De uenige eksperter

Om de intellektuelles synspunkter er vi langt bedre underrettet, fordi de har skrevet meget. I 1526 fik Christian 2. at vide som en nyhed fra Danmark, at bisperne havde arresteret fire-fem prædikanter, fordi de „prædikede noget mod Trolden [Djævelen] om Kristus”, og det tilføjes, at „lektor Poul er faldet fra Kristus og holder med bisperne mod de kristne”. Udsagnet viser, at vandene nu var ved at skilles. Stadig flere begyndte at gå længere end det, reformkatolikkerne stod for. De opgav tanken om, at kirken trods alt var den sande kirke, der kunne reformeres. Konsekvensen var, at reformkatolske og gammelkatolske nu fandt sammen for at redde den gamle kirke fra fald, og Poul Helgesen blev deres mest kvalificerede talsmand. Hans tidligere elever, som han nu måtte bryde med, gav ham øgenavnet Poul Vendekåbe, fordi han efter deres mening ikke ville tage konsekvensen af deres fælles kirkekritik. Faktisk fastholdt han konsekvent sit reformkatolske standpunkt.

Det var især mænd af den lavere gejstlighed, der førte de nye tanker frem. Der er uden tvivl mange sognepræster på landet, der tidligt har været optaget af dem og prædiket således, som de har forstået dem. Vi er imidlertid bedst underrettet om forholdene i byerne. I flere jyske byer synes der at have været kritiske prædikanter og en begyndende menighedsdannelse ved samme tid, som bønderne indgik deres forbund mod kirken.

Det gælder i hvert fald i Viborg, hvor der var mange tilhængere af Christian 2., og hvor borgerne var meget kritiske over for kirken og den upopulære biskop, der var på kant med alt og alle. Han lå også i stadig strid med domkapitlet, der i øvrigt ikke dannede noget bolværk imod den nye bevægelse: af dets 15 medlemmer var fem-seks altid borte i statstjeneste, og af de øvrige gik de fleste tidligt med reformationen. Og det var i Viborg, en af den reformatoriske bevægelses bedst udrustede teologer, Hans Tausen, virkede. En stor del af borgerne støttede ham og udvirkede, at Frederik 1. gav ham et værnebrev, dvs. en særlig retsbeskyttelse, således at anklager imod ham ikke kunne behandles ved de kirkelige domstole, men skulle rejses for kongen selv. Kongen gjorde ham desuden til sin kapellan, men med tjeneste i Viborg, hvis magistrat skulle overtage værnet. Kongen tillod desuden en anden teolog, Jørgen Jensen Sadolin, der også fik værnebrev, at oprette en prædikantskole i Viborg. I 1528 slog en tysk bogtrykker sig ned i byen, for her foregik noget, der skabte marked for tryksager. Dermed fik den nye forkyndelse et uvurderligt hjælpemiddel.

Om indholdet af den forkyndelse, der lød i Viborg og samtidig eller snart efter mange andre steder, er vi underrettet gennem de mange trykte bøger og småskrifter, der blev et vigtigt led i udbredelsen af prædikanternes meninger. Tilstandene og de skarpe meningsforskelle fremkaldte en vældig vækst i den almindelige debat og kommunikation. Det er det trykte ord, der er bevaret, hvilket dog ikke skal skjule for os, at det talte ord og den mundtlige debat stadig var det vigtigste for en befolkning, hvoraf de fleste ikke kunne læse.

Hovedsagerne i den forkyndelse, befolkningen hørte fra de nye prædikanter i disse første år, har disse selv sammenfattet ved en ganske speciel lejlighed, hvor de var samlet fra hele landet og satte sig for at „konferere vort evangelium tilsammen”, som en af dem skriver. Det var i 1530, da der holdtes herredag i København. Kongen havde ved stævning på landstingene indkaldt både prælater og de evangeliske prædikanter fra hele landet, for at de her skulle gøre rede for deres tro. Der mødte 21 prædikanter. Der har naturligvis været mange andre præster og munke, der var optaget af de nye tanker, men de 21 har så klart følt sig som forkæmpere for den rette lære, at de drog til København for at forsvare den over for rigets højeste øvrighed, uden tvivl i håb om at denne nu ville tage reformationen i sin hånd. Det var blandt andre Hans Tausen, der året før var flyttet til København, Peder Laurentsen, Frands Vormordsen, Claus Mortensen Tøndebinder og Hans Olufsen Spandemager fra Malmø, Jørgen Jensen Sadolin fra Viborg og andre fra Ålborg, Landskrona, Assens, Falsterbo, Ystad, Trelleborg og andre byer samt et par sognepræster fra Salling.

Herredagen fik imidlertid ikke tid til at høre på teologiske diskussioner, for den var optaget af udsigten til et angreb fra Christian 2. og de derhen hørende rustninger og skatter. Men vi har bevaret Confessio Hafniensis, prædikanternes københavnske bekendelse, som de udarbejdede mens de ventede på foretræde. Den blev forfattet på latin og dansk, for den var beregnet både til den lærde modpart og til folk, der ikke kunne latin. Kun den danske version er bevaret.

Bekendelsen begynder med Bibelen. Den er „en fuldkommen regel og lov at leve og regere sig efter” for enhver, som skal få nåde og salighed. Nogen anden regel eller lov er der ikke brug for. Jesu død og opstandelse og det, han lærte og gjorde, er fuldt ud tilstrækkeligt til at skænke retfærdighed og fyldestgørelse for synden. Kirken er „alle retfærdige menneskers samfund”, og anden kirke, „hvor udvortes hellig og smuk hun synes, agter vi intet”. Messen er kun til minde og højtideligholdelse af Kristi død og Guds kærlighed, hvor hans legeme spises og hans blod drikkes som et sikkert pant på, at vi i ham har fået syndernes forladelse. Rette kristne bisper og præster er ikke andet end prædikere og tjenere i Guds rene ord, som de bør forkynde for almuen, og de bør ikke befatte sig med verdslige ting, ikke føre krig, ikke sidde som dommere eller føre retssager, for det er noget, som ikke har med deres embede at gøre. Kristus er vor eneste og evige præst, og i ham er alle kristne præster, der skal ofre sig selv til Gud. Blandt dem skal med menighedens samtykke udvælges nogle, som skal prædike og uddele sakramenterne. Ægteskabet er helligt, og at leve trofast i det er den rette kyskhed. Alle mennesker, gejstlige eller lægfolk, skal være verdens fyrster og øvrighed underdanig „i lov, skik og hvad der ikke er imod Gud”.

Så vidt prædikanterne. Disse synspunkter er blevet udformet i kamp imod den etablerede bispekirke og er naturligvis stærkt præget heraf. Det er imidlertid iøjnefaldende, at selv om prædikanternes forkyndelse faldt ind under den store samlebetegnelse, som kirkens forsvarere kaldte det lutherske kætteri, er der vigtige punkter i bekendelsen, der adskiller sig fra eller er direkte i modstrid med Luthers lære og Den augsburgske Trosbekendelse, der også blev til i 1530. Det gælder bl.a. synet på Bibelen og den hermed forbundne opfattelse af øvrigheden, som sikkert er noget af det, der umiddelbart er blevet forstået mest direkte af prædikanternes ikke-teologiske tilhørere. De danske prædikanter opfattede Bibelen under ét som Guds lov og rettesnor. De skelnede ikke som Luther mellem lov og evangelium, og de delte ikke Luthers lære om kaldet og om øvrigheden. Derfor kunne de hævde, at man skal adlyde øvrigheden i det, „der ikke er imod Gud”. De gjorde altså lydighedspligten afhængig af, at øvrigheden var i overensstemmelse med Guds lov, Bibelen, uden dog at drage de samme rabiate konsekvenser af dette samfundssyn som de senmiddelalderlige lægmandsbevægelser og de tyske bønder.

Af prædikanternes øvrige skrifter fremgår, at der var forskelle mellem deres opfattelser. De havde læst i hvert fald nogle af Luthers tidlige skrifter, hvoraf flere blev oversat til dansk. Men de havde læst og forstået ham ud fra deres forudsætninger. Hans Tausen, der selv havde studeret en kort tid i Wittenberg, var i sociale og politiske spørgsmål mere konservativ og luthersk end prædikanterne i Malmø. For Tausen var reformationen kongemagtens sag, men Bibelen stod over kongemagten. Tausen ser reformationen som kongens ret og pligt, der umiddelbart fremgår af Bibelen og ikke som Luther som en nødret, der skyldes de specielle ydre omstændigheder. For prædikanterne i Malmø var det de kristne – byrådet, prædikanterne og menigheden – der skulle reformere, idet de alene fulgte Skriften. Som vi senere skal se, valgte de politiske ledere i Malmø at sikre sig kongens godkendelse af deres reformation, selv om de muligvis har delt deres prædikanters opfattelse af deres egne bibelske rettigheder.

Disse nuancer i opfattelse, som vi således kan konstatere mellem den lille flok prædikanter, der var virksomme for reformationens sag i Danmark, har næppe spillet nogen klar rolle på dette tidspunkt, heller ikke for dem selv. De har stået i en enig front imod en overmægtig fælles fjende, bispekirken og det katolsk dominerede rigsråd. Hans Tausen har ikke lagt mere vægt på sine synspunkter, end at de alle kunne enes om formuleringen af deres bekendelse. De har uden tvivl først og fremmest følt sig som deltagere i en fælles international kamp for genoprettelse af den sande kirke.

Men ét er de evangeliske teologers egne tanker om de lærde sager. Noget andet er, hvordan deres forkyndelse blev opfattet og virkede blandt de bredere grupper i befolkningen, som i forvejen var dybt fjendtlige over for øvrighed og kirke. Den kritiske holdning er uden tvivl blevet styrket af selve spliden inden for gejstligheden, den stand der skulle være lærere og vejledere til frelse. Alene prædikanternes offentlige fremtræden har været en manifestation, der overskred gamle normer for, hvad man „kunne”. Nogle af de nye folk havde kongens værnebrev til beskyttelse mod bisperne, hvad der yderligere har demonstreret splittelsen i samfundets øverste lag. Borgerne i en lang række købstæder oplevede selv prædikanterne, og også mange bønder har været vidne til det, der skete, når de kom til byen med deres torvevarer. Alle har hørt om det. Også på landet kom der efterhånden flere evangelisk sindede sognepræster i de kald, hvor kongen eller evangeliske adelige kunne indsætte dem, når embedet blev ledigt, og også mange andre præster har i større eller mindre grad været påvirkede af humanistiske og evangeliske tankegange. De bønder i Østersøområdet, som sejlede til byerne i Nordtyskland med deres varer, så, hvad der foregik her. Bønder og borgere har næppe fået fat i ret mange nuancer og detaljer i forkyndelsen. De var ikke teologer, og formidlingen af de lærde teologiske anliggender var i høj grad indirekte, også over for de fleste sognepræster på landet, der havde ringe teologisk skoling, og som i tankegang har stået deres sognebørn langt nærmere, end de stod bisperne og de lærde.

Hertil kommer at prædikanternes mundtlige forkyndelse uden tvivl har været noget forenklet og mere hårdtslående end de skriftlige arbejder, der blev trykt og derved overleveret til os. Disse skrifter var indlæg i polemikken imod deres teologisk uddannede modpart eller i hvert fald åben for kritik herfra og fra de verdslige myndigheder. Prædikanterne fremhævede kraftigt Bibelen som eneste autoritet i deres heftige polemik imod kirkens og bispernes myndighed, og her har de været helt på linie med folkelig tankegang.

I denne forkyndelse hørte man f.eks., at cølibatet slet ikke var en særlig hellig og ophøjet livsform, men noget, gejstlige selv kunne bestemme sig for, og som ikke kunne gøres til et krav til standen. Man oplevede, at præster og munke, der havde aflagt løfte om evig kyskhed, nu giftede sig. Det har de fleste sikkert haft fuld forståelse for i lyset af de mange brud på løftet, man havde været vidne til. Der var næppe mere usædelighed blandt gejstligheden nu end tidligere, men under den almindelige tillidskrise har kritikken fået øget vægt, og hele diskussionen om cølibatet har ikke været egnet til at fastholde gejstlighedens ret til at være vejledere i vigtige personlige anliggender. Man kunne også høre, som Peder Laurentsen i Malmø skrev, at en møgvogn var et lige så godt sted at lovsynge Gud som den fineste domkirke, og at møgvognen i hvert fald var Gud kærere end de kirker og klostre, der var blevet bygget og udsmykket for „fattige menneskers uret, trængsel, skade og overlast”. Det har fanget bøndernes opmærksomhed, at den nye forkyndelse kunne tale om magtforholdene på en måde, som Peder Laurentsen skriftlig gør det i sin kritik af de store klostre på landet: „De bruger magt, trængsel og vold over fattige bønder og undersåtter, lige så meget, og nogle mere, end nogen verdslig herre og foged gør med plager, skatter, gæsteri og anden tyrannisk vælde.”

Et tema, som stadig går igen i prædikanternes skrifter, og som uden tvivl har egnet sig godt til mundtlige udfoldelser, er fremhævelsen af, at kirken og de gejstlige var blevet rige på jævne folks bekostning. Tienden og andre indtægter, „som de ikke arbejder for”, havde de taget fra de fattige og brugt til vellevned, så de er blevet „smukke, fede og trinde”. Og denne udbytning og udplyndring har kunnet lade sig gøre, fordi papisterne forvrænger Bibelens ord. Men nu „oplader Gud de armes, ringes, simples øjne og forstand til at kende hans nåde og sande tro og gudsdyrkelse”.

Denne forkyndelse blev også udbredt ved hjælp af et af tidens mest virkningsfulde medier, den populære vise. Den kunne handle om aktuelle begivenheder som herredagen i 1530, i hvilken anledning prædikanterne udsendte et lille hæfte med viser, trykt samme år i Malmø. Visernes temaer er de samme som skrifternes: „De mægtige” vil fordrive Kristus, og hertil benytter de lærde folk, „munke og mestre”. „Bedere og mulestødere” – tiggermunke – løber omkring „og lokker fra bonden hans bedste ting”. Så „bygger de klostre som store slot”, men nu lyder opfordringen til bønderne:

„Gud give I ville nu se her til og være herefter snilde. Når munke af Eder trygle vil og være Eder så umilde, vis dem bort til Eders plov, tærske, muge og fare til skov. Lad så Fanden tro munken.”

Bønder og borgere har fået et stærkt indtryk af, at eksperterne var uenige, og at nogle af dem gav udtryk for synspunkter, der lød ganske fornuftige. Hvis Bibelens tale var klar og tydelig, og den ringeste bonde kunne forholde sig til den, som prædikanterne hævdede, så måtte det vel også være sådan, at øvrigheden skulle overholde Guds lov – Bibelen, sædvanen, den gamle, rette ordning fra før vornedskab og hals- og håndsret, øgede afgifter og skatter og alt det andet, der efterhånden havde hobet sig op af tyranniske overgreb og misbrug. Prædikanternes forkyndelse blev forstået og fortolket ud fra, hvad folk selv tænkte og følte. Den var egnet til at underbygge og bevidstgøre den i forvejen stærkt udbredte kritiske holdning. Den har bidraget til at styrke jævne folks følelse af selvværd og tillid til egen dømmekraft i et samfund, som gennem mange generationer havde indarbejdet i bevidstheden, at det var de arbejdende stænders lod at underordne sig og lade sig belære af dem, som med guddommelig bemyndigelse vidste bedre.

Også kongen og højadelen var konfronteret med de nye ideer. Frederik 1. var klart kommet i modstrid med sin håndfæstnings forpligtelse til at skærme kirkens rettigheder. Han havde unddraget Hans Tausen og andre prædikanter fra kirkens jurisdiktion, og han nægtede at skride ind mod munke, der forlod deres klostre, og gejstlige, der brød cølibatet. Også på andre måder viste han ved denne tid sine sympatier for lutherdommen og den evangeliske bevægelse. Han havde ladet sin søn, hertug Christian, gifte sig med en tysk fyrstedatter, der var lutheraner, og forhindrede ikke, at den unge hertug, der i 1525 havde fået overladt Haderslev og Tørning len, her begyndte at indføre en luthersk kirkeordning, der trods tilbageslag i løbet af tre år førte frem til etableringen af den første lutherske fyrstekirke i Norden. Hertugen afsatte domprovsten i Haderslev og begyndte selv at udnævne præster, og der oprettedes en luthersk præsteskole. Kongen lod i 1526 sin datter Dorothea ægte hertug Albrecht af Preussen, der var stormester for Den tyske Ridderorden, men var gået over til lutherdommen. Og Frederik 1. demonstrerede yderligere samme år sine lutherske sympatier ved at bryde fredagsfasten. Han blev heri fulgt af andre ved hoffet, og Mogens Gøye begyndte at nyde nadveren på luthersk vis, dvs. med indtagelse af både brødet og vinen. Også blandt adelen vandt tanken om et brud med den gamle kirke og dens lære udbredelse. Det samfundssyn, som senere med rette er blevet erkendt som det egentligt lutherske – at øvrigheden styrer i sit kald, kun ansvarlig over for Gud, mens kirken alene er et åndeligt fællesskab og ikke skal blande sig i politik – var særdeles forenelig med en højadelig godsejer og politikers selvforståelse, samfundstænkning og religiøse følelser.

Den gammelkatolske Tyge Krabbe fik som et modtræk mod den lutherske indflydelse ved hoffet arrangeret, at Poul Helgesen skulle prædike på Københavns Slot om lutheriet. Det blev ingen succes. Da han forlod slottet, var soldaterne ved at overfalde ham, de kaldte ham ulv og sjælemorder, hykler og bedrager, og Mogens Gøyes nar gjorde tykt grin med ham.