter, der skulle sikre opretholdelsen af katolsk messe. Det blev tilføjet, at præsterne ikke måtte foranledige „noget mytteri blandt almuen udi nogen måde imod Guds ord”.

Byrådet var delt i sagen om forliget med biskoppen. Storkøbmanden Ambrosius Bogbinder, Christian 2.s legekammerat fra barndomsårene i København, var blevet borgmester kort forinden, og han hørte til de kompromisløse i kampen for en reformation i lighed med den, der netop var gennemført i Malmø. Han erklærede, vistnok i anledning af forliget, at han ville blive ved evangeliet, han var sammensvoret med 300 borgere, og de skulle nok finde en herre, der ville forsvare dem, dersom Frederik 1. ikke ville. Det var, som en af rådmændene sagde, „et farligt ord”. Men Ambrosius Bogbinder synes at have stået alene i byrådet, hvis flertal sikkert har ønsket at indhente kongens samtykke til forandringerne. Uden for rådet var der derimod fremtrædende folk, som udtalte sig på linie med den rabiate borgmester.

Mens herredagen holdtes i juli 1530 i byen, var forventningerne om en afklaring af de kirkelige spørgsmål stor, for kongen havde som nævnt indkaldt både prælater og de evangeliske prædikanter fra hele landet. Parterne fik dog ikke foretræde. Måske har det spillet ind, at kongen og de lutherske råder foretrak at holde situationen flydende, til bispekirken var endnu mere svækket. I hvert fald turde de ikke risikere at fremkalde en splittelse i den farlige situation. På det kirkelige område var resultatet en bestemmelse i en „købstadsordinans” om, at enhver „som har nåden” må prædike, blot det var i overensstemmelse med Den hellige Skrift. Alle kunne naturligvis være enige om, at forkyndelsen skulle være efter Bibelen, men der blev ikke sagt noget om, hvem prædikanterne skulle være ansvarlige overfor.

Mens prædikanterne ventede på at komme for herredagen, var stemningen høj i København. Der blev prædiket livligt hver dag, og kunne prædikanterne ikke få lejlighed til at bevise bispernes åndelige fallit og deres egne meningers overensstemmelse med Bibelen over for konge og rigsråd, så kunne de i hvert fald gøre det over for borgerne og de mange fremmede, der var strømmet til byen. Stemningen var sådan, at de katolske teologer ikke turde færdes i gaderne uden væbnet følge, og byen genlød af smædeviser og hån imod dem.

Den radikale evangeliske bevægelses forhold til magistratens moderate flertal tilspidsedes, efter at herredagen ikke havde bragt nogen afgørelse. Kræfter blandt bevægelsens mere fremtrædende folk søgte at få dannet et fornyet byfællesskab omfattende alle borgere gennem en fælles edsaflæggelse. Det leder tanken hen på Ambrosius Bogbinders tidligere refererede udtalelse og på bøndernes „forbund og forpligtelse med løfter og åbne, beseglede breve” tre år tidligere (se afsnittet De reformatoriske tanker). Sådanne kollektive edsaflæggelser var et velkendt led i forberedelserne til organiseret modstand. De kendes også fra den tyske bondekrig og fra tyske rigsbyer, hvor de betegnede et vigtigt skridt hen imod at presse bystyret til at gennemføre en reformation i byen. Tankegangen ligger i forlængelse af de middelalderlige forestillinger om menigheden som det kristne samfunds nadverfællesskab, der var en vigtig del af tidens samfundstænkning. Eden eller løftet indeholdt ordets særlige kraft. I København kender vi bestræbelserne på at danne en sådan forpligtende fællesfront fra et forslag til de borgermøder, der holdtes i roderne, de otte kvarterer byen var delt op i af hensyn til skatteligningen. Forslaget gik ud på, at hver enkelt borger ved ed skulle forpligte sig „på det hellige Guds ord at leve og dø derved, ligesom vore prædikanter nu prædiker og har prædiket”, og at man skulle stå sammen imod „det gamle hykleri og papistiske regimente”. Derefter skulle der udtages fire mænd af hver rode, og disse 32 mænd skulle henvende sig til borgmestre og råd og tage en lignende ed af dem – „såfremt vi skal være deres lydige borgere”.

Dette forsøg på at gøre den radikale reformatoriske bevægelse til byens fælles anliggende med henblik på politisk indflydelse formulerer sig altså som en henvisning til Guds ord, således som prædikanterne forkyndte det. Borgernes lydighedspligt over for magistraten blev gjort betinget af, at den indgik i det nye fællesskab. Det ser ikke ud til, at udvalget på de 32 mænd blev til noget, og det er overhovedet uklart, om forslaget kom til behandling på borgermøderne. Men sagen var alligevel slem nok for rådet. Det gjaldt om at bevare den politiske ledelse. Det gør det altid for politiske ledere, og undertiden klarer de problemet ved at stille sig i spidsen for er uønsket bevægelse. Det var bare ikke gørligt i dette tilfælde, for så ville magistraten komme i et uopretteligt modsætningsforhold til kongen.

I begyndelsen af november forsøgte magistraten igen at påvirke Frederik 1. for at få ham til at tage stilling til reformationsrøret i byen. Den danske kirke var løsrevet fra Rom, og nu måtte kongen efter magistratens mening tage sig af dens anliggender. Magistraten hævdede i et brev til ham, at almuer „daglig ligger os på halsen” med krav om, at de katolske messer i Vor Frue Kirke skulle ophøre, og det ville byrådet ikke gennemtvinge uden kongens samtykke. Rådet ville have kongen til at lægge pres på Rønnow, så man kunne få standse denne afgudsdyrkelse og undgå „tvedragt, bulder og oprør” Kom byen i åben strid med bispen, kunne det opmuntre kongens og rigets fjender – læs: Christian 2. – så de tryggere kunne angribe kongens rige. Og hvis bispen ikke ville indstille messerne, bad de kongen indsætte et nyt bystyre, for så kunne de ikke garantere kongen en lydig almue.

Næste slag kom udefra, og det var af en anden kaliber end rådets brev, men godt nok i tråd med det. Tredje juledag 1530 gik en gruppe københavnske borgere medbringende økser ind i Vor Frue Kirke, smadrede inventar og helgenbilleder, trængte ind i koret, hvor lægfolk ikke måtte komme, splintrede kannikestolene og rev messebøgerne i stykker, mens de over dængede de tilstedeværende præster med skældsord.

Det kan være svært for os fuldt ud at forstå karakteren af denne begivenhed. Det var vold imod det, som generation efter generation havde følt var helligt – et begreb hvis dybe psykologiske betydning vi i vor verdsliggjorte tid næppe har noget dækkende modstykke til. Det var et slag imod afholdelsen af katolske messer i kirken og dermed imod hele der sakrale magtudøvelse over by og borger, den indebar. Moderne udenlandsk forskning har kaldt tilsvarende begivenheder rituel vold i et forsøg på at udtrykke, at det var handlinger, som førte deltagerne og andre ud over indpodede mentale grænse og afslørede, at tilvante normer og tanke- og handlingsmønstre faktisk lod sig ændre, og at det hellige ikke havde den kraft, man havde følt og frygtet.

Poul Helgesen var naturligvis frådende over det skete. Han omtaler ikke overraskende de voldelige demonstranter som „pøbelens værste bærme”, og skildrer detaljeret, hvordan de forhånede og spyttede på helgenbillederne, mens de slog dem i stykker. Men han tilføjer, at „efter hvad man sagde”, stod en gruppe fremtrædende og navngivne borgere i al hemmelighed bag, og han har fået stillet sine insinuationer så behændigt sammen, at mange historikere helt op til nutiden har læst det, som om disse borgere selv var med inde i kirken og deltog i hærværket. Ifølge dette rygte var bagmændene Ambrosius Bogbinder og en række personer, der ad forskellige veje kan identificeres som tilhørende de ledende kredse i byens vigtigste lav, samt danske og tyske købmænd. Én af dem var tidligere oldermand i det nu ophævede Tyske Kompagni. Hvad vi kan slutte er, at det var disse personer og disse kredse, der i den almindelige bevidsthed lod sig kæde sammen med den reformatoriske bevægelses mest kompromisløse ledelse. At det var i de handlendes og håndværkernes sammenslutninger snarere end i byrådet, den radikale reformationsbevægelse havde vundet fodfæste, svarer meget godt til udviklingen i de tyske byer, hvor det også var lavene og andre grupper, der var udelukket fra bystyret, som førte an i reformationskampene, mens byrådene for det meste søgte at hindre en udvikling, som indebar en trussel imod deres magtstilling. Også edsfællesskabet og borgerudvalget på de 32 mænd må ses som et krav om bredere kredses andel i byens styre.

Som billedstormens egentlige bagmand udpeger Poul Helgesen Hans Tausen, „dette utyske blandt alle udyr”. Han vil hermed sige, at den evangeliske forkyndelse, bl.a. dens voldsomme udfald imod den katolske messe, skabte en stemning, som måtte føre til den slags farlige ting. Han fortæller dog også, at Hans Tausen ud på aftenen kom til og fik standset voldsomhederne, ligesom byfogeden hindrede ødelæggelsen af kirkens højalter.

Der tegner sig således et mønster, der drejer sig om ledelsen af den folkelige reformationsbevægelse i København og dermed om den politiske magt i byen. Havde kongen fulgt byrådets opfordring og fået standset den katolske messe i Vor Frue, havde det samlede byråd stået som befolkningens klare leder i kampen imod bisp og kirke på samme måde som byrådet i Malmø. Den forskellige udvikling i de to byer står uden tvivl i forbindelse med, at kapitlet ved Vor Frue i København var en langt stærkere økonomisk og organisatorisk magtfaktor, der ikke som sognepræsterne i Malmø og de mindre københavnske kirker lod sig skubbe til side uden direkte støtte fra kongen. Ved at være tvunget til en moderat kurs kom det københavnske byråds flertal i modsætning til de yderliggående borgere. Foreløbig var Ambrosius Bogbinder i klart mindretal i rådet og sikkert alene om den kompromisløse holdning. Det kan ikke udelukkes, at denne erkendelse har fået ham til sammen med sine meningsfæller i lavene at demonstrere bevægelsens kampvilje ved et direkte slag imod fjendens hovedcenter i byen, Vor Frue, og at det rygte, Poul Helgesen bringer til torvs om billedstormens skjulte bagmænd, kan indeholde en portion sandhed.

Foreløbig var kongens reaktion på billedstormen at lukke kirken for såvel katolsk som evangelisk messe. Da Christian 2.s længe ventede angreb kom i slutningen af 1531, blev Ambrosius Bogbinder fjernet fra sin post som borgmester. Han var en farlig mand, og tilstedeværelsen af Frederik l.s landsknægte i København på dette tidspunkt gjorde hans afsættelse mindre betænkelig i forhold til borgerne. De katolske rigsråder, der var i København ved denne tid, benyttede samme situation til at få Vor Frue genindviet til katolsk gudstjeneste alene. Men Ambrosius Bogbinder og hans meningsfæller var stadig til stede i byen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Malmø og København.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig