Elisabeth, malet af en ukendt kunstner. Billedet, der befinder sig i Krakow, er først for nylig blevet bestemt som et portræt af Elisabeth. Efter moderens sindssygdom blev Elisabeth opdraget af sin faster Margrete. Hun var regentinde i Nederlandene, som med Elisabeths farmor var kommet under slægten Habsburg. Christian 2. havde oprindelig ønsket at ægte Elisabeths ældre søster Eleonora, men hun blev lovet bort til og senere gift med den franske konge Frans 1. i et forsøg på at bedre forholdene mellem staterne.

.

Dronning Elisabeths stamtavle.

.

Datidens forestillinger om statsmagt var centreret om fyrstens person. Fyrsternes ægteskaber var, hvad alliancer mellem staterne senere blev. Det var et vigtigt politisk spørgsmål, hvem Christian skulle ægte, og det blev påtrængende, efter at han i 1513 var blevet konge.

Der var flere muligheder, og det endte med den fornemste. I 1514 viedes Christian 2. i Bruxelles med Mogens Gøye som stedfortræder til den kun 13-årige sønnedatter af kejser Maximilian af det habsburgske hus. Pigen hed Isabella, men fik i Danmark navnet Elisabeth. Året efter kom hun hertil og så for første gang sin mand.

Denne forbindelse med Europas mægtigste fyrstehus var naturligvis en vældig styrkelse af kongens position. Han var i høj grad værd at kende for Europas fyrster, og han kunne få børn, der på forhånd ville stå stærkt over for slægtslinien af det danske kongehus i hertugdømmerne. Forbindelsen blev endnu mere værdifuld, da Elisabeths bror i 1519 efterfulgte sin farfar som tysk kejser under navnet Karl 5.

En anden sag var medgiften. Den var stor, 250.000 gylden, og med genvindeisen af Sverige i tankerne havde Christian god brug for pengene. Men han kom til at vente længe. Foreløbig måtte han nøjes med den styrkelse af kreditten, forbindelsen gav ham i de kapitalstærke Nederlande.

Reelt var Dyveke stadig kongens ægtefælle. Deres helt officielle forhold vakte ikke blot anstød, men fik også politiske konsekvenser. Både hoffet i Bruxelles og kejseren personligt forlangte, at hun skulle fjernes, og det nederlandske gesandtskab, der i 1516 sendtes til Danmark i denne anledning, havde en instruks med, hvori det hed, at hvis Dyveke ikke blev landsforvist, „ville man spille hende et groft puds”. Men Christian afviste blankt. Da så Dyveke pludselig døde i sommeren 1517, var der mange der mente, at hun var blevet myrdet. Vi kender ikke de nærmere omstændigheder ved Dyvekes død. Sandsynligvis var det blindtarmsbetændelse. Lensmanden på Københans Slot, den unge og ødsle Torben Oxe, blev snart efter anklaget for rigsrådet, uden at vi kender anklagens indhold. Det har sikkert drejet sig om giftmord på Dyveke, men rigsrådet frikendte ham. Kongen lod ham imidlertid henrette, vistnok efter at en herredstingsret på 12 bønder havde kendt ham skyldig med ordene „vi dømmer ham ikke, men hans egne gerninger dømmer ham”. Det var en retsformel, der blev brugt i tyverisager, hvor der ikke kunne være tvivl om skylden, og sandsynligvis er Torben Oxe formelt blevet henrettet for underslæb, da rigsrådet havde frikendt ham for mordet. Senere opstod den myte, at Torben Oxe havde sendt Dyveke en kurv forgiftede kirsebær, fordi hun afviste hans tilnærmelser. Sikkert er det, at mistanken, sorgen og raseriet hos Christian og Sigbrit var med til at skabe det klima over for den danske højadel, hvori de følgende års begivenheder udspillede sig.

De forværrede forhold omfattede ikke Elisabeth. Hun har vel i begyndelsen følt sig forknyt i det fremmede land, men hun satte sig ind i forholdene og lærte sig dansk. Hun sluttede sig nært til mor Sigbrit og vandt efterhånden også sin mands hengivenhed. Lad hende her selv udtrykke sine følelser for ham. I et brev fra 1523, hvor hun beretter om frugtesløse forhandlinger, hun har ført i Berlin på hans vegne med kurfyrsten af Brandenburg og med lejetropførere, mens han selv opholdt sig i landflygtighed i Nederlandene, skriver hun til sidst: „Og beder jeg Eders Nåde, det Eders Nåde vil lade mig snart komme til Eders Nåde. Jeg vil fast heller blive hos Eders Nåde og lide, hvad jeg kan, end jeg vil være fra Eders Nåde og have alt det, jeg vil have.”

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Elisabeth.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig