Middelalderen rinder ud

Middelalderen er et velkendt begreb. Undertiden bruger vi det nedsættende. At noget er „helt middelalderligt”, er klart et skældsord. Udtrykket „den mørke middelalder” tegner heller ikke billedet af noget positivt. Det indeholder forestillingen om en mellemtid mellem to andre, oldtiden og renæssancen, som begge er blevet opfattet som mere udviklede og åndeligt rigere.

Det ligger altså underforstået i selve vores sprogbrug, at én epoke, middelalderen, sluttede omkring år 1500, og en ny, som var begyndt i Italien noget tidligere, nu slog igennem over det meste af Europa. Denne forestilling går i hovedsagen tilbage til den intellektuelle elites selvforståelse i 1400- og 1500-tallet. Den mente, at de oplevede en renæssance, en genfødelse, af oldtidens rigere kulturliv, og middelalderen blev deres betegnelse for en stillestående og skummel mellemtid, man heldigvis havde overstået. Det er disse forestillinger, vi stadig har indbygget i vores sprog. Nu har man for længst fundet ud af, at disse mellemliggende århundreder på ingen måde var uden udvikling, og at kulturen fuldt ud kan stå mål med andre tidsaldres. Men ordet middelalder er blevet så indarbejdet i vores bevidsthed, at vi ikke kan slippe det, selv om vores forestillinger om tiden ikke længere svarer til ordet. Vi har behov for at dele historien op for at få overblik over det lange forløb. Inden vi tager fat på Danmarks historie i 1500-tallet, kan der være god grund til at overveje, om vi stadig må mene, at der var tale om et brud i historien omkring 1500. Begyndte der her en ny og anderledes tid for Europa? Og gælder det i så fald også for Danmark?

Det er iøjnefaldende, at der ved denne tid fandt nogle store og vidtrækkende begivenheder sted. Helt afgørende blev de store opdagelser, som udgik fra de søfarende lande i Sydeuropa, Portugal og Spanien. Gennem det meste af 1400-tallet havde portugiserne vovet sig stadig længere sydpå langs Afrikas vestkyst, mens de systematisk udviklede en skibsfarts- og navigationsteknik, der byggede på de gamle traditioner i Middelhavsområdet. Fulde af foragt for de vantro og sikre på deres egen religions fortræffelighed søgte de efter det land, hvorfra der bragtes guld ad karavanevejene til handelsbyerne i Nordafrika. De fandt ikke de afrikanske guldminer, men de oprettede handelsstationer langs kysten, hvor de købte slaver og guld for heste, tekstiler og isenkram. Efterhånden blev de overbeviste om, at det både var muligt og lønsomt at fortsætte sejladserne for at nå Indien, fællesbetegnelsen for landene øst for de kendte områder, som beherskedes af islam, og hvorfra mange kostbare og vigtige varer kom til Europa. Venezia havde i kraft af sin stærke sømagt fået en næsten monopolagtig stilling som formidler af denne indbringende handel. Vejene gik især via Den persiske Havbugt over land til Syrien eller over Det røde Hav til Ægypten, og mellemhandlerne, herunder ikke mindst venezianerne, beregnede sig gode fortjenester. Desuden fordyredes varerne i stigende grad af krige og uroligheder, især forårsaget af tyrkernes fremtrængen, der gjorde ruterne til Syrien usikre. I 1453 erobrede tyrkerne endog den gamle østromerske kejserby Konstantinopel. Det tog nogle år for portugiserne at få etableret den alternative rute. I 1488 rundede et portugisisk skib Kap det Gode Håb, og i 1498 sejlede en lille flåde under Vasco da Gama for første gang til Indien ad den nye søvej.

Nogle år før, i 1492, havde Columbus i spansk tjeneste opdaget det kontinent, man først troede var en del af Asien, men som i begyndelsen af 1500-tallet blev erkendt som et helt nyt fastland, ukendt for Bibelen og de lærde: Amerika.

Disse og andre rejser, ikke mindst den første jordomsejling i 1519-22, viste, at verden så ganske anderledes ud, end man hidtil havde ment, og efterhånden fik forbindelsen med de nye verdener afgørende indflydelse på Europas handel og økonomi. På langt sigt må vi sige, at opdagelsen af, hvordan Jorden ser ud, danner indledningen til vores egen tid med dens globale politik, økonomi og problemer.

Blandt det nye må også nævnes de ændringer i staternes politiske struktur i retning af en relativ stærkere og mere effektiv centralmagt, som var en generel tendens i de europæiske monarkier og de tyske fyrstestater. Den var i høj grad med til at præge udviklingen i Danmark.

Omkring 1500 nåede to vigtige europæiske strømninger Danmark. Det var humanismen og reformationen, som vi skal høre meget om i denne bog. Også de var noget nyt, som fik vidtrækkende konsekvenser. Man kan imidlertid for det alt sammen pege på forudsætninger og udviklinger i den foregående periode. Opdagelserne havde ikke alene deres forudsætning i en forudgående teknisk udvikling, men kan også ses som en fortsættelse af de kristne rigers ekspansion på Den iberiske Halvø, hvor generobringen fra maurerne stod på i flere århundreder. Den sidste mauriske fæstning, Granada, faldt i 1492, samme år som Columbus sendtes af sted for at finde søvejen til Indien. Ændringerne i statsmagten skete omkring institutioner, som havde deres oprindelse i ældre tid, herhjemme kongemagten og rigsrådet. Og også de nye tanker om forholdet mellem Gud og mennesket er vokset ud af middelalderens tankeverden og har i vid udstrækning eksisteret længe før de fik gennemslagskraft i de reformatoriske bevægelser. Reformationstidens samfund oplevede et voldsomt røre, der var en følge af sociale og politiske udviklinger i senmiddelalderen. Forestillingen om et skarpt brud omkring 1500 har tidligere bidraget til, at det var vanskeligere at se disse sammenhænge bagud i tid.

Det er overvejelser som disse og et voksende kendskab til middelalderen, der efterhånden har fået de fleste historikere til at lægge lige så meget vægt på kontinuiteten som på det skarpe brud. Begrebet renæssancen benyttes efterhånden sjældent som samlet, overordnet betegnelse for et bestemt tidsafsnit i Europas historie, fordi det har været umuligt at forbinde det med en blot nogenlunde fast kronologisk afgrænsning og at give det et generelt historisk indhold. Det overlades i stigende grad til kunst- og idéhistorikere, inden for hvis områder det har vist sig nyttigt til karakteristik af forskellige geografisk afgrænsede eller på anden vis markante strømninger i tænkning, kunst og arkitektur.

Men at det nye ikke straks slog igennem og satte sit præg på samfundslivet overalt, og at det kun kan forstås i sammenhæng med dets forudsætninger i den forudgående epoke, skal ikke skjule for os, at det fik afgørende betydning på længere sigt. Meget af det, der har skabt den verden, vi kender, fik et gennembrud eller udfoldede sig stærkere omkring den tid, vi her taler om. Det betyder ikke nødvendigvis, at det, vi nu hæfter os ved, fordi det efterhånden blev afgørende, også var det, som prægede tilværelse og tankegang for datidens mennesker. Deres forestillinger var vokset ud af den foregående tid, ligesom vores er det nu. Men i 1400- og 1500-tallet skimter vi forskellige udtryk for mange af de holdninger og synsmåder, som senere blev til en ny virkelighedsopfattelse, svarende til at den ydre virkelighed faktisk ændrede sig. Skulle man i vort historisk betingede sprog forsøge at udtrykke, hvad datidens mennesker har følt og tænkt ved deres tilværelse og de erfaringer, de gjorde, kunne man som noget afgørende pege på den begyndende bevægelse bort fra opfattelsen af mennesket som det afsluttede skaberværks egentlige mål, for hvis skyld alt andet er frembragt. Eller sagt på en anden måde: bort fra tanken om, at mennesket var anbragt på en bestemt plads i verden og kun kunne forstås eller overhovedet tænkes, når man tog udgangspunkt i Gud og de egenskaber, han havde udstyret mennesket med. Man begyndte i stigende grad at opfatte mennesket ud fra det selv og dets muligheder ud fra den mening, at mennesket selv kan udforske sin virkelighed og forholde sig til den, måske gribe ændrende ind i den. Det er de første skridt i denne retning, man ser manifestere sig i fænomener som humanisme, reformation og renæssance, og vi skal senere forsøge at indkredse, hvad de dækker over i det danske samfund, og hvordan de hang sammen med 1500-tallets danske sociale og politiske virkelighed.

Bevægelsen bort fra en århundredgammel helhedsopfattelse af verden i retning af nye orienteringspunkter og nye forestillinger om virkelighedens indretning skete i nøje sammenhæng med politiske, sociale og økonomiske forandringer, og den måde, de blev oplevet på af de mennesker, hvis handlinger skabte dem på tidens betingelser. Det var langsomme, men dybtgående ændringer, hvis hovedtema var en voksende erkendelse af, at der var nogle store modsætninger mellem den måde, man opfattede virkeligheden på, og de erfaringer man gjorde med den samme virkelighed. De store opdagelser bragte ikke blot for dagen, at Jorden var større og anderledes indrettet, end man havde tænkt sig, men de afslørede også, at der levede hele folkeslag, hedenske og barbariske, som man hørte, der slet ikke passede ind i det billede, man havde af Guds verdensorden. Det samme gjaldt i endnu højere grad de nye tanker om himmelrummets indretning, som kom frem senere i århundredet. Den danske astronom Tyge Brahe var her den centrale skikkelse.

Den almindelige dansker på land og i by har ikke haft mulighed for at følge med i de lærde overvejelser om universets indretning. Han eller hun har uden tvivl hørt om opdagelser og verdensomsejlinger, og det har stået klart, at megen gammel lærdom ikke længere stod til troende – hvis ellers det var sandt, hvad man hørte. For ét forstod man allerede ved århundredets begyndelse: at eksperterne var uenige, og det om de mest fundamentale spørgsmål, som direkte angik både samfundets eksistens som en del af Guds universelle ordning og den enkeltes evige salighed. Humanisme og renæssance var bevægelser blandt eliten, som kun i ringe grad berørte den jævne befolkning. Det gjorde derimod den dybtgående splittelse i kirke og samfund, som vi vil møde gang på gang på vor vej gennem 1500-tallet.