Et møde i Ry Kirke

Efter sit nederlag i 1533 var Mogens Gøye ikke til sinds at opgive kampen for at få valgt hertug Christian til konge. Han holdt sig underrettet om situationen i Malmø og København og forhandlede igen med hertugen. Med grev Christoffers initiativer var der basis for en mere resolut politik i samarbejde med dele af den jyske adel.

Den 4. juli 1534 samledes de jyske bisper og andre rigsråder i Sankt Sørens Kirke i Ry ved Silkeborg. Også en stor flok af den menige jyske og fynske adel var trommet sammen. De kunne slet ikke være i kirken. Nu forelå efterretningerne om grev Christoffers landgang på Sjælland og stemningen derovre.

Alligevel blev striden mellem rigsråderne inde i kirken langvarig. Den drøje kamel, der hed kætteren hertug Christian, var svær at sluge for de jyske bisper. Det ville betyde kuldsejling af hele den politik, de var slået ind på i 1533.

Så tabte den menige adel tålmodigheden. De trængte ind i kirken og råbte truende, at de ville vide, hvem det var, der gjorde sådan modstand, for nu ville de have hertug Christian til konge. Bisperne og deres tilhængere måtte bøje sig. Det blev besluttet at sende et udvalg til hertugen, og for at understrege, at selv de stærkeste modstandere nu var for hans valg, blev biskoppen af Børglum, Stygge Krumpen, leder af delegationen. Også Mogens Gøye skulle med.

Da budskabet om resultatet af mødet i Ry nåede Fyn, samledes 19 fynske adelige, deriblandt biskop Knud Gyldenstierne, i Hjallelse den 9. juli 1534. De erklærede sig enige med den jyske adel og gav Johan Friis til Hesselagergård fuldmagt til at slutte sig til de jyske udsendinge til hertugen. Desuden sendtes samtidig en anden adelsmand fra Hjallelse direkte til hertug Christian med bøn om, at han ville sende et større antal krigsfolk til det særligt udsatte Fyn, for man frygtede både en opstand i befolkningen og et angreb fra greven.

Hertugen svarede positivt på disse henvendelser, der indbefattede et tilsagn om, at han ville blive hyldet som konge af råd og adel i Jylland og på Fyn, når han kom ind i landet. Sammen med de danske udsendinge drog han nordpå. Den 23. juli var han i Haderslev, hvor han lod sin førstefødte søn Frederik døbe med de danske adelige som faddere. Derfra gik turen til Kolding, hvor den jyske adel skulle møde ham. Her modtog han foruroligende efterretninger.

På Fyn havde befolkningen gjort oprør. Straks efter det store Sankt Knuds marked i Odense den 10. juli, hvor mange fynboer havde været samlet, brød urolighederne løs. To udsendinge fra grev Christoffer kom til Svendborg, og oprørerne tog magten ledet af flere af byrådets medlemmer. Bispestolens fæstning Ørkel i nærheden af byen blev indtaget og brændt, og i Odense blev bispegården tvunget til overgivelse. Kongelige slotte og adelige herregårde blev plyndret og nogle brændt. Ingen adelig synes dog at have mistet livet ved urolighederne på Fyn.

Så snart hertug Christian i Kolding hørte, hvad der foregik, sendte han sine tropper over til Fyn, ledsaget af den jyske adels og biskoppernes ryttere. Odense blev indtaget og plyndret, og her kan det ikke siges, at ingen borger eller bonde mistede livet. Tropperne blev lagt ind i Nyborg og andre fynske byer.

Imens samlede greven tropper på Sjælland og sendte dem i begyndelsen af august over bæltet. I flere byer, hvor også mange bønder havde søgt tilflugt, blev greven hyldet på Christian 2.s vegne. Nyborg Slot blev indtaget, og blandt fangerne her var Johan Friis og mange andre adelige. Fyn kom atter i grev Christoffers magt.

Imens forberedte hertug Christian nye rustninger. Den 18. august lod han sig hylde som konge uden for Horsens. Det blev siden hævdet, at denne foreløbige hyldning var retsligt bindende for alle Jyllands indbyggere, og der er vel blevet mobiliseret nogle statister blandt egnens bønder og byens borgere, så det kollektive ansvar senere kunne gøres gældende. Christian lovede at ville underskrive en håndfæstning, når der atter var ro i landet. Adel og prælater indgik ved samme lejlighed en aftale om, at de skulle beholde det gods, de hver især havde, indtil kongen sammen med rigsrådet „gør en kristelig, god skikkelse derpå i alle måder”. Der har næppe været nogen illusioner tilbage hos de gejstlige om, hvad denne skikkelse ville komme til at gå ud på. Men måske har de forestillet sig, at selv om den konge, de nu bragte til magten, indførte en ny kirkeordning, ville han i det mindste lade dem blive lensmænd på noget af det gods, de havde så inderlig kært.