Bispernes fængsling

Admiral Johan Pein holdt sin fyrste i Preussen – og dermed os – underrettet om, hvad der nu skete. I et brev dateret den 12. august kl. 14 fortæller han om de foregående timers hændelser: dagen før var han blevet kaldt til et krigsråd, hvori også landsknægtenes øverster og andre officerer samt Johan og Melchior Rantzau deltog. Hovedpunktet var problemet om at skaffe penge til lejetroppernes sold, så de kunne hjemsendes, nu krigen var vundet. Det var et anliggende, der nødvendigvis måtte ligge de tilstedeværende stærkt på sinde. Nu hørte de af kongen, at kirkens ledere havde nægtet at yde noget, og det „besluttedes i Guds navn straks at tage bisperne ved vingebenet”. Klokken fire om morgenen fængsledes de tre bisper, der intetanende opholdt sig i København, Torben Bille, Rønnow og Iver Munk. Samtidig blev der sat vagt om København til vands og til lands, så ingen kunne komme ud eller ind i byen.

Klokken otte lod kongen de andre tilstedeværende rigsråder kalde til slottet, hvor de fik meddelelse om, hvad der var sket. „Den, der vil samstemme med kongelig majestæt og de ovennævnte krigsråder, kan vide sig sikker, men den, der ikke vil, han bliver også taget til fange. Jeg tror dog, at de vil krybe til korset,” skriver admiralen. Og han tilføjer, at der også var blevet sendt soldater og skibe til Fyn og Jylland for at pågribe de bisper, der opholdt sig der og beslaglægge deres gods. Ad anden vej kan vi se, at den lokale befolkning fik besked på at hjælpe til med det. I et nyt brev, dateret den 12. august kl. 18 „i hast, i hast” kan Johan Pein meddele, at nu havde de verdslige råder godkendt aktionen mod bisperne og forpligtet sig over for kongen til ikke at ville hjælpe nogen biskop til noget verdsligt eller kirkeligt regimente, førend et kirkemøde havde besluttet, hvad der i denne henseende var nyttigt for den almindelige kristenhed. Ove Bille, århusbispen, der allerede havde tjent det nye styre så godt, og hvis bror desuden var lensmand på det vigtige Bergenhus, var ikke blevet fængslet sammen med de andre bisper tidligere på morgenen. Han blev nu taget i forvaring. Han kunne ikke være med til at underskrive sin gamle kirkes dødsdom.

Bag dette ydre begivenhedsforløb, som Johan Pein var vidne til i disse timer, skjuler sig tilsyneladende noget andet, som admiralen ikke kunne vide. Johan Friis, som igen var kommet over på den rigtige side, var blevet leder af Christian 3.s kancelli, regeringskontoret som udfærdigede breve og dokumenter for kongen. Af akter, der er bevaret fra dette kontorarbejde, synes det at fremgå, at bispernes stilling har været under overvejelse allerede inden det møde med krigsfolkene, Pein omtaler, og det tyder på, at danske højadelige i kongens omgivelser, i hvert fald Johan Friis, har været inddraget i disse beslutninger. Og der kan være grund til at tro, at også det forsvar for regeringens fremgangsmåde, der snart efter blev offentliggjort, er forfattet i den samme kreds.

Dette forsvar fremkom i forbindelse med en herredag i København i oktober 1536. Over for den danske befolkning måtte der anslås helt andre strenge end over for krigsfolkene for at retfærdiggøre den radikale omvæltning, det var at fængsle bisperne, rigets første stand, som i kraft af kirkens stilling i samfundet havde været et selvfølgeligt element i rigets højeste øvrighed. At konfiskere kirkegodset var at vende op og ned på ældgamle forestillinger om kirken som en del af Guds jordiske orden. Til herredagen indkaldtes ikke blot rigsrådet, som det nu så ud, men også den menige adel og repræsentanter for landets 81 købstæder samt en herredsfoged og „to agtede bønder” fra hvert herred. Til forelæggelse for dette stændermøde var udarbejdet et omfattende skrift, en trontale, der i hvert fald i uddrag blev oplæst på Gammeltorv i København for mødets deltagere. Vi må forestille os, at der som tilhørere også har været en stor forsamling af københavnere og andre, som var strømmet sammen for at se kongen og de fine folk, der sad på en tribune på torvet, mens stænderne stod nedenfor. Det har nok været med blandede følelser, københavnerne har hørt på den nye konge, der havde belejret dem et år, men også fængslet deres gamle fjende, Joachim Rønnow.

Kongen lagde ud med et løfte om nu at ville gennemføre en virkelig kristelig reformation. I modsætning til det onde og arge regimente, der havde gjort Danmark mere til en røverkule end til et gammelt, lovligt rige, ville han gøre „en bedre ordning og reformation”. Den skulle oprette Guds ord og ære og indføre en ret kristelig tro, og den skulle sørge for, at alle stænder bliver holdt ved lov og gode gamle sæder og sædvaner. Den gejstlige stand skulle bringes ind i en kristelig ordning, adelen holdes ved ære, magt og alle lovlige friheder „og ved alt godt”. Købstæderne og borgerne skulle blomstre i deres håndværk og handel, og bønder og menig almue holdes ved deres næring og ved lov, skel og ret.

Derefter følger forklaringen på den sidste tids begivenheder.

Borgerkrigen med alle dens fortvivlede ulykker var kommet, fordi bisperne ikke havde villet vælge en konge i 1533. Da folket så, at riget hverken fik et overhoved eller et ordentligt og varigt regimente, opførte det sig som „en hob galne, ubesindige hunde” og plyndrede gårde og slotte. Der var ingen magt givet dem af Gud, tværtimod havde han påbudt dem at være øvrigheden hørig og lydig. Hvis de var udsat for tyranni og undertrykkelse fra rigsrådets side, skulle de have henvendt sig til „deres nabo” (hertug Christian) og klaget. Alle stænder var ansvarlige for det oprør, der samtidig var Guds straf, og derfor måtte der nu gøres bod. Skønt kongen efter sit kald burde straffe oprørerne på Guds vegne, var der flydt blod nok, og derfor gav han nu en almindelig amnesti.

Bisperne var altså alene blevet fængslet på grund af deres forbrydelser, og for at kongen kunne indføre en bedre ordning. Så følger et langt katalog over hver af bispernes forbrydelser imod landet og evangeliet og deres krænkelser af lov og ret. Ganske særligt Joachim Rønnow fik læst og påskrevet. Ham var der mange, der havde haft konflikter med, også af det nye styres folk. Anklagerne imod bisperne kunne opsummeres i en bemærkning, som måske er en ironisk tilføjelse i en senere afskrift: „Den lydighed de riget ville, den førte vel en flue bort på sin rumpe.” Derfor sidder de nu i fængsel, og deres gods er overgået til kongen.

Denne fremstilling af forløbet rummer iøjnefaldende usandheder, såsom at kun bisperne var ansvarlige for, at der ikke blev valgt nogen konge i 1533, og den indeholder mange beskyldninger imod de enkelte bisper, som vi ikke kan kontrollere, lige så lidt som tilhørerne på Gammeltorv har kunnet det. Det afgørende budskab, der skulle formidles, var imidlertid, at det nye styre var befolkningens redning fra kaos og misregimente, og at nu måtte alle stænder stå sammen for under kongens ledelse at gennemføre den reformation, der skulle genskabe et samfund, hvor alle nød deres rettigheder.

Kongen underrettede Luther om det skete, og reformatoren billigede i et brev, at bisperne var blevet fængslet, når de nu havde forfulgt evangeliet og bragt forvirring i det verdslige regimente. Christian 3. har uden tvivl følt, at her blev hans egne tanker om hans kald og forpligtelser som kristen øvrighed i den givne situation udtrykt klart og præcist.