Johan Rantzaus felttog

Efter grev Christoffers afrejse til Sjælland var Lübeck ikke i stand til at udrette meget imod Holsten. Tværtimod kunne Johan Rantzau hen på sommeren 1534 tage offensiven, og efter flere militære tilbageslag måtte Wullenweber bøje sig for oppositionen i byen og gå med til fredsforhandlinger. Ved mægling fra nordtyske, evangeliske fyrster kom freden i stand den 18. november 1534, godt en måned efter den jyske adels nederlag ved Svenstrup. Den forbød ikke parterne at fortsætte deres forehavender i Danmark.

Dermed havde hertug Christian fået frigjort sine tropper, så han kunne fortsætte det, der var begyndt med den foreløbige hyldning i Horsens. Så snart det stod klart, at freden med Lübeck var i udsigt, brød Johan Rantzau op med de bedste enheder og gik nordpå. Ved Varde flygtede 400 bønder, da hæren kom. Ved Skjern Å var der samlet en stor skare bønder, som havde fjernet broens planker. De to hære beskød hinanden, men bønderne måtte trække sig tilbage, og broen kunne sættes i stand. Ringkøbing var forladt af sine indbyggere, og landsknægtene overnattede i den øde by. Det forlød, at en bondehær var samlet i Holstebro, men da Rantzau nåede frem, var den væk.

I Skive erfaredes det, at Skipper Clement, Skipper Herman og „mange tusinde bønder” befandt sig i Viborg, men endnu før Rantzau nåede hertil, fik han at vide af sine spejdere, at Skipper Clement havde trukket sig tilbage til Ålborg. Flere gange under fremrykningen havde Rantzau kommanderet omegnens bønder sammen og ladet dem aflægge troskabsed til hertug Christian. Den 17. december ankom hæren til Ålborg og lejrede sig et par kilometer fra byen. Det var nær fuldmåne, og om natten beså feltherren Ålborgs fæstningsværker sammen med sine officerer og hørte, hvordan der blev arbejdet på dem. De besluttede, at de næste morgen tidlig „ville spise en morgensuppe med dem”.

„Altså begyndte vi at storme og stormede en god time, hvis det ikke var halvanden. De værgede sig også mandigt og havde besat brystværnet med godt skyts. Dog gav Gud os lykken, så vi førte stormen igennem, og fjenderne blev alle dræbt.” Ordene er Rantzaus egne i et brev, formentlig skrevet lige efter byens indtagelse. Han angiver antallet af dræbte modstandere ved stormen til mellem 800 og 900 landsknægte, bønder og borgere. Mange bønder har naturligvis klogeligt begivet sig hjem, da det stod klart, at den svært bevæbnede professionelle hær nærmede sig. Man vidste godt, hvilken skæbne, der ventede byer taget med storm af lejetropper.

Byens plyndring hørte med til troppernes betaling – byer blev „givet til pris”. Hvor mange der mistede livet under plyndringen, ved vi ikke. Vi kender et eksempel på, at en kvinde købte et hus med indbo af landsknægtene. Der har uden tvivl været andre tilfælde, hvor geskæftige sjæle erhvervede plyndringsgods, der tilhørte dræbte eller flygtede medborgere eller folk, der måtte se afmægtigt til, mens deres sager blev solgt til den højestbydende.

Blandt de forsvarere, der ikke var blevet dræbt ved stormen på voldene, var Skipper Clement selv. Såret undslap han på en hest, men blev fanget af en bonde i Storvorde og overgivet til Rantzau. Bonden fik til belønning en selvejergård fri for afgift i hans levetid. Clement blev ført til Gottorp og sad senere i Flensborg Slots underjordiske fængsel. En hanseatisk gesandt, der så ham her, syntes han lignede en ulv, der var fanget i en ulvegrav. Den professionelle soldat og fribytter, der havde forsøgt sig som folkefører, endte først sine dage under bøddelens økse på Viborg Landsting i september 1536. Hans hoved blev sat på en stage med en blykrone på, og hans parterede krop lagt på stejler.

Efter Ålborgs fald blev resterne af opstanden undertrykt med stor voldsomhed. Bønderne blev presset til at angive hovedmændene, der henrettedes så snart man fik fat på dem. I 49 herreder, der blev anset for oprørske, blev der herredsvis udstedt breve af herredsfogeden og et par bønder på hele herredets vegne, hvori de erkendte sig skyldige i oprør, fordi de havde brudt den kollektive ed, nogle bønder havde svoret ved hertug Christians hyldning i Horsens. Herved havde de alle forbrudt deres liv og gods. Livet kunne de købe tilbage ved halsløsning, dvs. en betaling i penge eller stude, der i den følgende tid blev forhandlet med dem gennem dertil beskikkede adelige takseringsmænd. Desuden skulle de, der havde jordegods at miste, selvejerbønderne, af med deres ejendom. De måtte alle overgive ejendomsretten til deres gårde til kronen, medmindre den enkelte selv kunne bevise ikke at have været med i opstanden, eller han var i stand til at købe gården tilbage. Ellers blev de nu fæstere under kronen, hvad der næppe har gjort den store økonomiske forskel, men nok en social og psykologisk. Det har været uhyre svært at bevise sin uskyld og må ofte have beroet på rene tilfældigheder, for vidnesbyrd fra andre bønder i de kollektivt dømte herreder blev ikke accepteret som bevis. Ordningen af dette vidtløftige arrangement tog flere år, og vi kender det kun sporadisk fra de sager, der gav anledning til papirarbejde, herunder også private søgsmål mod borgere og bønder, som havde deltaget i afbrænding af herregårde. Halsløsningen synes nærmest at have fået karakter af en ekstraskat, der blev betalt i stude, efterhånden som kongen havde brug for dyrene. I hvor høj grad selvejerne undgik at miste deres gårde er uklart.

Hertug Christian havde taget ophold på Koldinghus, og her havde han ved samme tid, som stormen på Ålborg fandt sted, et møde med grev Christoffer, der bl.a. var ledsaget af den fynske adels førstemand, Johan Friis. Mødet førte ikke til noget. For hertugen gjaldt det nu om at sikre Jylland og skaffe penge til den videre krigsførelse. Vinteren over blev tropperne lagt i kvarter rundt om i de jyske købstæder. Den 8. marts 1535 lod Christian sig på ny hylde af alle Jyllands stænder på Viborg Landsting. Den tilstedeværende del af rigsrådet bevilgede kongen en ny stor skat, der skulle betales i sølv og ikke i de underlødige mønter. Sognepræster og degne skulle af med en halv årsløn, og alt sølv på nær en kalk og en tallerken til oblater – en disk – skulle udleveres fra kirkerne. Adelen har antagelig givet et frivilligt bidrag. Nu var der gjort klar til felttogets fortsættelse til øerne.