Skipper Clement

Det var vistnok under et ophold i Malmø i sommeren 1534, at grev Christoffer traf nogle mænd af ret usædvanligt tilsnit: Skipper Clement, Skipper Thomas, Skipper Herman og endnu flere – professionelle søkrigere, som i en del år havde drevet kaperi – modstanderne kaldte det sørøveri – i Christian 2.s navn. Den ledende skikkelse blandt disse søens folk var Skip per Clement, vendelbo og tidligere købmand og skibsejer i Ålborg. Straks efter Christian 2.s fordrivelse havde han været leder af en lille eskadre, der førte krig i Vesterhavet i den fordrevne konges navn. Han inddrev skat på den norske kyst og opbragte hanseatiske skibe. Han havde været med på Christian 2.s togt til Norge og fortsatte sin kapervirksomhed efter kongens tilfangetagelse. Hans hengivenhed for Christian 2. kan næppe betvivles, men måske har det ikke været ham ganske ubekvemt at være sin egen herre.

Nu mente grev Christoffer, at den driftige skipper var manden, der kunne rejse jyderne for Christian 2.s sag. Clement og hans folk påtog sig opgaven, og den 14. september 1534 sejlede de ind i Ålborg havn. Byen var straks på hans side, og slottet faldt lige så kvikt som de østdanske borge. Nu gjaldt det om at rejse en større bevægelse.

En god del af de jyske bønder har øjensynligt vurderet adelsrepublikkens sammenbrud og krigen mellem de herskende som en god lejlighed til at fortsætte de mange foregående års modstand med fornyet kraft. Tilsyneladende har det ulmet hele tiden. Under det senere retsopgør nævnes bl.a. en Ringkøbing-borger „med hans tilhængere”, der plyndrede en vestjysk præstegård før Skipper Clements komme. De følgende begivenheder viser, at Skipper Clements ankomst og den nye situation i landet er blevet set som en mulighed for at føre den opstand igennem, som Mogens Gøye og andre havde været i stand til at afværge et par år tidligere. Nu foregik det på sædvanlig vis: folk, der havde sluttet sig til Clement, drog rundt på herredstingene og oplæste hans breve, der i Christian 2.s navn bød alle gøre oprør. De, der ikke ville deltage i det kollektive forehavende, blev truet med hængning. En lidt senere kilde taler om, at det navnlig var de bønder, der „havde korn på loftet” – altså nogle af de mest velhavende – der måtte trues. Men tilslutningen fra fæstere og selvejere var betragtelig, og den hast, hvormed oprøret bredte sig, viser, at der ikke var mangel på lokale bønder, som var parat til selv at tage initiativet, sikkert tilskyndet af den nye leders succes i Ålborg. I løbet af en måned var oprørerne herre over hele Vendsyssel, Thy og Viborg Stift. En række bispe- og adelsgårde blev brændt eller plyndret. Adelsmanden Bagge Gris, der havde fået et par af sine gårde brændt, tog til Ålborg, hvor han foregav at slutte sig til Skipper Clement. I stedet forsøgte han et attentat, men daggerten gled af mod et panser, skipperen efter sigende altid bar under vamsen. En skomager ramte attentatmanden i hovedet med en tagsten, så han snart efter døde af såret. Andre adelige sluttede sig frivilligt eller tvunget til Skipper Clement, mens atter andre flygtede. Clement uddelte len i Christian 2.s navn, og der var både adelige og borgere blandt de nye lensmænd.

Forsøgene på at få den jyske adel over på grev Christoffers parti ligesom den sjællandske og skånske lykkedes kun i meget begrænset omfang. Mogens Gøye og Erik Banner var fast besluttede på at føre hertug Christians sag igennem, og de havde gjort et godt forarbejde. Sidst i september samledes adelen i Århus. Snart udgjorde de en styrke på henved 600 danske og holstenske ryttere og et fodfolk på omtrent samme størrelse.