En jysk bonde? Ansigt fra kalkmaleri i Åle Kirke ved Horsens, ca. 1515.

.

Adelshæren ville nu nedkæmpe oprøret og mente ikke, at det var nødvendigt at afvente en større styrke landsknægte, som hertug Christian havde lovet at sende til hjælp. Hæren gik mod Ålborg, og den 15. oktober nåede den landsbyen Svenstrup, hvor den overnattede. Tidligt om morgenen næste dag forlod Skipper Clement Ålborg med omkring 6000 bønder. Sandsynligvis var også nogle af grev Christoffers professionelle soldater med. Bondehæren tog opstilling på nogle højdedrag nord for Svenstrup, og selv om adelshæren var talmæssigt underlegen, stormede den i tillid til sig selv og i foragt for bondesoldaterne.

Adelshæren led et fuldstændigt nederlag. 14 adelige faldt, deriblandt en af anførerne, Holger Rosenkrantz, og rigsråden Niels Brock. Andre førtes fangne til Ålborg, og resten flygtede, mange til Randers. Hertil kom også de landsknægte, hertug Christian havde sendt til hjælp, og byen blev befæstet. Bondehæren forsøgte at etablere en belejring af Randers og prøvede også at storme byen, men uden held. Den manglede bl.a. det nødvendige artilleri.

Oprøret bredte sig over store dele af Jylland. En lang række herregårde blev brændt af bønder og borgere i forening. Det skete uden tvivl af mentalhygiejniske grunde, men plyndringerne skaffede også forsyninger til oprørshæren, og afbrændingerne kunne tjene til at tilintetgøre jordebøger og ejendomsbreve og andet skriftligt, der var blevet brugt af godsejerne imod bønderne. Sydpå nåede oprøret til Varde-egnen.

Sydøst for Gudenåen ser det ud til, at alt var roligt. For at finde i hvert fald en væsentlig del af forklaringen på, at det sydøstlige Jylland ikke var med i oprøret, må vi nok vende tilbage til den tidligere (se afsnittet Store og små bønder) omtalte form for administration og magtudøvelse, som Mogens Gøye og hans „parti” stod for. De dominerede netop i Østjylland. Mogens Gøye havde talrige godser her, og han var lensmand på to af Århus Stifts hovedslotte, Skanderborg og Tordrup, mens det tredje, Kalø, var forlenet til hans slægtning og meningsfælle, Erik Banner. Gøyes svigersøn, Mogens Bille, bror til århusbispen Ove Bille, var lensmand på Koldinghus. Lensforholdene i området havde været stabile, og det var lykkedes disse storgodsejere, rigsråder og lensmænd at opbygge en politisk dominans baseret på et system af gods-, lens- og herredsfogeder, hvor både lavadeliges og velstående bønders muligheder for karriere og protektion var knyttet til loyaliteten imod de lokale magthavere. Det har ikke været let for andre bønder at komme igennem på herredstinget med forslag om, at man burde slutte sig til oprøret, hvis Mogens Gøyes ridefoged „tilfældigvis” også var herredsfoged. Og det har ikke skadet fogeden, hvis han ved lejligheder, hvor der blev ytret sympati for det, der foregik vestpå, var mere loyal mod hr. Mogens end mod sine standsfæller. Det var den samme kombination af politisk og social dominans og meningsstyring, vi så udfolde sig i 1531, og den lykkedes også nu i de egne, hvor Mogens Gøyes parti stod stærkest, mens f.eks. en Stygge Krumpen havde måttet flygte over hals og hoved for sine bønder og efter sigende en tid holde sig skjult i en bageovn.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Slaget ved Svenstrup.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig