Kirken og bispeembedet

I Danmark genfinder vi praktisk taget alle den internationale kirkes problemer. Den danske kirkeprovins bestod af otte bispedommer, Slesvig indbefattet, formelt under ledelse af ærkebispen i Lund. Dens selvstændige stilling som en del af en overnational institution, hvor domkapitlerne selv valgte deres biskop og højere embedsmænd, var for længst afløst af et samarbejde mellem paven og den danske konge, der fungerede gennem udsendinge fra begge sider og en fast dansk repræsentation i Rom. I 1517 godkendte Christian 2. en pavebulle, der også var accepteret af Det tyske Kejserrige, og som fastslog, at paven havde ret til udnævnelser, og at alle valg af biskopper og ærkebiskopper skulle godkendes af ham. Det var en fordel for begge parter. Paven fik betaling for sin godkendelse, og kongernes ønsker blev som regel opfyldt i Rom hen over hovedet på de danske biskopper og domkapitler. Kongen havde patronatsret over og dermed ret til at besætte en række høje og lavere gejstlige embeder. Han havde ved pavelig bevilling råderet over en del af domkapitlernes kanonikater, dvs. prælatembeder lønnet med indtægter fra stiftets gods. På den måde kunne kongen lønne en del af sine embedsmænd af kirkens midler. Undertiden havde kongens folk samtidig flere af de høje prælatembeder ved kapitlerne, hvilket kun kunne ske ved pavelig dispensation mod betaling. Det samme gjaldt fritagelsen for at opholde sig ved kirken og passe embedet personligt. Også klostre kunne kongen bortforlene til adelige, der så tog dem i værn og fik indtægter ud af det. Værnet af klosteret kunne dreje sig om at holde dets bønder til lydighed, således som det ses af et tilfælde i 1515, da abbeden i Ås Kloster i Halland gik med til at forlene klosterets bønder i et herred til Henrik Krummedige med den motivering, at bønderne ikke var lydige imod klosteret og havde forgrebet sig på dets ejendom. Adelsmanden skulle så levere klosteret den landgilde, der tilkom det, og som bønderne havde været så uvillige til at betale.

Til forståelse af kirkens situation under disse forhold er det nødvendigt at se på datidens opfattelse af kirke og bispeembede, det bærende i kirkeorganisationen. Kirken var efter tidens forståelse samfundet af sande troende, men også den jordiske institution, der var fast opbygget med paven, kardinalerne og bisperne øverst og menigheden nederst. Kun gennem den formidledes Guds nåde til samfundet og til den enkelte. Det var derfor biskoppens uafviselige pligt at sørge for opretholdelsen af den jordiske kirkeorganisation i sit stift. En duelig biskop måtte nødvendigvis være en effektiv godsadministrator, og han måtte desuden varetage kirkens politiske interesser, dvs. dens mangeartede funktioner i forhold til det gudgivne samfund, den var en del af.

Infiltreringen i det jordiske samfunds økonomiske og politiske forhold havde altså en klar teologisk begrundelse. At opretholde den jordiske kirke var at holde vejen til frelse og velsignelse åben. Som udviklingen formede sig i disse år med en stadig udvidelse af de store jordejeres dominans og deres kamp for mere magt og gods, blev det imidlertid stadig mere iøjnefaldende, at den godsejende kirke fungerede på godsejersamfundets vilkår. Det er karakteristisk, at tidens danske bisper ikke var teologer af uddannelse, men jurister. Med stifternes og klostrenes stabe af skrive- og regnskabskyndige folk hørte kirkegodset til de mest effektivt drevne virksomheder i landet. Det var vokset i tidens løb, dels ved indstiftelse af sjælemesser, dels ved køb og testamentariske gaver. Bisperne var blandt de storgodsejere, der var med til at forarme og fortørne de lavadelige tabere i kampen om jorden. Og at stadig mere gods kom under kirken og dermed ud af den almindelige omsætning – kom under „den døde hånd”, som det hed – var faretruende for både kronen, adelen og selvejerbønderne.

Som administrator af kirkens gods sad bispen inde med værneretten med dertil hørende beføjelser over fæstebønderne i lighed med andre godsejere. Bispen kunne desuden få len, som ikke var kirkegods, og han kunne give kirkegods i forlening til andre. Han havde magt til at tolke og håndhæve kirkeretten i stiftet. Den kirkelige domsmagt omfattede sager, hvor gejstlige var involveret, og desuden – i hvert fald efter kirkens egen mening – også alle åndelige sager, hvad der efter tidens forestillinger måtte være et meget rummeligt begreb og indbefatte sager om ægteskab, ubetalt gæld og mange andre synder. Der var mange grænsetilfælde, hvor det gejstlige og det verdslige retssystem konkurrerede. Bispen havde desuden en vis lovgivende magt i stiftet, navnlig vedrørende det kirkelige livs praktiske sider og præsternes embedsførelse og undervisning. Undertiden blev disse retsregler samlet og trykt, efter at de var bekendtgjort på stiftets kirkemøder.

I rigsrådet kom bisperne, især hvis de kunne enes, til at stå som den mest magtfulde gruppe, hvad enten det drejede sig om samarbejde med kongen eller om at varetage kirkelige eller højadelige interesser. For i højadelens kamp om magten bl.a. ved at få sine medlemmer placeret på de vigtige bispestole, var det de rige, stærke slægter, det lykkedes bedst for. I 1523 fik det sejrende rigsråd med rene ord fastslået i Frederik 1.s håndfæstning, at kun danske adelige herefter kunne udnævnes til biskop eller prælat. Til prælatembeder kunne dog også vælges doktorer og andre lærde, danske mænd.

Samtidig var bisperne dybt involveret i de højadelige slægters indbyrdes stridigheder, hvor de kunne udnytte bispemagtens særlige beføjelser. De kunne skaffe deres slægtninge gode gejstlige embeder og kirkegods i forlening til fortørnelse for andre adelige, der ikke havde sådanne muligheder. I forholdet til kongemagten kunne de dele sig som højadelen i øvrigt. Vi har set nogle af de jyske bisper som drivende kræfter i oprøret imod Christian 2., og vi har også set bisper som Lave Urne og Ove Bille som trofaste samarbejdspartnere med samme konge.

I det billede af samfundets situation, der tegnede sig for befolkningen, fremtrådte bisperne og de andre høje prælater således i stadig højere grad som repræsentanter for en aggressiv godsejerpolitik. Det gjaldt ikke blot over for lavadelen og stifternes fæstebønder, men også i forhold til sognepræster og klostre, som bisperne i mange tilfælde groft udnyttede gennem værne- og visitationsretten. Folk mødte kirken direkte som økonomisk magt. Den skulle have tiende, hvoraf bispen havde krav på en tredjedel. Der skulle betales for kirkelige handlinger, og kirkelige institutioner optrådte ofte som pengeudlånere. I købstæderne var de grundejere og udlejere, undertiden i stor stil, og både kirkens besiddelser og tilstedeværelsen af de mange præster og munke – især tiggermunke – der ikke deltog i borgernes arbejdsliv, var et meget nærværende udtryk for kirkens tilegnelse af samfundets rigdomme. Ved domkirkerne kunne der være et halvt hundrede altre eller mere, og staben af præster af alle grader ved en sådan storkirke kunne runde de hundrede.

Men samtidig med alt dette havde kirken sine åndelige funktioner. Det var alene bispen, der kunne forvalte alle syv sakramenter og de mange velsignelser og besværgelser, der var livets nødvendige værn imod de onde magter. Det var bispen, der viede sognepræsterne og derved gav dem en del af sin magt. På den korrekt viede biskop beroede i virkeligheden hele stiftets religiøse liv, der omfattede grundliggende sociale og psykologiske områder i tilværelsen. Dobbeltheden i kirkens funktion og konflikten imellem ideal og virkelighed, imellem forventning og oplevelse, er en vigtig del af baggrunden for det, der hændte i de følgende årtier.